Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
Nyt sejlsportscenter på vej i Aarhus, når finansieringen er på plads.

Sailing Aarhus gør det spændende for dansk sejlsport

En af landets mest progressive sejlsports-organisationer, der ønsker at holde ISAF VM for alle OL-klasser, Extreme Sailing Series og Volvo Ocean Race ønsker alle et godt nytår og fortæller om fremtiden.

Af Troels Lykke |

Med et helt nyt og ubrugt 2014 forude, er det tide til at ønske alle Sailing Aarhus venner, samarbejdspartnere og klubmedlemmer et fantastisk nyt og godt sejlsports år, sådan skriver Sailing Aarhus-direktør, Thomas Capitani og fortsætter:

2013 har været endnu et fantastisk år for aarhusiansk sejlsport - Aarhus er igen blevet solidt placeret på sejler-verdenskortet og er nationalt og internationalt anerkendt som et betydende sejlsportscentrum.

På trods af et "post-OL" år, med traditionelt lavt aktivitetsniveau, har Aarhusianske sejlere været overordentligt flittige og hjembragt ikke mindre end 45 medaljer til byen. Det blev til tre medaljer fra VM, to EM medaljer og adskillige DM og NM medaljer, ligesom det blev til flot, Aarhusiansk 4. plads i den professionelle Extreme Sailing Series.

Sejlsportscenter på vej

Aarhus Internationale Sejlsportcenter ligger på en fantastisk beliggenhed lige ved indsejlingen til Aarhus

Det blev også året, hvor vi også fik afgjort, hvordan Aarhus Internationale Sejlsportscenter vil komme til at se ud, idet der kort før jul blev udpeget en vinder af  arkitektkonkurrencen om netop udformningen af sejlsportscentret.

Hele 31 danske og internationale arkitekthuse havde ansøgt om at deltage i konkurrencen; 5 anerkendte  arkitektfirmaer blev udvalgt til at afgive endelige forslag og det blev et team bestående af Entasis/Praksis Arkitekterne der løb af med sejren med deres overordentlige smukke og tidløse hus, der skal placeres yderst på kystpromenaden ved Aarhus Ø.

Vi var igen værter for en lang række internationale og nationale kapsejladser, ligesom en række internationale klasser vælger eller overvejer at vælge Aarhus som kommende værtsby, hvilket understreger at Aarhus Bugten er en af verdens foretrukne sejlsportsarenaer og at samarbejdet mellem klubberne, Aarhus Kommune, Sport Event Denmark og erhvervslivet er en attraktiv og stærk værtspartner for klasserne.

Det bør vi være stolte af, og som altid på denne tid, er det på sin plads med et lille tilbageblik over de aktiviteter som 2013 bød på. Det er også tid til et lille kik ind i fremtiden og give et indblik i, hvad Sailing Aarhus vil kunne byde dig og din klub af aktiviteter, events og muligheder de kommende år.

Aarhusianske kapsejladspræstationer

Flere aarhusianske sejlere end nogensinde tidligere har deltaget i internationale mesterskaber og kastet ære over deres klubber ved Aarhus bugten. Der er blevet hjemtaget medaljer i alt 45 medaljer og ikke kun internationale mesterskaber er vundet, men også en række

49erFX EM guld på hjemmebane

Blandt de mange kan kun nogle enkelte her fremhæves: de to søskende Anna og Mathias Livbjerg (KBL) præsterede en pragtpræstation ved VM for den tidligere, olympiske Europa jolle hvor de tog hver sin guldmedalje og senere på året tog Kim Christensen og hans besætning (ES) en flot VM-bronze medalje ved VM for Melges 24 i San Francisco. Ved EM for 49er FX tog Ida Marie Baad og Marie Thusgaard Olsen (ÅSK) en forrygende guld-medajle, og det oveni købet på hjemmebane foran et meget oplagt hjemmebanepublikum

Anna Munch (KBL) tog guld ved U-EM for Europa joller og Martin Jessen (ES) tog guld ved U-NM i Laser Radial. Derudover sikrede aarhusianske sejlere sig en lang række Danske mesterskaber fra 49erFX, Europa, Laser Standard, 29er og Zoom 8, ligesom der også blev hjembragt mængder af sølv og bronze medaljer.

