Guld til Frank Berg i NM for Drage
Hellerup-sejleren Frank Berg tog i dag lørdag guldet hjem til Nordisk Mesterskab for Drage. Med syv point til nærmeste konkurrent var sejren overbevisende.
Det blev til to svære sejladser ved Nordisk Mesterskab for Drager i Hellerup Sejlklub i dag lørdag. Vinden drillede både sejlere og baneledelse.Under første sejlads var der en periode på første opkryds, hvor vinden stort set forsvandt. Baneleder Christian Lerche havde is i maven og lod sejladsen fortsætte.
Dagens sidste sejlads måtte gennem flere omstarter p.g.a. springende vind og agressive sejlere. 408 Søren Hvalsø blev taget under "sort flag".
På første opkryds sprang vinden 50 grader og sejladsen måtte skydes af. Endelig i sidste forsøg kom vinden nogenlunde stabilt igennem til en kort fin sejlads, som David Holm vandt.
Resultaterne er beregnet og DEN 266, My Way med Frank Berg, Søren Kæstel og Christian Rasmussen fra Hellerup sejlklub vinder suverænt.
Andenpladsen går til Stockholm-sejleren Karl-Gustaf Löhr med Jesper Bendix og Thomas Egeskov.
Michael Schmidt, Malte Philipp og Mario Wagner fra Tyskland bliver treer, mens europamaster Lars Hendriksen og gaster Kim Andersen og Anders Bagger måtte nøjes med en fjerdeplads. HKH Frederik havde en dårlig dag, men sluttede alligevel på en pæn 8.plads.