Katrines Klumme: Havet – livets vugge eller plastiksuppe?

Al det plastik som du og jeg, og andre smider i havet, ender som ”føde” for pattedyr, fugle og fisk. Og til slut, når det er nedbrudt til mikroskopiske partikler, ender det i din egen føde.

Det er der en slags poetisk ironi over. Uden at være blasfemisk, kunne man fristes til at sige: Fra plast er du kommet, til plast skal du blive.

Det kan godt komme til at lyde lidt helligt, det her. Men jeg må tilstå, at når jeg ser dyr viklet ind i plastik og fugle der sulter ihjel, fordi maven er fuld af ”tomme kalorier”, er jeg grædefærdig. Det er os ikke værdigt.

Over bord med skidtet!
Vi kender alle sammen ham eller hende, der tømmer askebægeret med alle filterskodderne over bord, og bare trækker på skuldrene. Eller de ”morsomme” teenagere eller mødre, der smider sodavandsflasker og fyldte bleer ud over siden.

Hvis vi tager alt det skidt og møg med, som erhvervstrafikken genererer i form af tabt dækslast, fiskenet etc. er problemet uoverskueligt. Og her skriver jeg problemet, det er nemlig ikke bare en udfordring!

Vores strande flyder med gamle filterskodder, mælkekartoner, plastik fra six-packs og gamle sodavandflasker, men det er det rene vand i forhold til de flydende øer af plastik, der svømmer rundt i verdenshavene.

Plastikø på størrelse med Afrika
Lige nu er det samlede areal af plastikøer på størrelse med Afrika, og hvert år droppes der 10 millioner tons plast i verdenshavene. Områderne findes i det nordlige og sydlige Stillehav, i det nordlige og sydlige Atlanterhav og i Det Indiske Ocean.

I nogle områder er mængden af plastik fem gange højere end mængden af plankton. Forbruget af plastik bare stiger og stiger, og f.eks engangsemballage er over 400 år om at nedbrydes i havet.

Det er desværre bare ikke så ligetil at rydde op. Det er alt, alt for meget, og med tiden nedbrydes plasten til mikroskopiske partikler, der ender med at indgå i fødekæden.

Til slut ender historien, hvor den begyndte, hjemme hos os selv. Men med den forskel, at det nu indgår i vores føde med uoverskuelige helbredsmæssige konsekvenser til følge.

En fælles klode
Hvad er vi for nogen, der skider i vores egen rede? Det koster da ikke noget, at smide affaldet i en pose, og aflevere det på havnen? Men det er måske smart bare at stritte det over bord, for det har vi betalt til over skatten, og så rager det mig? Eller hvad?

Ligemeget hvor individualistiske, vi alle tror vi er, så er vi altså fælles om visse ting. F.eks. vores klode og den måde vi behandler den på. I den industrialiserede verden forbruger vi langt hovedparten af ressourcerne på kloden, så vi har selvfølgelig også ansvaret for at rydde op efter os, og at gennemtænke vores forbrug.

Stil krav
Stil krav til dit lokale supermarked, om at undgå al den billige og dårlige engangsemballage. Der findes alternativer. Så kan det godt være, at du kommer til at betale 1,50 kr mere for gummikyllingen, men lidt har også ret.

Stil krav til politikerne, industrien og EU. Så længe vores politikere ikke stiller krav om at passe på vores fælles værdier, rykker det sgutte meget.
Sidst, men ikke mindst, gør noget ved det selv. Lad være med at smide ting og sager over bord, og tænk dig om, om der skulle være alternativer til plastikken.

Er du blevet mere nysgerrig, har en flok forskere netop startet ”Plastic Change” der er en international organisation med base i Danmark, der ønsker at skabe opmærksomhed om konsekvenserne af den voksende forurening med plastik i havene og miljøet.

Du kan læse mere om projektet her: www.plasticchange.org