To særlige præstationer tjener fremhævelse, nemlig Jes Gram Hansen og Rasmus Køstner (KBL), der i deres Extreme 40 kulfiber racer lavede en flot, samlet 4. plads i Extreme Sailing Series 49erFX sejlerne Ida Marie Baad og Marie Thusgaard Olsen der vandt Princess Sofia Trophy, som gives til overalt vinderen af Princess Sofia kapsejladsen i Palma de Mallorca.

Jes og Rasmus på podiet i Qingdao

Endelig var et stærkt team forankret i Aarhusianske repræsenteret ved Red Bull Youth Americas Cup i San Francisco; U-AC blev afviklet kort før det "rigtige" AC, og blev sejlet i AC45 både. Teamet kvalificerede sig desværre ikke til finalerne, men formåede endnu engang at sætte Danmark og Aarhus på sejlerlandkortet og op imod de bedste af de bedre i verden - måske er dette vejen frem mod et dansk AC hold i den kommende fremtid ?

Stærkt samarbejde og flere events end nogensinde

På de interne linjer har samarbejdet mellem sejlklubberne i Aarhus også for længst bevist sin bæredygtighed.

I 2013 fik Sailing Aarhus således et nyt medlem, idet Aarhus Windsurfingklub valgte at genindtræde i samarbejdet efter en pause på 4 år. AWK har en stærk organisationsstruktur og en fantastisk beliggenhed på stranden ved Åkrogen, og vi håber i nærmeste fremtid kan afvikle nogle spændende event-koncepter fra deres smukke klubhus.

Desværre har Egå Sejlklub valgt at udtræde ved udgangen af 2013, men vi håber på et fortsat, godt samarbejde med klubben.

Det længerevarende samarbejde har bragt kontinuitet i stævneafviklingen og har højnet kvaliteten både på facilitets- og grejsområdet, ligesom kompetenceniveau er meget højt - det tydeliggøres blandt andet ved det ekstremt høje aktivitetsniveau, der er på Aarhus Bugten, hvor der i 2013 gennemførtes følgende større events:

   *   SAP 49er og 49er FX European Championship (Aarhus)
   *   29er World Championship (Kaløvig)
   *   Aarhus Sailing Week - Aarhus Olympic Autumn Regatta (Aarhus)
   *   Tall Ships Race (Aarhus havn og by)
   *   TORM Ungdoms Granprix (Aarhus)
   *   Aarhus 2 Star (Aarhus)
   *   Aarhus Big Boat Race (Egå)
   *   Melges 24 Spring Cup (Aarhus)
   *   Ice Cup (Kaløvig)

Ved en række andre stævner blev der også samarbejdet bredt mellem klubberne, hvilket som sådan ikke er en nyhed, men det er til gengæld nu blevet nærmest rutine, at der koordineres aktiviteter, lånes udstyr og udveksles erfaring og viden på tværs af klubberne - og med udgangspunkt i 4 havne, 6 sejlklubber og over på 3.000 medlemmer i alt, er vi da også privilegeret ved at have mange velvillige og motiverede ressourcer at trække på - en stor styrke og en stort tak for det.

Sejlsport, af strategisk betydning for Aarhus Den solide succes har medført, at vi har fået opbygget en stor portion goodwill hos vore samarbejdspartnere og sponsorer. Ikke mindst hos Aarhus Kommune, som anser sejlsport som en af byens vigtige, strategiske kommunikationsplatforme i sit ønske om, at positionere byen som en aktiv, dynamisk storby ved havet.

