Gå til hoved-indhold
Peter Helleskov fra Palby Marine roser Flydende Bådmesse i Egå. Foto: Troels LykkeKort Nyt
Peter Helleskov fra Palby Marine roser Flydende Bådmesse i Egå. Foto: Troels Lykke

6.875 besøgte Flydende Bådmesse der får massiv ros

Underdirektør i Palby Marine, Peter Helleskov, har kun ros til overs for udstilling i Egå. Se galleri fra Flydende Bådmesse.

Af Troels Lykke |

Regnen søndag formiddag var massiv og var medvirkende årsag til, at man ikke kom op på 10.000 besøgende, som udstillingschef Michael Floor havde håbet på.

- Vi nåede 6.875 besøgende, men dem der var der, var meget interesseret i at købe båd, vi solgte både på udstillingen, siger Michael Floor fra Floor og Lund Marine i Risskov ved Aarhus.

For to år siden mødte 7.500 op på Flydende Bådmesse i Egå.

Minbaad.dk var derude og så på både og lidt udstyr, hvor der enkelte steder var masser af rabat på op til 50 procent. Men helt nye både var der ikke lige at spore, de bliver vist frem på hanseboot i Hamborg til oktober og på Boot i Düsseldorf til januar.

Men der var masser af besøgende, der ville om bord på bådene. Der var ligefrem kø, da vi mødte op søndag over middag, da regnen forsvandt.

Mere funktionel

Peter Helleskov, underdirektør i Palby Marine, er en type, der er kendt for at komme med ærlige og direkte meldinger, når vi taler med ham.

- Det er enormt flot. Udstillingen er gjort mere funktionel end tidligere. Nu er det hyggeligere og stemningen har været helt fantastisk. Sommeren har smittet af på butikker, bådforhandlere og importører som os, siger Peter Helleskov, der havde fokus på at sælge B &G, Simrad og Lowrance-plottere, samt Andersen-spil.

Danboat-formand delte flere tilbud ud end normalt

Formand for Danboats 62 medlemmer, Jan Hansen, havde også smilet fremme, da vi mødte ham.

- Jeg kan ikke mindes at vi har delt så mange tilbud ud på en udstilling før og hvor vi har fået så mange seriøse henvendelser. Det ser godt ud, men jo ikke som for 7-8 år siden, siger Jan Hansen, der var der med sit firma, Quantum Sails på Amager.

Søren Risbjerg, der sælger Beneteau-både, bl.a. og Morten Nielsen, der sælger Hanse-både var også optimistiske og ikke mindst Dehler og Marex-forhandler Henrik Reese, der solgte en Marex 320 After Cabin til en Egå-sejler.

Se minbaad.dks galleri fra Flydende Bådmesse.

Michael Floor er chef for Egå-udstillingen. Næste år holdes den landsdækkende udstilling i Dragør, bekræfter Dirch Petersen, Hanse-forhandler fra Dragør.

content-loader
content-loader
content-loader