Gå til hoved-indhold
Sejlklubber
Rudkøbing-standeren og Dannebrog stod flot med den forårsblå himmel som kulisse. Foto: Søren Stidsholt Nielsen

Æresmedlemmer satte standeren i Rudkøbing

Rudkøbing Sejlklub inviterede lørdag 11. april medlemmerne til Standerhejsning. Klubben har fået en Hobie Cat i gave til juniorer.

Af Søren Stidsholt Nielsen |

Selv i erfarne sejlerhænder kan en klubstander gøre sig vanskelig, når den skal til vejrs i en signalmast på en himmelblå forårsdag. 

Det fandt Rudkøbing Sejlklubs to æresmedlemmer, de tidligere formænd Finn Birger Hansen og Keld Pedersen, ud af. Til klubkammeraternes underholdning lørdag fik de med en del besvær bakset standeren til vejrs som tegn på, at sejlersæsonen er i gang.

Positivt tilbageblik
På den efterfølgende generalforsamling kunne Tina Olsen se tilbage på sit første år som formand i en klub med et højt aktivitetsniveau året rundt.

Tina Olsen glædede sig specielt over, at klubbens juniorafdeling er i god gænge med Kenneth Nielsen som leder. 

Senere på sommeren kan sejlklubben bl.a. i kraft af en donation fra Sydfyenske Dampskibsselskabs Fond tilbyde de ældste juniorer sejlads i en Hobie Cat, en hurtig sejlbåd med to skrog.

Startskuddet til Rudkøbing Sejlklubs aftenkapsejladser lyder første gang onsdag den 6. maj.

De to æresmedlemmer og formænd gennem tilsammen mere end tyve år, Keld Pedersen (t.v.) og Finn Birger Hansen baksede lørdag standeren på plads i Rudkøbing Sejlklubs signalmast. Foto: Søren Stidsholt Nielsen.

content-loader
content-loader
content-loader