Warrer taber protest mod Artemis-stjerne ved 49er-EM
Nathan Outteridge diskede Warrer ved VM i september. Nu gav Warrer igen med en protest i Helsinki for mærkeberøring. Warrer og Thomsen er på 6. plads. Fire både ramte klipper i sejlads. Interview.
OL-guldvinderen fra 2008, Jonas Warrer, ligger på en sjetteplads ved 49er-EM med sin nye gast, Anders Thomsen.
Til minbaad.dk forklarer Warrer efter en dag med sejlads i hård vind i Helsinki.
- Vi har kun sejlet sammen i fjorten dage, så vi synes det går fint. Det er totalt fedt, vi havde ikke regnet med at ligge så langt fremme. Vi kan godt mærke at vi har et stykke vej før vi helt er der hvor vi skal være og så er vi nogle kilo for lette, men vi har et fint flow i båden og en god følelse af hvordan det hele fungerer og om hvordan båden skal sejles, siger Jonas Warrer, der havde protest mod America's Cup-stjernen Nathan Outteridge, der onsdag satte tre førstepladser ind.
Han rørte topmærket
- Han rørte topmærket i dag (onsdag, red.) og vi lagde en protest mod ham, men han fandt et vidne fra Australien, men han rørte mærket, ellers havde vi ikke lagt protesten, siger Jonas Warrer, der har en kæreste og er far til to små børn i Risskov.
Warrers gast fra Hellerup Sejlklub, 26-årige Anders Thomsen, blev af Dansk Sejlunion, ifølge vores kilder, bedt om at være gast for Jonas Warrer.
Anders Thomsen er nemlig tidligere EM-sølvvinder i 49er med Allan Nørregaard, men da han skiftede fornylig havde han ellers været gast for Aarhus-sejler Lin Ea Cenholt i Nacra 17.
Thomsen: Vi er stadig for lette
Men Jonas Warrer må betragtes, som det bedste bud på en dansk OL-medalje og ham støtter man op omkring.
- Det er sjovt at udfordrende at sejle med Jonas. Jeg har været for let, men nu har vi hver taget tre kilo på. Vi vejer til sammen 154 kilo og vi skal op på 158 kilo. Men det går jo rigtigt godt, vi har været i den samme skole i det danske 49er-miljø i mange år og kender hinanden, men jeg mangler stadig timer i 49eren for at finde mit topniveau, siger Anders Thomsen.
Joller på klipper
Anders Thomsen fortæller at fire 49ere gik på klipper og fik ødelagt deres sværd. Nogle kom endda planende med spiler i 10 m/sek., da de ramte klipperne under vandet de ikke kunne se.
- De var afmærket med meget små bøjer, siger Thomsen, der læser cand.merc. i finansiering og strategi.
- Men lige nu kan man vist godt kalde det for et fritidsstudie, jeg har kun gennemført en eksamen på det sidste, siger Thomsen, der også har kæmpet med en forstuvet fod, der hver dag tapes op før de tager på vandet.
Det blæser ved 49er-EM. Foto: Esko Klipi Phothos/facebook
Foto: Berni Grez