Smukke fuldriggere i Aarhus havn

Sailing Aahus genforhandlede resultatkontrakten med Aarhus Kommune i 2013 og udover det kontante tilskud til driften, yder Aarhus Kommune også et meget stort bidrag til, at Sailing Aarhus kunne gennemføre internationale kapsejladser og events som  49er og 49erFX EM samt 29er VM. Sailing Aarhus samarbejdede også med Aarhus Kommune om afviklingen af Tall Ships Race, hvor vore frivillige bla var forbindelsesofficerer for de mange flotte fuldriggere.

Disse stævner, og Sailing Aarhus arbejdet i 2013 i øvrigt, gør, at sejlsport i Aarhus for alvor er på den politiske dagsorden. Sailing Aarhus er Aarhus Kommunes primære samarbejdspartner, når det gælder tiltrækning og afvikling af internationale sejlsportsevents - og det er da også en god forretning for byen; udover den massive branding af Aarhus internationalt, generede sejlsportsevents i 2013 samlet set en turismeomsætning på godt og vel 50 millioner kroner - sejlsport er god business for byen!

Visionen om et Internationalt Sejlsportscenter placeret midt i Aarhus blev også videreudviklet i det 2013 og med en solid håndsrækning fra A.P. Møller og Hustru Chastine McKinney Møllers Fond til almene Formaal lykkedes det os at gennemføre en succesfuld arkitektkonkurrence med deltagelse af 5 anerkendte arkitektteams. Vinderteamet, bestående af entasis/praksis arkitekter/henry jensen/schønherr, præsenterede et smukt og tidsløst byggeri, der til fulde opfylder vore behov til et fleksibelt og fremtidssikret sejlsportshus.

Aarhus Kommune har beredvilligt stillet en byggegrund på de attraktive Bynære Havnearealer til rådighed og sammen med vinderteamet skal vi nu til at viderebearbejde konkurrenceforslaget, der i sin endelige udformning skal skabe grundlag for det videre arbejde med at sikre finansiering til at opføre centret. Med lidt flid og ihærdighed skulle byggeriet kunne være klar i løbet af 2016.

Den olympiske Nacra 17, dem har vi 4 af i Aarhus

Endelig blev det aarhusianske talent- og elitearbejdet styrket; Team Danmark Kraftcentret blev samlet under Sailing Aarhus i 2009 og i forbindelse med den reform, som Dansk Sejlunion gennemførte omkring elitearbejdet, valgte DS, at placere det ene af de to Internationale Trænings Centre i Aarhus - et naturligt valg, da mange danske og udenlandske elitesejlere i forvejen vælger at flytte til Aarhus for at læse på én af byens mange videregående uddannelsesinstitutioner.

Sailing Aarhus fornyede samarbejdsaftalen med Dansk Sejlunion og Team Danmark med henblik på at opbygge talent- og elitesejlere mod 2016 og 2020 OL.

Team Danmark Kraftcenter Aarhus er nu landets førende sejlsportskraftcenter med tæt på 60 sejlere tilknyttet. Hertil kommer de mange talentfulde sejlere, der følger en af de mange, spændende sejleruddannelser i Aarhus, enten ESAA folkeskole, ESAA gymnasier eller Aarhus Sailing Academy uddannelsen på Idrætshøjskolen.

Også her er Aarhus Kommune en uvurderlig samarbejdspartner. Igennem Elite Idræt Aarhus fonden og ESAA modtager vi driftstilskud til ansættelse af trænere, faciliteter mv. og deltager på lige fod med de øvrige eliteklubber i Aarhus i de træningstilbud mv. som Aarhus stiller til rådighed som Team Danmark Elitekommune.

Begivenheder i 2014 og fremover
Hvervning og gennemførsel af internationale sejlsportsevents er et af Sailing Aarhus væsentligste forretningsområder og vi har i løbet af 2013 arbejdet målrettet med hvervning af en række stævner, ligesom vi er i fuld gang med at forberede det kommende års aktiviteter.

