Med solo-sejler Erik Venøbo Sjælland Rundt 2014 – Del 3

Erik Venøbo skriver:

200 meter til Storebæltsbroen. Det skulle vise sig at blive optakten til mere spænding, end jeg lige havde brug for. Jeg vil tro, at der var tre sekundmeter fra syd, dertil ku’ jeg se, at det lignede mere end en knobs modstrøm. Der var linet op til problemer.

Alt for meget strøm

Jeg kunne se Niels Thomsen i Tustinne komme under broen og ud på sydsiden, og alt så rigtigt ud i flere sekunder. Det næste der sker er, at Niels bliver taget af strømmen og smidt tilbage igen, faktisk ret voldsomt, så det ud til. Niels klarer at holde sig klar af bropillerne, og der er faktisk temmelig meget fart på, tilbage hvor han kom fra.

Jeg var nu selv nødt til at være meget koncentreret. Jeg kom på en bagbord halse op mod pillen, og der var faktisk god fart i kassen, det så fint ud det hele. Oppe imellem bropillerne bli’r det ret tydeligt, at det her er noget rigtigt skidt. Strømhvirvlerne tager magten over Lipstick og begynder at dreje hende rundt, op mod den smule vind der var. Der er ikke godt jeg taber fart, det er faktisk slet ikke godt ...

På grund ved Storebæltsbroen

Strømhvirvlerne drejer båden helt over stag, og vi bliver taget med tilbage mod bropillen fulstændig uden styring. Det er bare ikke godt! Jeg er helt oppe af bropillen og kan intet gøre. Båden rører pillen med stævnen og det næste der sker er, at hun går satme også på grund. Jeg var rasende. Sikke noget unødigt pis,rent ud sagt. Hva’ dælen skal vi holdes helt herinde efter? Jeg starter motoren og får hende bakket forsigtigt af. Så gør jeg et forsøg mere, og kommer igennem og bliver igen blæst tilbage. Denne gang dog uden at røre.

Lad sejlerne selv bestemme ruten

Jeg kan se Niels også ligger og kæmper for at komme igennem igen, så jeg løber så for en halvind langs med broen og skærer så op og kommer igennem. Jeg må indrømme, at jeg var temmelig vred på dem, der har arrangeret det. Jeg tror på, at sejlerne godt selv kan finde ud af, at komme igennem der, hvor der er mindst strøm. Det er muligt, at det er helt ude, hvor de store både er, men næste gang vil jeg selv tage den beslutning og gå igennem, der hvor det er mest sikkert. Og ikke der, hvor en eller anden – der ikke selv skal igennem – syntes det ser rigtigt ud. Kære venner der er plads til forbedring ... Det skal dog siges, at det nye tiltag med at singelhandere må starte motoren ved grundstødning, ja, det syntes jeg er super.

Chokoladefest

Nu kunne jeg sidde og kigge tilbage på Niels og Tustinne, det syntes jeg var en rigtig rar ting. Jeg koblede autopiloten til og gik ned og noterede forløbet, og mine videre planer ned til Agersø. Samtidig kiggede jeg kort på en pakke med nudler. Nej, sgu. Jeg dykkede længere ind i skabet og fandt den helt mørke chokolade, tog faktisk to pakker, kogte frisk vand til mere kaffe, jow jow, lidt fest sku’ der være.

Sorte skyer

Jeg kunne med bekymring se nogle meget sorte skyer, der hurtigt nærmede sig fra sydvest. Min tanke var faktisk at gå imellem Agersø og Stigsnæs, men med den sorte himmel virkede det ikke klogt. Jeg valgte i stedet at søge op imod den, og af flere grunde:

Jeg ville være langt fra land når den ramte mig, og gerne med frit vand til alle sider. Jeg styrede hen mod den sorte himmel, og da jeg kunne begynde at mærke dens vindtryk, faldt jeg lidt af, så jeg havde den foran for tværs. Der blev slækket ud – bare så jeg gjorde styrefart – og jeg var klar.

