Vinderne i Boat of the Year - interviews
Den samlede bådpresse med BådNyt fra Danmark har stemt. Vinder i Performance Cruiser klassen blev Dehler 38, og årets Family Cruiser blev Beneteau Oceanis 38.
BådNyt og andre europæiske bådblade har nu har stemt om årets både. Resultatet blev offentliggjort på bådmessen boot.de i Düsseldorf, der slutter på søndag.
Boat of The Year blev:
Performance Cruiser: Dehler 38
Det blev tyske Dehler 38 der vandt, i hård konkurrence med danske Xp33. Om Dehler 38 fortæller den danske importør Henrik Reese.
- Jeg er sikker på, at båden har vundet, fordi der er så megen nytænkning i den. Ikke bare er den lækker og hurtig – det er der så mange der er – men det er især apteringen der imponerer. De er masser af dybe skabe og det hele har runde hjørner. Det er moderne og anderledes, og der er mange gode, smarte løsninger.
Juryen fremhæver, at Dehler 38 er både hurtig og komfortabel. Det er ikke i sig selv revolutionerende, men det giver båden en bred appel, og det fungerer i praksis.
Nye ejere kan vælge mellem mere power med en anden rig, og der kan også ændres på apteringen efter ønske. Og alt sammen til en pris der til at betale.
Interiør fra Dehler 38. Lækkert, rundt og lyst.
En Dehler 38 koster 1.2 mio kr, AB værft.
Family Cruiser: Beneteau Oceanis 38
Søren Risbjerg, fra den danske forhandler af Beneteau, Risbjerg Marine, kan godt forstå, at juryen valgte Beneteau Oceanis 38 i Family Cruiser-kategorien.
Netop hjemkommet fra bådmessen i Düsseldorf siger Søren Risbjerg.
- Beneteau Oceanis 38 kan sejle, og den sejler godt. Det er noget juryen har lagt særlig vægt på i år. Og så er den utrolig fleksibel, apteringen dejlig lys, og der er masser af plads.
Båden fås i tre forskellige variationer, en kapsejler, hvor vægten er lagt på det praktiske, en daysailer og en familiecruiser. Man kan starte med en skrabet version og så efterhånden bygge til med alt det man gerne vil have.
- Prisen starter ved lidt over en million, men skal det være den fuldt udstyrede udgave koster den ca. 1.4 mio. slutter Søren Risbjerg.
Der er god plads om læ i Oceanis 38.
I de øvrige klasser vandt:
- Luxury Cruiser: Contest 42CS
- Special Yacht: Saphire 27