Du kan se detaljer om de enkelte event på vores hjemmeside, men her er en lille smagsprøve:

 *   Vi brugte en del tid i 2013 på at forberede et Aarhusiansk bud på 2018 ISAF Worlds Sailing Championship. Vi afgav præliminært bud 1 november 2013 og har netop fået oplyst, at vi er en blandt fire byer, der har budt på denne absolutte sværvægter blandt sejlsport events (Gdansk, Den Haag og Busan er de andre). Den endelige ansøgning skal afleveres 1. marts 2014.

 *   Sammen med Sport Aarhus Events, Wonderful Copenhagen og Sport Event Denmark undersøger vi også mulighederne for, at få Extreme Sailing Series til Danmark i perioden 2016-2018. Vi er i tæt dialog med OC Management, som har rettighederne til ESS, og forventer at kunne komme nærmere i løbet af 1. halvår 2014.

 *   I 2014 skal Aarhus være vært for U-VM for 49er og 49er FX. 49eren er en af de mest spektakulære, olympiske discipliner og nærmest en dansk paradedisciplin med aarhusiansk OL guld i 2008 og bronze i 2012. 

*   Endelig afvikler Sailing Aarhus igen i 2014 Aarhus Sailing Week - et ISAF Grade 3 stævne for alle olympiske og ungdomsklasser. Igen i år er stævnet tillige et TORM Ungdomsgrandprix, DM for både Formula 18, Laser Standard og Laser Radial ligesom flere seniorklasser som Contender, Finn, A-Cat og Wayfarer har meldt deres ankomst.

 *   I 2014 vil der derudover som sædvanligt blive afviklet Ice Cup, Melges 24 Spring Cup og Aarhus 2 Star for blot at nævne nogle af de mange aktiviteter - og som noget helt nyt, Dansk Sportsbåds Liga, som afholder grand finalen i Aarhus til september.

Et kik ind i fremtiden

Som nævnt arbejder vi løbende på at tiltrække internationale kapsejladser til Aarhus. Sidste år vandt vi retten til at afvikle EM for 470 joller i 2015, og i november vandt vi endelig retten til at afvikler EM for Laser Standard og Laser Radial også i 2015, så det bliver et rigtigt OL år i Aarhus lige før det rigtigt går løs i 2016 i Rio.

Vi bød også på VM for Melges og her havde vi lavet en aftale med Middelfart om, sammen at sende to bud af sted - et fra Aarhus på 2017 og et fra Middelfart på 2015, således vi sikrede en afvikling af VM i Danmark i denne spændende klasse.

Vores taktik lykkedes, Middelfart fik VM 2015 og den hurtigst voksende klasse i Danmark kan således glæde sig over snart at skulle sejler om verdensmesterskaberne på dansk grund.

Volvo Ocean Race til Aarhus?

Vi har en lang bruttoliste af events vi gerne vil have til Aarhus i løbet af de næste 10 år og arbejder internationalt med at bearbejde og påvirke klasser og forbund. Olympiske og internationalt anerkendte og udbredte klasser og events står højt på vores liste men vi har også mål om at tiltrække de helt store, publikumsmagneter som for eksempel Volvo Ocean Race, Extreme Sailing Series eller AC World Series.

Tak til alle frivillige
Alle disse aktiviteter er jo fantastiske og der er ingen tvivl om, at Aarhus er én af stjernerne på den internationale kapsejladshimmel. Men alt dette kan primært kun lade sig gøre på grund af den massive og omfattende energi og arbejdsindsats en lang række frivillige fra de fem medlemsklubber udfører i løbet af året.

Der skal lyde den allerstørste tak til jer alle

Men også de mange samarbejdspartnere, kommunale som statslige, private virksomheder og enkelt personer, der hver især tror på og investerer i aarhusiansk sejlsport skylder vi en stor tak - uden jeres indsats ville mange af vore initiativer ikke kunne have det internationale og professionelle omfang som nu er blevet vores varemærke.

Rigtig godt nytår

På Sailing Aarhus vegne
Thomas Capitani

content-loader
content-loader
content-loader