Gå til hoved-indhold
Jan Andersen på Barracuda, en one off Trimaran. Han har selv bygget båden i træ, og riggen i kulfiber.Kapsejlads
Jan Andersen på Barracuda, en one off Trimaran. Han har selv bygget båden i træ, og riggen i kulfiber.

54 tilmeldte til SølvRoret

Interessen for singlehand-sejlads er stor – ikke bare i Danmark, men også i Tyskland og Sverige. BådNyts SølvRoret har allerede nu 10 udenlandske deltagere blandt de 54 forhåndstilmeldte.

Af katrine bertelsen |

Mens Sjælland Rundt støt går nedad, ser det bedre ud for Palby Fyn Cup, hvor 72 har meldt deres ankomst til Bogense i slutningen af maj. Watski2Star er også et stykke fra fordums storhed. For hvor det tidligere var en kamp at få et startnummer, er der i dag kun 23 tilmeldte til sejladsen, der løber af stabelen i starten af august.

54 tilmeldte

Indtil nu er den gode historie altså singlehand-sejladsen SølvRoret – Havets Jernmand – med 54 forhåndstilmeldte. Sejladsen sejles d. 20. september ved efterårsjævndøgn, så der kommer sandsynligvis flere deltagere.

- Sidste år var der 15 både tilmeldt, så vi er naturligvis meget begejstrede over at have ramt noget som sejlerne gerne vil have. At sejladsen også appellerer til udenlandske sejlere betragter vi som et tegn på en international tendens, siger BådNyts chefredaktør Morten Brandt, der også er ophavsmand til sejladsen i sit nuværende format.

Savner udfordringer og eventyr

- Jeg tror sejlerne savner udfordringer og eventyr, siger Morten Brandt. - Mange af dem, der sejler både tur og kapsejlads i dag meget erfarne og har prøvet det meste. Samtidig har vi nogle meget enkle regler, der både skaber plads til tursejlen, der vil udfordrer sig selv og til kapsejleren, der vil presse sig selv hårdt for at komme først.

Morten Brandt fortæller, at man håber på, at sejladsen også vi bidrage til at vække folk med bådbyggerambitioner.  

- Reglerne er helt åbne. Har du vandballast, hydrofoiler, topspiler eller vingemast på din båd kommer du bare og stiller op i en af de fem klasser. Det afgørende er bådens længde – punktum! Er der en kreativ håndværker, der kan konstruere den optimale båd til at vinde og sætte den bedste tid i en af klasserne så har vi her åbnet en bane som han/hun kan ”spille” på. Præcis som det var tilfældet for sidste års hurtigste båd Jan Andersens finertrimaran Barracuda.

Rend mig i reglerne!

BådNyts chefredaktør mener, at måleregler som f.eks. DH kun bidrager til standse udviklingen. Som eksempel nævner han Banner 23 Raceren som en af de mest interessante både i Danmark i moderne tid. Banneren fik ikke Dansk Sejlunions blå stempel, hvilket medførte at den aldrig fik den succes og udbredelse som den var berettiget til.

- Sådan er det ikke med SølvRoret – her kan sejles uden målebrev, og her er alle velkomne til at udfordre sig selv på en ultimativ måde, slutter Morten Brandt.

content-loader
content-loader
content-loader