Sap Extreme nåede ikke deres tredjeplads i Porto
Men Aarhus-skipper Jes Gram-Hansen er tilfreds med en fjerdeplads fordi erfarne hold blev slået på den 70 meter smalle Douro flod.
Inden søndagens sejladser var fordelingen af podiepladserne fortsat helt åben ved Extreme Sailing Series stævnet i Porto. Publikum var derfor mødt talstærkt op for at følge sejladserne på Douro floden.
Forholdene var vanskelige med kraftige vindstød på op til 20 knob og stærk strøm.
Men SAP Extreme Sailing Team var ivrige efter at avancere fra fjerdepladsen til endnu en podieplacering, samtidig med at Red Bull Sailing Team også åndede dem i nakken fra femte pladsen.
SAP Extreme Sailing Team sejlede godt på den sidste dag i Porto og fik bl.a. én sejr og én anden plads. Desuden fik holdet en tredje plads i den sidste sejlads, hvilket var nok til at holde Red Bull Sailing Team bag dem.
SAP Extreme Sailing Team sluttede dermed på en samlede fjerdeplads med 10 point ned til Red Bull Sailing Team, som de ellers lå helt lige med inden dagens sejladser.
Gram-Hansen: En meget udfordrende uge
Skipper og rorsmand, Jes Gram-Hansen:
”Vi har ligget helt lige med Red Bull Sailing Team næsten hele ugen. Det er svært at sejle konsistent på banen her i Porto, så vi er glade for, at vi i sidste ende slog det meget erfarne Extreme 40 hold. Det har været en meget udfordrende uge – man kan have en strategi her i Porto, men man bliver nødt til at være i stand til at lave hurtige ændringer. Derfor er det også et rigtigt sjovt sted at sejle.”
Med fjerdepladsen i Porto har SAP Extreme Sailing Team bevæget sig endnu tættere på top 3 i den samlede stilling. Bare tre point adskiller dem fra den samlede tredjeplads i serien. Derfor ser holdet nu frem til Cardiff, som er næste stop på Extreme Sailing Series.