Gå til hoved-indhold
Foto: Kielerwoche.deKapsejlads
Foto: Kielerwoche.de

Kieleruge: Du må arller sejl for langsom

Kielerwoche 2013 er forbi. Danskerne fik i alt 3 guld-, 6 sølv- og 2 bronzemedaljer. Se oversigt. Minbaad.dk ønsker tillykke og bringer en humoristisk rapport fra Albin Express vinder, Morten Arndal.

Af katrine bertelsen |

Albin Express vinder Morten Arndal skriver:

I løbet af vinteren stod det klart, at vi selvfølgelig skulle til Kiel igen i 2013, men da tiden nærmede sig faldt sejlmageren og supergasten Anders Hilkjær fra. Og bådens eneste skønhed, Anette B. Hansen, havde på forhånd meldt ud, at hun højst kunne være med lørdag og søndag pga. arbejde.

Skal vi til Kiel eller skal vi ikke til Kiel?

Og nu er det jo ikke helt gratis at tage til Kielerwoche med en Albin Express, især fordi ”man” ikke ejer en bil, der må trække båden, så turen blev faktisk aflyst. Imidlertid fik vores fordækker, Dennis Petersen, meget ulykkelige øjne, da meddelelsen faldt og det førte straks til genovervejelse. En uge gik og en ny beslutning blev truffet.

Vi tager til Kiel. Vi ser hvad vi kan skrabe sammen af besætning og så bliver vores mål at vinde om aftenen (på teltpladsen og i baren!) og så må vi se hvad det rækker til på banen. 100 telefonopringninger senere og vores crew var på plads, således at vi i det mindste var 4 på båden alle dage.

Ikke helt på toppen ...

Oven på den obligatoriske grænsehandel, tilrigning af båd, en godnatøl og den første overnatning i telt i regnvejr var vi klar til kamp. Nogenlunde som forventet var vi ikke knivskarpe fra starten og måske lidt uventet tog den tyske båd, Ticarento, føringen. Vi måtte evaluere.

Spiler op, spiler ned og arller sejl for langsom...

Vi fandt hurtigt ud af at kommunikationen om bord ikke var i orden. Express-sejler og fynbo Jacob Skræp Jacobsen sagde med jævne mellemrum nogle lyde, mens vi sejlede, men vi forstod ikke hvad han mente.

Altså vi er fra Horsens og Jacob er fra Fyn! Under evalueringen fandt vi ud af, at Jacob faktisk sagde noget helt rigtigt, nemlig, at vi aldrig måtte sejle for langsomt. ”Du må arller sejl for langsom” sagde han på klingende fynsk. Nårh ja, tænkte vi så, det er der den er gal, vi sejler for langsomt, det må vi gøre om i morgen.

750 watt diskolys, 4x50 watt musikpower og mødet med en Finn-jolle-sejler fra Estonia!

Nu havde vi jo besluttet, at vi i hvert fald skulle vinde om aftenen, så vi havde medbragt lidt udstyr fra et gammelt diskotek. Ovenpå en evalueringsøl eller to var det tid til at prøve udstyret af. Vi fik gang i diskolamperne, der gav kulør på vores telt og for den sags skyld i skoven 200 m derfra.

De 4x50 watt musikpower var i underkanten, men vi skruede op til det skrattede lidt og så skruede vi lidt mere op, så var det højt nok. På den anden side af et skel med lidt træer lå åbenbart en Finn-jolle-sejler fra Estonia, som ikke helt kunne se det sjove i vores fest.

Godt nok har Dennis sort bælte i karate, men ham her var altså stor, så selvom vi ikke syntes at det var sent, lukkede vi festen ned.

Vores nye strategi gav pote og udover at vi lå godt i front på aftenkonkurrencen lå vi nu også i front på kapsejladsbanen. Det var over al forventning, men for at bevare førertrøjen på land, skulle vi nu tage os sammen.

De andre Express-sejlere meldte sig klar til kamp. Da vi var blevet lidt bange for Finn-jolle-sejleren fra Estonia, placerede vi nu udstyret i forteltet til en campingvogn, hvor vi alle samledes.

Efter en snes øl blev vi enige om, at forteltet nok tog det værste af støjen, så den fik hvad den kunne trække og vi snakkede lidt højere for at overdøve musikken, hvis ikke lige vi skrålede med på den tyske schlager ”Verdammt ich lieb ...”.

Finn-jolle-sejler fra Estonia med kone og Campingfatter!

For nylig læste jeg en novelle for min datter. Den handlede om en elefant der, midt om natten, ville besøge sine små venner, der lå i telt.

De små venner i teltet blev naturligvis skrækslagne over den store skygge, som elefanten trak bag sig og ikke mindst over dens trampen, der kom nærmere. Med ét havde vi det som de små dyr i teltet. Finn-jolle-sejleren fra Estonia kom trampende og endnu værre, han havde taget sin kone med!

Vi skruede ned. På diplomatisk vis blev vi enige om at slutte festen klokken 23.00. Lidt tidligt syntes vi, men så lad gå da ... 22.55 stod campingfatter så i forteltet. Han havde fået klager fra en Finn-jolle-sejler fra Estonia og fra hans kone! Vi forklarede ham, at han kunne være helt rolig.

Vi kendte godt det par og vi skulle nok skrue ned kl. 23.00, men vi kunne lige nå den tyske schlager én gang til – og så fik den fuld skrue! Og af sted det gik, op på pladsen...

Problemer med tidszonerne!

Besætningen blev i mellemtiden skiftet ud. Nu var vi undertegnede fra Horsens, Jacob fra Odense og Scankap-sejler Martin Dyxenburg og jorden-rundt-sejler Rune Quist, begge fra Kalundborg.

En god besætning og det lykkedes os at holde føringen. Naturligvis skulle vi derfor med til præmieoverrækkelsen, så vi slår en 4-5 timer ihjel ved bare at være til.

Men der går det så galt, simpelthen fordi vi ikke får synkroniseret vores ure efter Kiel-tid. Kalundborg-drengene holder sig bare til, for deres tidszone i Kalundborg er helt gal og det ved de godt, i skrivende stund lider de i øvrigt sikkert stadig af jet-lag. De var i hvert fald trætte, da vi kørte hjem!

Jeg dummer mig så ved at tage Jacobs Odense-tid for gode varer og det betyder, at vi efter 5 dages sejlads og fest lige kan nå en sidste kop kaffe, inden vi skal op og stå øverst på den fantastiske Audi-scene.

Vi drikker kaffen ud og begynder at slentre hen mod scenen. Til vores store overraskelse ser vi nu de andre Express-sejlere gå ned fra scenen. Vi må konstatere, at vi kom for sent...En lidt ærgerlig afslutning på en ellers fantastisk tur.

En opfordring

For dem der endnu ikke har prøvet at deltage i Kielerwoche, kan jeg kun sige én ting: Prøv det, der følger uforglemmelige oplevelser med! Vi ses til næste år...

Med venlig hilsen

Morten Arndal

Kielerwoche 2013

Guldvindere:

  • Morten Nielsen, H-båd
  • Christian Guldberg Rost, Laser Radial – open
  • Morten Arndal, Albin Express

Sølvvindere:

  • Søren Dulong Andreasen, Contender
  • Mathias Livbjerg, Europe
  • Per Buch, Folkebåd
  • Steffen Stegger, H-båd
  • Bo Petersen, OK jolle
  • H.C. Erbs, Albin Express

Bronzevindere:

  • Søren Johnsen, Europe
  • Flemming Djernes, J-80
content-loader
content-loader
content-loader