Mon der kom vind? Jeps, siger jeg bare. Lipstick lagde ned på 30 grader, og så kan det nok være, at det blev spændende. Jeg kunne høre, at alt indholdet af skabene fløj ud. Senere skulle jeg erfare, at der var kanel overalt i kahytten. Føj.

Rigtig hård byge

Jeg begyndte at skøde hjem på fokken, og derefter balancere storsejlet. Mon der var fart på? Jo, det må man sige ja til. Der var nu ro om bord, og jeg kunne begynde at kigge efter Niels i Tustinne, som ikke var så langt bagved mig. Det så ikke godt ud. Der var vildt blafrende fok og storsejl, og Niels var på fordækket. De andre deltagere – der lå i området – havde også deres kamp.

Jeg tror vi var fem både i løbet, der lige der havde nok at se til. Ja, og dog. Op imod os kom der en tysk J/80er med fire glade ferietyskere i høj humør. De havde sat genakkeren, og derovre var situationen en anden. Der blev råbt yupii yeeeaa. Det var klart sjovere at sejle med vejret :-)

Bygen aftog til noget, der kunne sejles i. Niels ringede op og spurgte, hvad mine planer var. Jeg svarede, at hvis ikke vinden aftog, ville jeg sejle hele vejen uden om Agersø og Omø. Jeg havde ikke lyst til at eksperimentere med smalle farvande i tordenbyger, og med 27 timer bag mig uden søvn. Ja, sådan at forstå, at var der lidt vind, så ville jeg ikke betænke mig på smalle farvande.

Niels går i havn

Niels gjorde helt klart, at bygen havde været noget hård ved ham og Tustinne, og der var nogle ting ved rebe-anordningen, han ikke var tilfreds med. Han ville trække stikket i en fire-fem timer, få orden på båden og så få sovet lidt.

Hmm. Jeg var nu lidt imponeret over mandens konsekvens, der var overhovedet ingen vaklen. Det var sådan det var, slut prut finale. Nu ville han bare vide om jeg kunne anbefale en havn, der var let at anløbe. Niels besluttede sig for Korsør, og aftalen blev, at jeg skulle ringe og vække ham fem timer senere. Hmm, fanden da også. Det var lidt hårdt ved psyken at se Tustinne og Niels dreje af mod Korsør, på vej ind for at sove. Jeg kunne godt mærke, at jeg gik mod de 30 timer.

Vinden løjede nu totalt af til små to sekundmeter, og jeg besluttede at dreje ind imellem Agersø og Stignæs alligevel. Katrine ringede og sagde, at der ville være mest medstrøm der, og i de næste timer. Så det var det jeg gjorde.

Nedtur

Jeg gik ned og skrev lidt notitser og tanker, og nu må jeg sige, at jeg var træt og lidt nede i kulkælderen. Jeg måtte igang med at lave noget navigationslys, det var blevet rykket af stævnbeslaget og så noget træls ud. Jeps, jeg havde en ny pære og masser af gaffatape. Jeg koblede ledningerne sammen og der blev lys!

Men humøret var nede. Lige der kunne jeg ærligt talt ikke se megen fornuft i det her. Selv glæden ved, at jeg havde sejlet mig op igen, var sgu væk, og et andet problem var også kommet på banen. Den raske venstre skulder/arm var begyndt at gøre sig bemærket. Det havde jeg så ikke lige tænkt på, at jeg i mine bestræbelser på at skåne den højre, ja, så overbelastede jeg den venstre.

Øv, hvor er jeg pissesur

Pludselig i natten ved Stigsnæs, er der en der råber, om ikke der er noget galt med mit lys agter. Jeg kigger rundt og ser en båd 25 meter agterude. Jeg kan samtidig se, at min røde gummiblowser til kastelinen kommet ind foran agterlanternen, så den næsten lyste rødt. Han råbte igen, og jeg kom til at råbe tilbage, om han var mørkeræd eller var i tvivl om hvad vej båden vendte.

