Med solo-sejler Erik Venøbo Sjælland Rundt 2014 – Del 1

For første gang havde Sjælland Rundt et singlehand-felt med i år. Seks både stillede op men kun to fuldførte. Erik Venøbo vandt, men det var lang, sej tur.

Vi giver ordet til Erik:

Hvad får en til at tilmelde sig en kapsejlads af denne kaliber, som er en helt sikkert benhård udfordring? Nu er det jo svært at udtale sig om, hvad der driver andre til en sådan sejlads, så jeg tror, at jeg nøjes med at kloge den for egen regning.

Da jeg hørte om sejladsen første gang, var min tanke nu ikke helt positiv. Jeg havde ret hurtigt et overblik over, at det helt sikkert ville blive mindst 50 timer eller mere.

Hmm, gamle billeder fra fiskeriet fremstod helt klart: Træthed, så man faktisk blev skidt tilpas, en krop der fandme var så træt, at man var øm alle steder og husker, at man kunne blive så træt, at man skulle til at skrive små notitser hele tiden, for at holde styr på virkeligheden.

Ja, man bliver forvirret og mister tidshorisonten. Der forsvinder små passager i, hvad man laver, derfor har jeg altid en lille dagbog på kortbordet.

Jeg har aldrig påstået, at jeg var mere fornuftig end andre mennesker. Men jo mere jeg gik og tænkte på den sejlads, jo mere nysgerrig blev jeg.

Jeg er jo nået en alder, hvor man efterhånden begynder at se regningen for, hvad man har foretaget sig i livet. Vittigheden om, at hvis man en morgen vågner op og ikke har ondt et sted, ja, så er man sgu død, var pludselig blevet mere end en joke.

Motorcykler og så'n ...

Jo, vi vil have nogle udfordringer, os mænd. Jeg var ude og kigge på motorcykler, de er godt nok flotte og de kører frygtelig stærkt. Jeg syntes, at sådan en ville klæde mig, og tog fru Venøbo med ud og kigge alvorligt på sådan en.

Det var ikke lige en succes! Hun spurgte om jeg mente, at min skadesliste og helbred passede til sådan en. Faktisk antydede hun, at det mellem ørerne og alderen oveni ikke passede til den hastighed, som moderne motorcykler kunne klare, og iøvrigt ser mænd i min alder latterlige ud på en motorcykel!

Budskabet fes ind. Hun mente, at jeg skulle holde mig til sejlsporten, der var også flere på min egen alder, jeg kunne lege med, jeg var for gammel til at lege rocker. 

Den dårlige skulder

Beslutningen blev taget. Jeg meldte mig til Sjælland Rundt singlehand, simpelthen for at se om kroppen kunne klare det. Om jeg kunne klare at sejle med en ødelagt skulder, og om jeg kunne få den til at holde hele vejen rundt. Det med søvnen var faktisk ikke min bekymring, jeg har gjort det mange, mange gange i mit liv som fisker.

Jeg var helt bevidst om, at der skulle trænes op igen, og at det bare ville blive hårdt, og det tager tid. Båden skulle selvfølgelig også klargøres til det, mange detaljer ja – men enkelthed var overskriften.

Godt med venner på land

På startdagen torsdag vågnede jeg ret tidligt, lidt over 8. Båden var klar så jeg tussede bare rundt og kiggede på scenariet, det er jo altid sjovt at kigge på andres klargøring, altså når man selv er klar.

Kl. 12 kom min ven Katrine Bertelsen. Katrine skulle være min kontakt, sammen med min datter hele vejen rundt. Det skulle være til strøm og vejr, og om placeringer i forhold til konkurrenterne. Ja, kort sagt alt det, som jeg ikke selv ville have tid til at klare (og som min iPad og mig ikke kunne finde ud af).

Jeg skulle sejle, styre, være på hele vejen rundt. En anden vigtig ting med kontakt til land er også, at det ligeså godt kan være landkontakten, der kan høre, hvis man er længere ude end godt er.

Stille start

Starten gik kl. 18.15 og jeg startede meget passivt. Ingen grund til at komme for tæt på linien og risikere en ekstra straf. Så jeg gled forsigtigt over linien som nr. tre, der var 3-4 m/sek. og vinden ret agter ind. Jeps, spileren skal op, og jeg går roligt igang med klargøringen. Jeg vil ikke forcere og skynde mig, skulderen skal holde hele vejen rundt. Så ja, jeg tog mig tid til at få det hele linet op, og i rigtig rækkefølge.

Jeg kan stadig ikke give nogen forklaring på, hvorfor jeg ikke kunne styre mig, da jeg skulle rykke i faldet og trække spileren op. Fakta var, at jeg rykkede for fuld kraft i faldet og med spileren halvejs oppe gik det galt, faktisk helt galt. Jeg får vredet armen, mens jeg trækker.

Jeg fik faldet på spillet og kørte den op resten af vejen med venstre arm, spileren var sat og jeg sejlede, men jeg var helt ødelagt i skulderen ti minutter efter starten.

Skal jeg trække mig?

Jeg var rasende, jeg råbte lidt halvhøjt, smerterne var temmelig kraftige, og jeg vidste at det bare ville blive værre de næste tre timer. Det var ikke pæne ting, jeg kaldte mig selv. At være så forbandet dum. Det var ikke godt – jeg var nødt til at tænke alvorligt på at trække mig.

Det endte med, at jeg tog en smertestillende pille, så jeg ihvertfald kunne sejle til Gilleleje. Nå, men jeg trak lidt ud til søs – for ikke at være i vejen for de andre, der jo bare skulle sejle forbi. Efter en times tid var min tanke, at jeg nok blev nødt til at pille spileren ned, så jeg ikke havde den at døje med.

Det var dræbende at sidde og kigge på, at bådene bare sejlede forbi. Ud for Gilleleje kunne jeg mærke, at skulderen ikke ville hæve mere, og at den i løbet af et par timer ville være brugbar igen.

Jeg bliver vred

Jeg lavede mig noget at spise, Cupnoodles, føj, men det får maven til at tie stille. Ved midnatstid sad jeg og kiggede på, at der ingen både var bagved mig. De var alle sammen foran! Jøs i fanden da også, det var satme surt og jeg kunne mærke en voksende arrigskab komme op i kroppen.

Jeg var gal på mig selv i en sjælden grad, så jeg tog en beslutning. Det kunne kun blive bedre, og jeg ville satme ikke være den sidste. Mine tanker var ikke til poesi og dameblade, jeg var stiktosset. Jeg ville hente dem en efter en, så jeg koblede autopiloten fra og satte mig til at sejle.

Del 2 af Eriks beretning kommer i løbet af weekenden.

54-årige Erik Venøbo fra Bønnerup Strand er tidligere fisker og er vant til at arbejde længe uden søvn. Foto: Troels Lykke