Gå til hoved-indhold
Test
- Det er et meget stiv og let skrog, selvom vi ikke har pinet vægten, faktisk har skrogets tykkelse samme dimension som en Frøken 34, siger Poul Brøker om Brøker 26.

Brøker 26 – smykkeskrin fra Vejle

Lars Neumann var træt af sin store, dyre Dynamic 43, der krævede mange gaster. I stedet købte han en Brøker 26 One Off med ryglæn i cockpittet. Det har han ikke fortrudt.

Af Troels Lykke |

Brøker 26eren er stærk. Den har nemlig fire gange lag finer af hver 2,7 millimeter og i bådens bund, er der indvendigt et lag mere, ifølge bådens designer og bådebygger Poul Brøker, der i 2000 i Holbæk, byggede båden efter coldmolded principper med diagonallim og vakuumstøbning med epoxy.

- Det er et meget stiv og let skrog, selvom vi ikke har pinet vægten, faktisk har skrogets tykkelse samme dimension som en Frøken 34, vi tidligere har bygget, også over en plug. På den måde undgår man svøb og spanter inde i båden, der har moderne linjer og den er ikke så bred i hækken, derved planer den mindre, til gengæld dykker den også mindre. Brøker 26eren blev lavet til at bære fuld sejlføring helt op til 10 m/sek., forklarer Poul Brøker, der i sin tid byggede den til ingeniør Jens Fisker, der havde indflydelse på bådens design.

Køberen ønskede en båd, der kunne sejles til tur af to personer og fribordet skulle være lavt, så der var god føling med vandet og en elipsekøl, der stikker relativt dybt med 1,6 meter.

Det mest markante ønske var ryglæn i cockpittet, som gør sejladsen mere behagelig og samtidig kan ryglængene foldes ned i cockpittet, så man kan kante sig på plads i havnen uden de fanger pælene, på båden, der i sin tid blev solgt for 750.000 kroner.

25 gange Coelan-lak

I 2014 blev båden solgt til Vejle-sejleren Lars Neumann for et ukendt beløb og her var lakken nået at blive lidt træt at se på. Derfor blev den sprøjtelakeret hos Vejle Bådeværfts Thomas Agerbirk med ikke mindre end 25 gange, tyndt, stærkt, elastisk Coelan-lak fra Hellers i Kastrup.

- Vi blev ved og ved og havde også en mellemslibning efter hver 10. gang lak. Vi følte ikke det kunne blive flot nok, lige indtil Anders Børresen (bådebygger, red) kom forbi og sagde at nu stopper i fandeme, jeg har aldrig set en lak, der står så flot, fortæller 51-årige Lars Neumann, der før havde en Dynamic 43.

- Nu er det meget lettere at finde gaster til båden. Tre mand kan sejle den til kapsejlads om tirsdagen. Det er en meget stiv båd, der ikke krænger for meget, alligvel er den som en jolle på roret, lidt som en OK-jolle jeg lige har haft. Den udfordrer rorsmanden, der hele tiden skal være opmærksom, siger sejleren om båden, der klarer sig godt på Vejle Fjorden, den måtte dog udgå i Palby Fyn Cup i kuling.

- Vi sejler op med Matcher 28erne, mens vi sejer fra en Dehler 37 og andre både, der er større. Brøker 26 er en allround-båd, der især krydser godt, men den kan også få vand ind over cockpittet. Det er faktisk en våd båd at sejle. Under Palby Fyn Cup var der tidspunkter, hvor kun kahytten var over vand i Storebælt, da vi sejlede med slæk på skøderne. Vi udgik i sejladsen i Kerteminde, da der var en inspektionsluge, der var utæt, så vi havde en del vand i kahytten og så ville jeg ikke ødelægge grejet i den hårde vind, siger Lars Neumann om båden, der er udfordrende at gå på dæk i, da den ingen søgelænder har, samtidig er sidedækket smalt at gå på, da der er et bredt, højt ruftag.

- Vi har derfor monteret en gribeliste i teak på fordækket, fortæller Vejle-sejleren, der også skal sejle kapsejlasen Brandsø Rundt i år. Ellers bruger han båden til weekendture med sine to store drenge, der også låner båden efter kraftig formaning om at passe på båden.

Folk stopper op

Nogle både får folk til at vende sig om. Sådan var det også da BådNyt så båden i havnen i Vejle. Vi fik lov til at komme om bord og kunne spotte håndværk i verdensklasse og Harken-blokke over alt.

- Det er en af de mest fotograferede både på havnen. Mange stopper op og spørger om de må komme  om bord og se båden. Også mange bådebyggere er imponeret over detaljer, finish og håndværk. Og båden holder sig de næste ti år uden vi lakerer den, har Hellers, der solgt mig Coelan-lakken, lovet mig, forklarer Lars Neumann, der smiler, da vi møder ham i det brede cockpit, hvor der er rigeligt plads til fire personer.

Brøker 26 One Off
Længde  7,95 m
Bredde   2,60 m
Dybgang  1,65 m
Vægt   1,6 ton
Kølvægt, bly  750 kg
Krydsstel  33 m2
Code zero  29 m2
Antal køjer  3 stk.
Ståhøjde kahyt 1,60 m
Motor       10 hk Bukh
Værft      Brøker & Nielsen, Holbæk
Design       Poul Brøker
Nypris i 2000  750.000 kr.

Her ses båden under Palby Fyn Cup 2015. Foto: Troels Lykke

Ståhøjde er der ikke, men en stor køje. Foto: Troels Lykke

Lars Neumann har sin båd liggende i Vejle. Foto: Troels Lykke

content-loader
content-loader
content-loader