Må børn og unge ikke dyrke sport?

Jonas Döpping skriver:

Vi må aldrig glemme at børn generelt skal have det sjovt, og de ugentlige ture på havnen skal give oplevelser. Men, men, men, sejlsport er også en sport/idræt og der skal arbejdes for det sportslige element. Lad nu sejlsport være sejlsport og søspejder være søspejder. Hermed ikke sagt at barnet skal jages ud på kapsejladsbanen med det samme.

Men med sejlsport som sport og optimistsejlads især, har vi et helt unikt instrument til at udvikle børnene til fysisk og psykologisk sunde og socialt stærke mennesker, samtidig kan de blive gode atleter, men det er faktisk sekundært. Dette kan sejlsporten gi’ samtidig med, at forældrene har samvær med børnene på børnenes præmisser.

Det fysiske element

Neil Armstrong og Joanne Welsman konkluderer i“Physiology of the child athlete”, i The Lancet 2005, at der intet bevis er for, at træning påvirker eller forsinker børns fysiske udvikling, hvis de vel at mærke spiser rigtigt.

Der er således ikke noget videnskabeligt argument mod idræt for børn. Heller ikke hvis det dyrkes på højt niveau. Tværtimod har vi en idræt med masser af frisk luft og motion uden at være extremsport.

Social attitudes – sportsmanship

De fleste af de nuværende drøftelser og ideologi om børns deltagelse i konkurrencesport udvikler sig omkring det faktum, at det er et faktum, at en besættelse med ydre motivationsfaktorer som status i det sociale hierarki baseret på antallet af priser, antal guldmedaljer, komme på det rigtige hold eller klub, har negative konsekvenser som narcissisme og andre psykologiske negative virkninger.

Sportspsykologi, socialpsykologi og udviklingspsykologi understreger også, at ydre motivationsfaktorer er dominerende, når fokus på uddannelse og fællesskabet er fokuseret på at vinde bare for at vinde.

Men hvad de også understreger er, at de gode træningsmiljøer fokuserer på iboende motivationsfaktorer som udviklingen af beherskelse, kompetencer, uafhængighed (også fra de voksne) og selvbestemmelse. Hvad der vises er, at miljøer, der træner hårdt for at opnå kompetencer, selvforsørgelse og beherskelse har en meget positiv effekt for langsigtet psykiske sundhed og sportsånd.

Når man vurderer sportsånden i gruppen er det afgørende – især i britisk sportskultur –at skabe ikke blot psykologiske raske personer, men også bedre atleter i det lange løb.

Det handler således om at ikke at lade miljøerne fokusere på resultater, men barnets kompetencer og udvikling. Sejlsport er en kompliceret idræt som det tager rigtig mange år at mestre.

Konkurrencemomentet

Det er en trend at børn og unge ikke må konkurrere. Børnene skal skærmes mod nederlag, og hvad nogle kalder frasortering.

Jeg vil her citere Richard Creagh-Osborne, der i Kapsejladsbogen påpeger, at i sejlsport kan det ligeså vel være en sejr blot at gennemføre eller blive toer, som det kan være at stå øverst på skamlen. Ja, blot det ikke være sidst ved topmærket kan være en sejr og en forbedring.

Jeg vil tilføje, at i vores extremt komplicerede sport er der altid aspekter i barnets sejlads som kan fremhæves som en sejr det kan være den gode start, kom rigtig op til krydsmærket uden at passere layline osv.

Når vi skærmer konkurrencemomentet fra børn, skærmer vi barnet mod den virkelige verden som er og bliver mere og mere kompetitativ ikke bare i sport men i alle livets forhold.

Spørgsmålet er om vi ikke herved reelt gør mere skade end gavn.

Konklusion

Der er ikke noget forkert i at børn dyrker sejlsport, det er tværtimod på alle måder særdeles udviklende for barnet. Det er for så vidt ret ligegyldigt hvilket sportsligt niveau vi arbejder på. Men selvfølgelig jo mere du gi’r jo mere får du tilbage.

Det er en udbredt misforståelse at optimistmiljøet kun er elitær sport. De dygtigste optimistsejlere er elitære, de træner meget, deltager i mange stævner osv. Dette faktum er ikke et problem, det er ikke børnemishandling eller sindsyge forældre etc. De dygtigste opti-sejlere har det fedt og sjovt med deres familie og flertallet af dem bliver i sejlsportsmiljøet.

Det er til gengæld et kæmpe problem at vi på ingen måde anerkender disse børns kompetencer eller indsats. Der er et ligeså stort problem, at der i den grad mangler lokale kapsejladser og aktiviteter.

Herved bliver afstanden mellem barnets første kapsejlads og det store Opti A grandprix stævne alt for stort. Det er ikke længere muligt eller i bedste fald svært at finde den rette aktivitet til barnet. I stedet må vi sende barnet til den aktivitet som der nu engang er, typisk det højeste niveau. 

Situationen er kritisk. Det er fra det sportslige juniorsegment, at stort set samtlige landshold, udviklingslandshold, ungdomslandshold og vores nye unge VOR sejlere kommer fra. Fælles for dem er at de har dyrket kapsejlads som juniorer, ikke nødvendigvis på VM-plan, men de har været igennem – i dette tilfælde optimistmøllen. Hvor vi – før i tiden – ikke bare havde langt flere sejlere, men miljøet var også mere intenst.

Det hævdes, at antallet af unge sejlere ikke er faldet markant. Men et faktum er, at i Grandprix-serierne oplever vi markante fald, og samtidig har vi i år for første gang oplevet at både Zoom8, Europa, Laser og 29’er klasserne har haft udfordringer med at skaffe sejlere nok til deres danske mesterskaber, Fevaer deltager stort set ikke.  Jovist optiklassen oplever medlemsfremgang men selv optimistklassen måtte aflyse Hold DM og ved Junior Nordisk kunne man ikke stille fuldt pigehold.

Vel vidende, at jeg får mange på nakken, vil jeg påstå at både klubber og DS helt generelt investerer alt for lidt energi og alt for få resurser i rekruttering af børn til sejlsport.

Hvilken berettigelse har vi til direkte eller indirekte kommunalt støttede bådpladser/marinaer hvis ikke man massivt vil understøtte junior/ungdomssejlads (som handler om langt mere end bare at skabe elitesejler)? Absolut ingen.

ATK-systemet er måske et ganske ude mærket vejledende værktøj, men vi bør og skal evaluere på konceptet og vores håndtering hvert år. Når man tager udviklingen i antallet af junior/ungdomssejlere i betragtning så er det på høje tid vi evaluerer på vores virke.  

Jeg vil ikke påstå jeg har de vises sten til, hvordan klubber som Hundige igen bliver en aktiv  sejlklub med junior/ungdom. Er man overhovedet en hel sejlklub uden junior/ungdom?
Men de som mange andre kan  jo starte med at anskaffe:
1 RIB, 5-10 brugte optimistjoller maks. 3-7 år gamle (de 30 år gamle joller kan man godt aflevere på den lokale genbrugsstation), ansætte en dedikeret  træner, laver en krabbeklub for de helt små, arrangere et lokalt optimiststævne.

Men jeg vil da opfordre alle til at fortælle om de positive historier og jeg vil opfordre de inaktive klubber til at komme ind i kampen.

Mvh. Jonas Döpping