Zoom 8 VM tirsdag: Sverige fører hos pigerne - og rumænien hos drengene
Første kapsejladsdag i Zoom 8 VM var domineret af svag vind. Alligevel lykkedes det at gennemføre dagens tre planlagte sejladser i Kaløvig.
Tirsdagens manglende vind skulle vise sig at være et forvarsel om, hvad Zoom 8 sejlerne havde i vente på den første rigtige kapsejladsdag, der var onsdag, ved dette års Zoom 8 VM.
Netop den manglende vind blev nemlig årsag til betragtelig forsinkelse på førstedagens sejladser, som skulle være skudt i gang fra formiddagen. I stedet nåede klokken at blive næsten 14.30, før de ivrige sejlere kunne tage hul på første sejlads.
Vinden forblev dog relativ svag og forårsagede således ventetid for jollerne til vands og dermed yderligere forsinkelser.
Men ikke nok med det. Adskillige lufttryk øgede sejladsens sværhedsgrad betragteligt og sammen med de svage vindforhold, havde de unge sejlere rigeligt at gøre med at holde tungen lige i munden i alle tre planlagte sejladser.
Vejrforholdene på førstedagen appellerede mest til letvægtssejlerne, som havde bedre held til at få fart i jollerne, hvorimod de lidt tungere sejlere havde noget sværere ved at få zoom 8 jollerne op i fart.
Alligevel bød dagens sejladser på masser af intensitet og drama ved gates'ene.
Enkelte deltagere måtte sågar se sig udvist grundet for mange forseelser, mens andre formåede at overraske positivt og avancere i dagens klassement.
Fornuftig dansk indsats, men svensk og rumænsk føring
Dagens resultater efter de tre sejladser bød som forventet på solide præstationer fra nogle af favoritterne men også på et par positive overraskelser fra nogle af de nyere zoom 8 talenter.
Hos pigerne lagde svenske Elin Ax Karjel sig foreløbigt i spidsen med et forspring på hele 7 point efter tre veloverståede sejladser som henholdsvis nr. 1, 3 og 1.
På andenpladsen finder vi det rumænske stortalent Ebru Bolat, som ligeledes gennemførte de tre sejladser på fornuftig vis med to 5. pladser og en flot 2. plads i sidste sejlads.
I den danske lejr forløb dagens sejladser også nogenlunde tilfredsstillende. Kaløvigs egen Josephine Swiatecka sluttede dagen på en foreløbig 10. plads efter en noget skuffende placering som nr. 21 i dagens anden sejlads.
Anderledes bedre gik det til gengæld for en anden lokal sejler, nemlig danske Josefine Bjørndal Robl, som kan slutte førstedagen på en fin 8. plads efter en fornem tredje sejlads, som indbragte hende en flot tredjeplads.
Dagens positive overraskelse kom fra Finland
Dagens positive overraskelse tilfalder finske Alexandra Dahlberg, som kan hvile ud efter førstedagen på en flot 5. plads.
Finske Alexandra er konkurrencens måske bedste eksempel på, hvordan vedholdenhed, hårdt arbejde og passion for sejlads betaler sig i sidste ende på trods af beskedne midler og begrænsede træningsmuligheder.
For nyligt vandt hun de Nordiske Mesterskaber i Zoom 8 i en 5 år gammel klubbåd med et sejl af samme alder og efter dagens sejladser, tyder noget på, det ikke blot er held, der gør sig gældende for det finske talent.
Hos drengene blev der også sejlet igennem trods de udfordrende vejrforhold, og her gjorde især to danske drenge sig positivt bemærket, nemlig Julius Damsgaard og Sebastian Norup, som begge gennemførte dagens tre sejladser i fin stil med placeringer i top fem.
Sebastian Norup fører hos drengene
Sebastian Norup har taget føringen i drengenes felt efter førstedagens sejlads, og Julius ligger på en lun 5. plads.
Julius havde en sløv start i første sejlads, men formåede at sejle sig tilbage i toppen af feltet og hentede således hele 40 joller, inden han kunne snige sig over målfeltet. Om dagens sejladser fortæller Julius selv:
"Jeg havde en noget skidt start på dagens sejlads, men kommer godt igen, og i anden sejlads lander jeg en 5. plads," fortæller Julius Damsgaard.
"Vejret i dag byder så absolut ikke på nogen banefordele, så mit mål er at forsøge at holde farten og så ellers holde sporet frit," slutter Julius tilfreds og slutter sig til trænerbåden, hvor den danske træner, Bo Jarvig, gør klar til at briefe drengene om påmindelser og forbedringer til næste sejlads.
Ja. Dagens første sejlads i Zoom 8 World Championship 2014 må i dén grad siges at understøtte træner Bo Jarvigs yndlingscitat:
"Sejlsport er verdens vildeste ekstremsport...i slow motion!!"
Følg Zoom 8 World Championship og se resultaterne på www.zoom8worlds2014.dk eller på Facebook.
Zoom 8 World Championship arrangeres af Kaløvig Bådelaug i samarbejde med Sailing Aarhus og Sport Aarhus Events og sponsoreres af ALTAIR, Tivoli Friheden, Lydrommet og Salon Salon, Cube Cykler og Dansk Turistfart.
2. sejlads i dag onsdag. Foto: © Tristan Stedman, www.fotounlimited.dk