Silverrudder: Mænd og drenge
Årets Silverrudder blev en opvisning i mental styrke. Af de 180 både til start gennemførte 41. Mange timer i tåge og modstrøm fik hovedparten til at trække stikket efter 30 timers sejlads.
Silverrudder 2014 fik en flyvende start en solrig fredag morgen. Vinden blæste fra en østlig retning og sejlerne blev sendt vestpå gennem Svendborgsund og op gennem Lillebælt.
Hårde starter
Enkelte sejlere havde ikke helt fattet konceptet med en distancesejlads, og kæmpede for at få den bedste start på linjen. Især i tredje start havde nogen travlt med at få spileren op, hvilket ikke gjorde det nemt for de andre sejlere i et felt på 53 både.
Heldigvis besindede hovedparten sig, og lod spileren ligge på dækket, til Svendborgsundbroen var passeret. Flere af de lokale færger blandede sig også i løjerne, men holdt passende lav fart, så sejlerne fik fred og plads til at starte.
Fed fredag
Men, humøret var højt og det gik strygende for fulde sejl i 4-6 m/sek. Især sejlerne i de mindre både som Seascape 18 og en enkelt J/80’er så ud til at nyde sejladsen. Op gennem Lillebælt holdt vinden, men ved 19-tiden gav tragten ved udmundingen af Lillebælt en del udfordringer med coastere, høj sø og mørke.
Ud på morgenstunden lørdag begyndte det at dise til, og disen gik hurtigt over i tæt tåge, med sigtbarhed på 15-20 meter. Vinden droppede næsten helt til 1-2 m/sek fra sydøst, og i kombination med modstrøm i Storebælt var det svære forhold. Fra Fyns hoved og sydpå endte det med kryds, men vinden døde totalt ud hen på eftermiddagen.
Motorforbud
Herfra, og til langt ud på natten til søndag var der ikke en vind der rørte sig. Adskillige sejlere blev set ankre ved Romsø og fra Fyens hoved ned til broen, desværre mange uden navigationslys. Måske forbuddet mod at starte motoren har drænet batterierne, som sejladsen var på vej ind i den 36. time.
Drenge og mænd
Omkring midnat mellem lørdag og søndag vender strømmen i Storebælt til sydgående, og de sejlere der ikke har anker ude, driver stille ned mod broen. Ved 1.30-tiden slår vinden igennem fra vest, og det går nu hastigt sydover. I dette års vejrsystemer havde de lette sportsbåde og flerskrogsbåde en klar fordel, og de var også langt foran alle andre.
Efter 30 timers sejlads begyndte de første sejlere at trække sig, og i løbet af natten mellem lørdag og søndag opgav hovedparten af sejlerne. De mange timer uden vind og i tåge har skilt fårene fra bukkene – eller drengene fra mændene …
Det er her Silverrudder viser sit sande ansigt – at det virkelig er havets jernmand – det kræver hår på brystet, mentalt overskud og viden om egne begrænsninger, at gennemføre en sejlads, der kræver opmærksomhed i 48 timer eller derover.
Mental styrke
Alderen synes ikke, som det er det, der begrænser deltagelse. Minbaad.dk talte med tre ældre sejlere – alle godt over 50, der havde en meget afslappet holdning til at sejle distancesejlads, og de gennemførte alle tre.
Det var også påfaldende, at mange af dem, der gennemførte, sejlede i ældre både. Og set i bagklogskabens ulideligt klare lys, kunne det søndag konstateres, at mange af de yngre sejlere i nye og smarte både også var dem, der udgik.
Det kan kun være en opfordring til dem med ældre både, at stille op til næste år. Det handler nemlig ikke kun om at slå rekorder og vinde, det handler mest om at overvinde sig selv. For det er nemlig ikke kun grejet, der betyder noget, det meste foregår mellem ørerne. Silverrudder 2014 må i sandhed siges, at være en ægte ironman, hvor kun dem med den stærkeste psyke gennemførte.
Ikke mange regler
Dejligt er det også, at løbsledelsen ikke har sat mange regler op, men stoler på, at voksne mennesker selv kan finde ud af det. Ifølge minbaad.dks kilder skete der kun en mindre kollision, hvor en sejler var gået på fordæk, med autopiloten på, og ikke nåede at reagere, da en anden båd kom for tæt på. Det gav kun mindre skrammer på fribordet.
Tillykke fra minbaad.dk til alle dem der gennemførte. Vi glæder os til næste år.
Se resultater fra alle syv klasser her (PDF).
Lørdag aften ved Storebæltsbroen. Det tog den fjerneste båd over 20 min. at passere brofaget. Foto: Katrine Bertelsen
Det går ikke stærkt! Foto: Katrine Bertelsen
Bananens selvstyrer gik i stykker lige efter starten. Det var en træt skipper der gik i mål efter 48 timer. Foto: Katrine Bertelsen