Rasmus Viltoft ryddede bordet på hjemmebane
Weekendens grade 4 match race stævne i Skovshoved blev vundet suverænt af Rasmus Viltoft, med otte sejre i otte sejladser. Viltoft går videre til Nations Cup i Middelfart til august.
Det blev Rasmus Viltoft med sine faste gaster Emil Wester og Peter Langen og gæstegasterne Søren Secher og Kaare Rasmussen, der sikrede sig den endelige sejr til grade 4 match race stævnet Training Race i Skovshoved ved at vinde alle sine otte sejladser.
Lørdagens indledende round robins startede i meget stille vind for gruppe A's vedkommende. Det udnyttede Martin Mørkebjerg og hans besætning fra Widex og med gæstegast prosejler Phillip Guhle, som tog alle fem sejre hjem foran Joachim Aschenbrenner.
Senere på dagen friskede det mere op, og Rasmus Viltoft tog her alle sine fem matches hjem med sejr.
Til gengæld skulle opmændene ud i beregninger efter regelbogens anvisninger, da der herefter var tie mellem tre hold, der alle havde 3 point.
Det faldt desværre ikke ud til Lucas Liers fordel, som derfor røg ud af kampen om kvalifikationspladsen til Nations Cup og i stedet gik videre til petit runden om søndagen.
Drilsk vejr
Vejret var meget drilsk om søndagen. I Skovshoved hærgede tågen, der ikke virkede til at ville miste sit greb. Baneleder Peter Lübeck var indimellem ude på vandet for en sikkerheds skyld iklædt kompas for at tjekke vejrsituationen, da der indimellem kom gode meldinger sydfra.
Men vi skulle passere kl. 14, inden det lykkedes at komme i gang. På det tidspunkt havde stævneledelsen taget beslutningen om at sløjfe petitsejladserne og i stedet forsøge at få gennemført de tre flights i finalerunden. Pladserne 7-12 er derfor beregnet ud fra lørdagens sejladser.
Med effektiv baneledelse kunne vi få placeret pladserne i top 6 med Rasmus Viltoft som vinder.
Lige i hælene fulgte Martin Mørkebjerg, tidligere meget aktiv sejler i Matchrace Centeret, som kun måtte se sig slået af netop Viltoft.
På 3. pladsen kom Joachim Aschenbrenner, som ellers også var ude efter pladsen til Nations Cup og derfor forståeligt nok så lidt slukørede ud, men tog det pænt som gode sportsfolk
Det samlede resultat:
- 1. Rasmus Viltoft
- 2. Martin Mørkebjerg
- 3. Joachim Aschenbrenner
- 4. Henrik Christensen
- 5. Henrik Eyermann (SWE)
- 6. Sven-Erik Horsch (GER)
- 7. Lucas Lier
- Delt 9. Jacob Rolin/ Jan Gregersen/ Morten Munch
- 11. Anna Kjellgren (eneste rene kvindehold) (SWE)
- 12. Jacob Dalgaard Nielsen
Kilde: Pressemeddlelse: KDY/Royal Sailing Academy/Royal Matchrace Center