Signe efter hul i båden: Ramt, men ikke slået ud!

To dage efter vores sammenstød med en motorbåd, der resulterede i et hul i skroget, fik vi sat Capibara på land. Vi fik lejet en bil, da man ikke kan komme nogen vegne i USA uden, og gik i gang med lede efter et sted at bo.

Det viste sig dog, at man gerne må bo på båden, mens den er på land, og det har vi besluttet os for at gøre ind til videre.

Det er lidt besværligt og trængt, da vi ikke kan sove i fortrekanten, men det rart at være blandt vores egne ting, og det giver os samtidig mulighed for at gøre noget ved alle de andre ting, vi har problemer med. (En gearkasse, der ikke virker, og batterier, der ikke vil oplades).

Når først glasfiber-folkene går i gang med at lappe båden sammen, bliver vi nok nødt til at finde et andet sted at bo, men det må vi løse til den tid.

Desuden er vi ikke alene. Værftet er et af de få do-it-yourself værfter i nærheden, så her er mange, der går og arbejder på deres både. De fleste har været her i flere måneder, men det håber vi virkelig ikke, at vi kommer til!

Samme dag vi fik båden på land, fik vi besøg af en besigtigelsesmand fra modpartens forsikringsselskab.

Vi var under sejl, da motorbåden sejlede ind i os, (vores gearkasse havde kort forinden sat ud), så vi mener ikke, at vi kan stilles til ansvar for skaderne. Besigtigelsesmanden stillede dog tvivl ved dette, da vi ikke havde set motorbåden, inden den ramte os.

Der var mange fiskerbåde på vandet den dag, så Henrik havde holdt udkig, ind til vi var kommet forbi, hvad han troede, var den sidste. Han var netop gået ned i salonen for at finde ud af, hvad vi skulle stille op med vores gearkasse, og jeg var i færd med at rejse mig op, da vi blev ramt.

De to mænd på motorbåden spurgte os, hvorfor vi ikke havde set dem, men da Henrik spurgte dem om det samme, svarede de:

”Det kunne vi ikke. Vi slås med fisk her bag på båden!”

Og som besigtigelsesmanden gjorde os opmærksom på, så havde de trods alt en undskyldning for ikke at have set os – måske nok en dårlig undskyldning, men trods alt en undskyldning! Og det havde vi jo ikke.

Det var nok til at gøre os nervøse. Vi er forsikret på Ærø, og selvom det er langt væk fra Florida, så har de været hurtige til at reagere og har reageret positivt. Vi har dog en stor selvrisiko, som vi helst vil undgå at betale, da vi i forvejen springer vores budget med billeje og boligomkostninger.

Henrik fortalte vores forsikringsselskab, at vi var nervøse for, at modparten måske ville lægge vægt på det faktum, at vi ikke havde set motorbåden, så i denne uge har vi derfor også haft besøg af en besigtigelsesmand som repræsentant for vores forsikringsselskab.

Han kunne heldigvis underbygge vores forståelse af søvejsreglerne, men selvom alle omkring os forsikrer os om, at vi aldrig selv vil kunne komme til at betale for skaden, så har vi ikke ro på, før vi ved det med sikkerhed. Man skal ikke sælge skindet, før bjørnen er skudt!

Signe

Værftet er et af de eneste do-it-yourself værfter i nærheden, så det er et populært sted både blandt fattige langturssejlere som os selv, og de store kapsejlere, der har deres egne folk til at arbejde på bådene. Vi er på alle fronter i godt selskab! 

Når enden er god… Henrik får hjælp af en mekaniker til at få gearkassen skruet af motoren. Mekanikeren mente, at Capibara måtte være blevet bygget af de 7 små dværge.