Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
Celine Carlsen bliver straffet på Cypern.

Træner ved YSWSC: Jury leverer uforståelige straffe

Igen en dag med svingende danske præstationer ved YSWC. Céline Carlsen modtog sit tredje gule flag ved stævnet - tilsyneladende straffet for at sejle atletisk.

 

Af Troels Lykke |

Jan Christiansen, holdleder for danskerne ved YSWC, har sendt dette nyhedsbrev til sejlsport.dk:

Céline Carlsen følte sig godt forberedt til dette års Youth Sailing World Championship (YSWSC). Lidt held med vejrforholdene kunne have banet vej for en top-5 eller måske bedre.

Men hendes stemning er de sidste dage skiftet fra lidt frustrationen blandet med glæde onsdag til decideret ulykke og vrede torsdag, hvor hun modtog hun sit tredje gule flag og dermed igen - ligesom dagen før - måtte udgå. Og tilmed indkassere en straf som ikke kan trækkes fra.

Céline kom hen til trænerbåden i vrede og med tårerne løbende ned ad kinderne. For hende var straffen i dag fuldkommen uforståelig - også efter forklaring fra jurybåden.

Afgørelser svære at forstå
For mig som træner ved denne lejlighed, og som talentudvikler i Dansk Sejlunion, så mærker jeg også frustrationen ved regel 42-afgørelser på vandet. Det hører til hverdagen på kapsejladsbaner, at juryfolk uddeler straffe, som ikke blot den berørte sejler, men også andre finder helt uforståelige og urimelige.

Céline har mange erfaringer på olympisk niveau trods af sin unge alder - og i den sammenhæng har hun aldrig modtaget et gult flag. Men i denne U19-konkurrence får hun tre straffe på tre dage med det samme regelsæt.

En forklaring kan ligge i, at de olympiske sejlere er fysisk stærkere og sejler mere atletisk og dynamisk end sejlere i U-kategorierne. Det bliver hun pludselig straffet for, når hendes sejlstil i denne her sammenhæng ser anderledes ud.

Hvis dét er forklaringen, så er det meget svært at være sejler og finde den rette sejlstil til lejligheden.

Hidtil bedste for SL16
Efter diskvalifikationen og frustrationerne i første sejlads formåede Céline på flot vis at sejle en 8. plads hjem i dagens anden sejlads. I drengenes Radial-klasse så Christian Rost meget spændstig ud, men begik også fejl undervejs. En 12. plads var det bedste, han fik med i dag.

Vores bedst placerede båd, 29eren med Frederik Melson og Markus Nielsen, kunne ikke helt holde samme niveau som i går (onsdag, red.). Tre sejladser torsdag gav placeringer som 16, 9 og 13. Samlet gled de en plads tilbage som nummer ni.

SL16 med Camilla Eden og Nicklas Heide-Jørgensen fik mere gang i båden i dag og hentede således deres hidtil resultat med en 5. plads i dagens første sejlads.

YSWC - efter dag 4
(dagens placeringer)
29er
9.  Frederik Melson/Markus Nielsen (16, 9, 13)
Laser Radial piger
20.  Céline Carlsen (DNE, 8)
Laser Radial drenge
18.   Christian Guldberg Rost (14, 12, 29)
SL16
12.  Camilla Eden/Nicklas Heide-Jørgensen (5, 13, 9)

content-loader
content-loader
content-loader