HobieCat 16 EM-sølv til Bjørnholt og Frederiksen
Svendborg Sunds Sejlklubs Daniel Bjørnholt og Josephine Frederiksen vandt sølvmedalje i HobieCat 16 Open blandt 105 både. Gasten Calle Sørensen er i bedring, men udskrives ikke lige nu fra hospital.
I den forgangne uge har der været afholdt VM og EM i en række klasser indenfor Hobie fabrikatet, som er det mest udbredte katamaran-mærke i verden.
I HobieCat 16 Open (uden spiler) deltog således 105 både fra hele verden i det åbne europæiske mesterskab på Gardasøen.
Sejladserne blev afsluttet lørdag med et stort dansk resultat. Svendborg Sunds Sejlklubs Josephine Frederiksen som gast med Daniel Bjørnholt som styrmand vandt sølvmedalje til Danmark i den skrappe konkurrence, viser resultatlisten
Danmark har ikke vundet medalje i mange årtier
- Danmark har ikke vundet medalje ved EM i de seneste mange årtier, så det var et par glade danske sejlere, der kunne stige op på sejrsskamlen sammen med franskmændene Cedric og Laurent Bader som guldvindere og australske Chris Hancock og belgiske Valerie Vanheukelom (sejlede under tysk flag) som bronzevindere, fortæller Frants Christensen til minbaad.dk.
Præstationen blev ikke mindre af at samme besætning mindre end en uge tidligere havde vundet sølv ved HobieCat 16 Spi Europacup ved samme stævne.
Det er ikke sket før, at et dansk team har vundet to medaljer ved samme Hobie Europamesterskab! Martin Orion fra Frankrig vandt guld i denne disciplin, medens Cedric og Laurent Bader vandt bronze.
De glade EM-sølvvindere står her til venstre. I alt 8 danske både havde taget turen til Garda søen, hvor mesterskaberne blev afholdt.