Hestbæk træt af dommerne i 62 sømil lang ORC-VM sejlads i Kiel
Taktiker Michael Hestbæk sejler Farr 400 og er nu på VM-sølvplads i gruppe A: - Vi sejlede distancesejlads i går. Tog på vandet kl. 8.45 og kom først tilbage på land kl 23.30.
Den 62 sømil lange sejlads ved ORC-VM med 152 både og 1500 sejlere startede ud med 6-8 knob der langsomt aftog.
- I ca. tre timer drev vi rundt med vind fra alle retninger 0-3 knob. Ved 17. tiden kommer der endelig vind, desværre er det bagfra så alle dem der har hængt i bremsen får et skub i røven og en chance til, skriver Hestbæk på facebook.
Det mest uforståelige
Han skriver videre:
- Det mest uforståelige var dog dommernes beslutning om at sende os ca. 20 sømil fra land før de tog os i mål, Øhhhn hvad er lige pointen i det! Vi slutter 8er overalt og er stadig 2er samlet i gruppe A. Besætningen om bord på Oxygen Sailing Team (Farr 400, red.) er super skarpe og vi har lavet perfekte manøvrer stort set hele tiden, med god fart i båden. Så vi kæmper videre og tror på det.
Landmark 43 fører i gruppe A.
Per Weiskvist igen først i mål i gruppe B
Visione-skipper Per Weiskvist fra Kerteminde kom igen først i gruppe B blandt 60 både, og tog en 8. plads på korrigeret tid i den langsomme distancesejlads.
- Vi er samlet nummer 5 efter 2 sejladser. Rigtig god start for os, og stadig en god chance for at nå vores målsætning om at slutte i bedste halvdel, skriver Weiskvist.
X-41 fører i gruppe B, mens en X-332 sport fører i gruppe C. Danske Hansen, X-37 fra Rungsted med Michael Møllmann, er på 21. plads.