OK-jolle: Lav klassereglerne om

Jørgen Svendsen fik sin OK-jolle diskvalificeret for overtrædelse af klassereglerne, til VM for OK-joller i Melbourne i Australien, for få dage siden. Overtrædelsen gik på vægtfordeling i jollen. Klassereglerne har sin oprindelse i en byggeinstruktion fra den gang jollen var en krydsfiner selvbygger, med senere opdateringer til moderne materialer.

Jens Kristian Andersen skriver til minbaad.dk:

Vægtfordeling i konstruktionen

Regel 8.3 i OK-jollernes klasseregler siger:

”Construction of the hull, with the exception of stringers, shall be of approximately even thickness (within 10%) and density longitudinally and no attempt shall be made to concentrate weight near mid-length, or at any other point. If it is suspected that this rule is being broken a NA may order test holes to be drilled in the skin or structure.”

Mht. vægt siger regel 14.2:
”If the hull weight is less than 72 kg a maximum of 5 kg of corrector weights shall be permanently fastened so as to touch the aft face of the bulkhead at station 2 and situated within an area of 150 mm athwartships, 150 mm vertical and 80 mm aft from the intersection point of the sheerline and station 2 bulkhead.”

Skal der mere end 5 kg korrektionsvægt i, så skal det placeres under dækket I hækken og stævnen, står der i klassereglerne.

Klassereglerne stiller således intet krav om vægtfordelingen i en OK-jolle. Vægtfordelingen måles ved det såkaldte masseinerti-moment, og udtrykker hvor stort et pendul en given genstand (her en båd) er. Det langsgående pendul i en båd stoppes af stævn og hæks bevægelser i vandet.

Jo mindre pendul (centreret vægt) jo hurtigere og lettere stoppes bevægelsen, med reduceret vandmodstand og bedre vindflow over sejlet til følge. For jo mere båden bevæger sig langskibs jo mere ændres vindens angrebsvinkel især i mastetoppen, hvorved sejlet enten er overtrimmet eller for løst skødet.

Uden måling af bådens vægtfordeling og klare krav til minimum masseinertimoment og tyngdepunktets placering i båden som i OK-jollens tilfælde, vil bådebyggere naturligt arbejde på at centrere vægten mest muligt. For hvordan fortolker man regel 8.3 ovenfor, når man også vil levere en hurtig jolle? Det kan man ikke, og så ender det så uskønt som ved OK VM i diskussioner om, hvornår det er for stort.

Du finder OK-jollernes klasseregler her.

Svingningstest

OK-jolleklassen kan nu vælge at formulere sig ud af situationen, og jeg er sikker på, at når de har lukket et hul, så opstår der et nyt. For de har ikke fat i den rigtige løsning på problemet. Det er at måle jollens masseinertimoment ved en svingningstest som Finnjolle klassen har gjort siden 70’erne.

I Finnjolle reglerne stilles der ikke krav om dimensionering af jollen, og kun ganske få begrænsninger til materialevalg. Der stilles derimod krav til jollens langskibs tyngdepunkt, placering i skroget og ikke mindst svingningsradiussen (en afledt af masse inertimomentet), og med kun 5 kg til at finjustere jollens performance på disse parametre.

Svingningstesten blev opfundet for netop at dæmme op for kreative bådebyggere i Finnjollen, hvor nogle både omkring 70’erne opførte sig væsenligt anderledes end de andre, især på kryds i luft. De havde en konkurrencemæssig fordel og var på kant med klassereglerne, men i stedet for at justere reglerne ændrede man dem. Man opfandt svingningstesten.

Testen foretages ved at jollen i tør tilstand hænges op i kroge og svingningstiderne måles ved to forskellige ”kroglængder”. Derefter kan man vælge at beregne eller aflæse jollens data. Er de inden for klassereglerne og rorsmandens krav til optimering, så er det en Finnjolle, når alle de andre mål er overholdt.

I Finnjolle klassen er der ikke længere nogen som har en konkurrencefordel i at tænke vægtfordeling i gråzonen for klassereglerne, da den måles og alle sejlere ved at de skal have en båd med tyngdepunktet lavt, helt tilbage og med minimum svingningsradius. Det er noget som alle bådebyggerne ved og leverer joller i henhold til.

Det interessante er så at testen er ganske robust og reproducerbar, således at når en båd først er målt inden for grænserne, og der ikke foretages konstruktive ændringer, så har den de samme svingningstal og dermed svingningsradius når den gentestes.

For de teknisk interesserede med en vis matematisk baggrund, kan der nørdes videre i Gilbert Lamboleys dokument på dette link (PDF).

Gilbert er manden bag Finnjollernes svingtest, som benyttes den dag i dag til at sikre, at bådene har så ens egenskaber som muligt, udover hvad der lægges i jollen omkring byggeteknologi.

Og ja, en OK-jolle kan også måles med Gilberts Lamboley metode. Det er bekræftet af Gilbert, den er hverken for kort eller for let. Man skal blot finde ud af hvad minimums svingningsradiussen skal være. Og et par detaljer til, men der er en skabelon fra Finnjolle-klassen som kan bruges.

Hilsen, Jens Kristian, Finnjollesejler, DEN 246.