Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
Nørregaard og Just bliver bedre og bedre i Nacra 17. Foto: Mick Anderson/Dansk Sejlunion

Danske 49erFX og Nacra 17 fører før medal race i Kiel

Allan Nørregaard og Line Just fører i Nacra 17, det samme gør Jena Mai Hansen og Katja Salskov-Iversen i 49erFX, før medal race i dag kl. 10 via SAP live.

Af Troels Lykke |

Tirsdag blev gennemført en enkelt sejlads i 49erFX i Kieleruge-stævnet. Førende Jena Mai Hansen og Katja Salskov-Iversen sluttede som nummer 3 og forsvarede dermed deres samlede førsteplads, som de har siddet på gennem hele stævnet, det skriver sejlsport.dk 

Jena og Katja har et forspring på fire point - svarende til to placeringer - foran en tysk og en spansk besætning. Så intet er afgjort.

Ida Marie Baad og Marie Thusgaard ligger samlet nummer 4 og kan måske knibe sig på skammelen, hvis de forreste bliver fanget i taktiske manøvrer.

Medal Race i 49erFX er programsat til onsdag kl. 10 og kan følges live via Live SAP center

Nørregaard og Just i front
I Nacra 17 fik Allan Nørregaard og Line Just en 5. plads i tirsdagens enlige sejlads - også de fastholder deres førsteplads inden Medal Race.

Lin Ea Cenholt og Christopher Thorsell havde en dårlig sejlads med en 26. plads, samlet glider de ned som nummer 9.

I Finnjollen er Mads Bendix klar til Medal Race fra en 6. plads. Han er dermed på nippet til at opnå sit bedste internationale resultat siden skiftet fra Laser.

content-loader
content-loader
content-loader