Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
Horsens Sejlklub stiller selv med et hold i 1. division.

Sejlsportsligaen i Horsens sejles tæt på land

Tilskuere får kapsejlads på tætteste hold, når Danmarks bedste sejlklubber mødes ud for Lystbådehavnen i Horsens de næste to weekender. 1. Division starter i morgen fredag.

Af Troels Lykke |

Sejlsport er jo normalt ikke den mest tilskuervenlige sport. Det bliver der lavet om på de kommende to weekender, hvor Horsens Sejlklub - som andet stop i år - er vært for sejladserne i Danmarks nye Superliga – Sejlsportsligaen.

”Vi glæder os til, at sejlerne begynder at dukke op i dag - og hvor de kan få prøvet fjorden lidt af.  Fredag og søndag lover DMI perfekt vejr, mens lørdag desværre ser lidt våd ud. Vindmæssigt bliver det noget mere afdæmpet i forhold til Skive, så vi slipper forhåbentligt for så mange grej-skader,” siger Morten Fjerbæk, stævneleder fra Horsens Sejlklub.

Horsens Sejlklub stiller selv med et hold i 1. division. De håber på lidt hjemmebanefordel efter en svær start i Skive for nogle uger siden.

Sejladser hele dagen
Stævnet i Horsens er Sejlsportsligaens andet arrangement i 2015. Førstkommende weekend gælder det ligaens 1. division.

Sejladserne begynder fredag den 12. juni fra kl. 13 og fortsætter resten af eftermiddagen. Der sejles hele lørdag den 13. juni fra tidlig formiddag og igen søndag den 14. juni indtil klokken 15.

I weekenden 20.-21. juni gælder det 2. division. Her bliver der sejlet hele lørdag og søndag til klokken 15.      

www.sejlsportsligaen.dk kan du læse meget mere om ligaen, herunder finde resultater og stillinger.

content-loader
content-loader
content-loader