Lovende VM-start i matchrace for Team Ulrikkeholm
Så blev VM skudt i gang i Busan, Korea. Skipper Camilla Ulrikkeholm og besætning startede førstedagen med fem sejre og et enkelt nederlag.
Dagen blev startet med ventetid på land pga. manglende vind og efter en times venten, blev vi sendt på vandet. Her var forholdene meget svære at læse med skiftende vindstyrke og -retning, samt meget stærk strøm.
Holdet fandt hurtigt et godt trim og var klar og spændte ved entry til første sejlads imod den koreanske besætning. Vi vandt sikkert over både Choi og Pyatt.
Sådan forklarer Team Ulrikkeholm på deres blog.
Herefter skulle vi møde den førsteseedede russer, Skudina. Efter en hård prestart hvor vi blev idømt en straf, var der ikke meget at stille op - til gengæld var dette dagens eneste tabte sejlads.
Slog store navne
Vi vandt over Pierce og Kjellberg. Og i dagens sidste sejlads skulle vi møde australske Katie Spithill. En spændende sejlads, hvor de førte stort set hele banen rundt med os hængende i hækken.
Vi forsøgte at rulle dem på første lænser uden resultat, men heldigvis for os lykkedes det os med god boathandling at rulle dem 2/3 dele nede ad anden lænser - lige præcis til at komme i mål et fint stykke foran. Det var en god én at slutte en lang dag på vandet af med.
Round Robin 1 afsluttes imorgen efter de sidste 3 sejladser, før der fortsættes med endnu en round robin. Vi glæder os til mere race - måske med lidt mere vind i morgen.
Bedste sejlerhilsner fra Joan, Jose, Louise, Trine & Camilla.
VM-stilling i Busan, Korea
1. Tamara Echegoyen (ESP) 5 - 0
2. Ekaterina Skudina (RUS) 5 - 1
2. Camilla Ulrikkeholm (DEN) 5 - 1
4. Katie Spithill (AUS) 5 - 3
5. Claudia Pierce (NZL) 2 - 3
6. Alexa Bezel (SUI) 2 - 4
7. Anna Kjellberg (SWE) 1 - 4
8. Susannah Pyatt (NZL) 1 - 5
9. Sung-Eun Choi (KOR) 1 - 6