At sejle optimalt med furling Code 1
Der findes tre forskellige størrelser Code-sejl. Code 0, 1 og 2. Se North Sails video om hvordan du sejler optimalt med en furling Code 1, og bliv klogere på Code-sejl. Nu med dansk video.
Det er målene på Code-sejlet der bestemmer om det er en Code 0, 1 eller 2. Forskellen ligger – groft sagt – i bredden og dybden på midten af sejlet, i forhold til underliget, og hvilke vindvinkler og -styrker sejlet skal bruges til. Det fortæller Mads Christensen fra North Sails til minbaad.dk.
- En Code 0 er 55-65 % på midten, i forhold til underliget.
- En Code 1 er 65-75 % på midten, i forhold til underliget
- En Code 2 er 75% på midten, i forhold til underliget
Hvilket sejl der skal vælges afhænger af, hvad sejlet skal bruges til og hvilken måleregel, båden sejler efter. Der er nemlig forskel på om Code-sejlet måles ind som spiler eller genoa, afhængig af om målereglen er DH, ORC eller IRC.
Vil du blive klogere på Code-sejl og måleregler, så har vore svenske ven Peter Gustafsson på BLUR.se lavet en glimrende artikel om emnet, med gode grafikker der illustrerer de forskellige Code-sejls egenskaber.