Gå til hoved-indhold
Rindom gennemførte det første semester på Aarhus Universitet på fuld tid, men siden da har hun nedtrappet til to tredjedele af pensum. Foto: Troels LykkeKapsejlads
Rindom gennemførte det første semester på Aarhus Universitet på fuld tid, men siden da har hun nedtrappet til to tredjedele af pensum. Foto: Troels Lykke

Anne-Marie Rindoms dilemma

- Min udfordring på idrætsstudiet er, at der er meget tilstedeværelsespligt, så man skal være der 80 procent af tiden, forklarer den 23-årige Laser Radial-sejler til Politiken.

Af Troels Lykke |

Eksamensperioderne på universitetet kan virke enormt stressende på de fleste studerende. Hvis du så oven i købet skal konkurrere på absolut højeste plan i eliteidræt, bliver hverdagen ikke mindre presset.

En af atleterne, der står med den udfordring, er 23-årige Anne-Marie Rindom. Hun kombinerer tilværelsen som idrætsstuderende på Aarhus Universitet med rejser rundt i hele verden til stævner i sejlsportsdisciplinen laser radial.

Indtil videre har det forløbet fint med beståede eksaminer på universitetet og 7.-pladser ved både VM og EM. Dermed er hun også overgået til at være det, Team Danmark kalder en verdensklasseatlet, hvor det forventes, at man kan kæmpe med om medaljer ved store internationale stævner.

Sejlsportstalentet er overbevist om, at hun skulle vælge mellem at studere og sejle i verdenseliten, hvis hun ikke modtog støtte fra Team Danmark.

»Det er helt vildt fedt, at jeg kan få lov at studere, samtidig med jeg dyrker sejlsport. For jeg ved, at på et eller andet tidspunkt stopper sporten, og det er ikke så sjovt at være 30 år og skulle i gang med en uddannelse fra start af. Nu kan jeg i stedet være færdig med at studere, når jeg er færdig med min sport«, siger Anne-Marie Rindom til Politiken.

To års ekstra SU

Team Danmark tilbyder ekstra eneundervisningstimer til Anne-Marie Rindom. Hun har mulighed for at bede om to års ekstra SU, og universitetet har ligeledes tilknyttet en elitesportsvejleder, der fungerer som bindeled mellem organisationen og universitetet.

Dermed har hun alle muligheder for at dyrke sin sport og lave sit skolearbejde med ro i maven. Kombinationen af studie og elitesport fungerer dog ikke altid gnidningsfrit. Op til hendes atletikeksamen havde hun eksempelvis 16 undervisningstimer i stedet for 4 og endte med at få skinnebensbetændelse.

»Universitetet er lidt mere frit end gymnasiet, fordi der ikke er så mange opgaver, jeg skal aflevere. Jeg kan lettere selv styre min tid, så jeg får måske ikke læst så meget op i løbet af semesteret, men læser så rigtig meget op til eksamen. Men min udfordring på idrætsstudiet er, at der er meget tilstedeværelsespligt, så man skal være der 80 procent af tiden«, siger hun.

Kilde: Politiken

Anne-Marie Rindom fra Horsens Sejlklub tog andenplads i VMs Medal Race og sluttede på en samlet 7. plads i Santander. Foto: Troels Lykke

content-loader
content-loader
content-loader