Aarhus: Vandscootere skal sejle med nummerplade
Efter en sommer med flere klager foreslår Aarhus Kommune nu nummerplader til vandscootere. På den måde vil det blive lettere at identificere førerne og stille dem til ansvar.
Af Sara Sulkjær |
De hurtige vandscootere skal nu blive nemmere at identificere. Det mener Aarhus Kommune efter en sommer med flere klager.
- Vi har fået et stigende antal henvendelser om vandscootere, der ræser hensynsløst af sted i nærheden af badegæster, fortæller miljørådsformand i Aarhus Kommune, Kristian Würtz, til DR.
Bryder lovgivningen
Ifølge lovgivningen skal vandscooterne ellers holde sig på en afstand af 300 meter til kysten. Kun når fartøjet skal til og fra havn må grænsen brydes, og det må kun ske med en fart på højest fem knob.
En regel, mange vandscootere dog har svært ved at overholde.
Derfor foreslår Aarhus Kommune nu regeringen, at de hurtige sejlere skal bære nummerplade. På den måde vil det blive lettere at identificere førerne og derigennem stille dem til ansvar for deres handlinger.
10-12 meter fra færge
Det er et forslag, som møder opbakning fra Mols-Linjen. Her har man flere gange oplevet, at vandscootere er kommet så tæt på, at kun 10-12 meter har adskilt det lille fartøj og den store færge.
- Vi ville sætte stor pris på, at alle lystfartøjer fik nummerplader. Det har vi set i Frankrig, hvor vores færger også har sejlet, og det har været til stor hjælp, når vi har haft brug for at identificere fartøjer, der har opført sig unormalt på vandet, siger chefkaptajn Flemming Ejlersen fra Mols-linien til DR.
Kilde: dr.dk