Hmm, det er ikke i orden Erik. Jeg måtte vist hellere tie stille, humøret var dårligt, jeg var øm i benene og jeg var øm i ryggen. Jeg havde jeg glemt, at vi mennesker ikke er bygget til at være oprejst så mange timer. Jeg havde glemt at hvile ryggen, og kom flere gange til at tænke på Niels, der sikkert lå og flød rundt i en blød dundyne.

Op igen

Jeg skulle have samlet mig selv op, ellers ville filmen knække, det var helt sikkert. Jeg tog iPaden op i cockpittet, jeg måtte gøre noget. Jeg havde flere gange ringet til Ole Jessen, for Niels, Ole og jeg havde aftalt, at holde kontakt hele vejen rundt. Men Ole tog ikke telefonen. Nå, vi har facebook, ja selv os gamle har det sgu. Jeg kunne så se, at Ole havde mistet telefonen, men brugte facebook. Han skrev i en kommentar, at han var træt,og at han hørte stemmer. Øh, var de flere ombord :-)) eller var han mere træt end mig?

Hvor faen er konkurrenterne?

Jeg sejlede ganske langsomt forbi Stigsnæs. Lidt medstrøm og meget lidt vind agten for tværs gav 1 til 1,4 knob, det var bare dræbende ... Så ringede Katrine. Hun gik lidt skarpt på om, hvordan jeg havde det, om jeg var træt, og om det fornuftige i måske at stoppe op en time eller to. Jeg må indrømme, at jeg var småmuggen og nok noget indædt for jeg skulle videre.

Katrine skiftede diplomatisk emne, til at tale om de andres placeringer. Hun kunne se på tractracken, at jeg var den eneste singlehandler, der sejlede. Hun var stensikker på, at de var stoppet, gået i havn eller ankret op. Jeg spurgte konkret til Ole Jessen i Kalif, og hendes svar var, at den lå bomstille. Hmm, jeg sagde til Katrine at jeg lige skulle undersøge noget, og ringede af.

Jeg tændte iPaden, jeg skulle lige høre om det var rigtigt. Jeg var pludselig kommet i tanke om, at Morten Brandt fra BådNyt havde interviewet os og lagt det på facebook. Jeg lyttede videoerne igennem, og yes, Ole havde sagt han ville lægge sig en 20 min på den anden side af broen, hvis han var træt. Jeg ringede Katrine op igen og spurgte om han stadig lå stille, og ja det gjorde han.

Kan jeg indhente dem?

Jeg blev temmelig kvik, ja nærmest temmelig indædt og stædig. Jeg havde fat i halen på dem, nu var jeg på hjemmebane. Jeg koblede piloten fra igen, og kunne jeg holde 1,5 knob i to timer, så ville jeg være forrest og det ville blive en god dag. Jeg sejlede koncentreret hele den mørke del af natten, med en ret god fornemmelse for, at jeg bare hele tiden kom nærmere. Jeg tror, at den var lidt over kl. to lørdag morgen, da vinden friskede fra ingenting til 5 m/s og med regnbyger.

Så er der kapsejlads

Jeg var sikker på, at det var Kalif, jeg gik lige forbi:-)). Jeps, det var Ole Lukøje. Så kan det nok være, at der kom gang i sagerne. Vi lå og krydsede om kap på højde og fart, og selvom det regnede, var det bare fedt. Jeg havde det ret godt med det. Jeg var først ved Storstrømsbroen, faktisk et par hundrede meter foran ham. Da jeg går under broen dropper vinden til 2-3 m/s og halvind. Ikke godt med Lipstick for krydsfok.

Ole sætter sin code zero, og så det kan nok være, at han går stærkt.  Han går mindst 1,5 knob hurtigere end mig, og det var surt at se på. Jeg hældte kaffe op og sad og kiggede på, at han strøg forbi. Pis, og sovet havde han også.

I næste og sidste afsnit skal vi høre om Eriks tur gennem Bøgestrømmen, og op igennem Øresund, og i mål.