Påskestævne i Hellerup - nu med Folkebåd
Igen i år holder Hellerup Sejlklub påskestævne i de sidste dage af marts. Der meldes om stor interesse fra både ind- og udland. For første gang er Folkebådene inviteret.
Hellerup Sejlklub har i år inviteret Yngling, Melges 24, CB66 og Folkebåd. For Folkebådenes vedkommende, er det første gang de inviteres til HS' påskeklassiker.
Hellerup Sejlklub fortæller, at der er stor interesse fra både Tyskland og Sverige, og de forventer mange deltagere.
Stævnet er en god mulighed, for at få testet båd og mandskabs ”fitness” af før årets store stævner. Der sejles på en kort op/ned bane, med så mange sejladser som muligt, med et minimum af ventetid mellem sejladserne. Den omtrentlige sejltid for første båd bliver 30-40 minutter
Indskuddet dækker morgenmad og bar/snacks efter sejladserne. Stævnet er sponseret af Gourmet Bryggeriet, så det går næppe ned på mangel af øl!
Vi har forsøgt at finde ud af, om der igen i år uddeles påskeæg på banen, men selvfølgelig er der påskeæg, lyder det fra kapsejladschef Christian Lerche.
Du finder indbydelse og tilmelding på Hellerup Sejlklubs hjemmeside.