Hestbæk og Olesen i finalen i Star Sailors League
En 6. og en 2. plads sparkede danskerne i finalen på Bahamas på en samlet 10. plads, men i morgen lørdag nulstilles pointene. Gense sejladser med den firedobbelte AC-vinder Dennis Connor som speaker.
Se resultatet her efter dagens to sejladser i Star Sailors League. Det ser godt ud med danske øjne.
For endelig. Endelig lykkedes det for 44-årige Michael Hestbæk og den fem år yngre gast, Claus Olesen at få lavet gode starter og gode opkryds.
I første sejlads i dag fredag var holdet dog oppe på en 2. plads ved topmærket og sejlede sig ned på en 6. plads, blandt andet fordi deres fart på læns ikke ligefrem er i top 10 her på Bahamas.
Men i anden sejlads kunne de holde deres placering i mål og de tog en super andenplads, hvorefter de to store sejlere gav hinanden en bjørnekrammer i de 27 grader, der var på banen.
- Er vi med, spurgte Hestbæk os, da vi sejlede forbi i pressebåden. Og det er de, viser resultatlisten, men også kun lige.
En newzealandsk Laser-sejler og Star-gast blev slået med fire point og i morgen er der tre sejladser, men kun for de ti bedste i stævnet.
I første start klokken 17 dansk tid, ryger de første tre ud, i næste sejlads de næste tre og derefter sejles superfinalen med kun fire både til sidst.
Pengepræmier i Star Sailors League. 11. til 18 får også penge, men færre.
· 1st $40,000
. 2nd $30‘000
· 3rd $25,000
· 4th $19,000
· 5th $15,000
· 6th $12,000
· 7th $10,000
· 8th $9,000
· 9th $8,000
· 10th $7,000