Tre danske OL-sejlere i top tre på ISAFs verdensrangliste
I 49er, 49erFX og Laser Radial er Danmark helt oppe i medaljefeltet, kun halvandet år før OL i Rio. Sportschef Thomas Jacobsen udtaler sig nu til minbaad.dk om det.
Det går godt for de danske OL-sejlere, især i skiffjollen 49er, hvor Jonas Warrer og Anders Thomsen fører verdensranglisten, men også i 49erFX, hvor Ida Marie Baad og Marie Thusgaard er på andenplads.
I Laser Radial er Anne-Marie Rindom på en 3. plads, efter sin World Cup-sejr i Miami.
Sportschef Thomas Jacobsen vil ikke gå ind i om der venter medaljer i Rio selvom de danske både ligger så godt.
- Det er for tidligt at spå om, men først og fremmest betyder de gode placeringer at Danmark har 17 pladser til de kommende World Cup-stævner i 49er, 49erFX, Nacra 17 og Finnjolle. Og det er da dejligt at vi har tre både i top 3 på ISAFs verdensrangliste, siger Thomas Jacobsen, der lige nu sidder på Aarhus Lystbådehavn og arbejder med 49ertræner Peter Hansen.
Om Laser Radial-sejleren Rindom siger han.
- Anne-Marie Rindoms sejr i Laser Radial er Danmarks første sejr i World Cup i den klasse nogensinde. Og det viser at Laser Radial-sejlernes træner (fra Polen, red.) gør det godt. Han stiller store krav til sejlernes træningsindsats, sejlernes vægt og teknik, han er selv tidligere Laser-sejler og kender båden. Han går meget op i bådfarten, siger Thomas Jacobsen.
49erFX-træner: Hård interne OL-udtagelse i vente
49erFXernes træner Peter Hansen er også godt tilfreds for tiden efter at Jena Mai Hansen og Katja Salskov-Iversen fra Hellerup Sejlklub netop har vundet de Nordamerikanske mesterskaber.
- Jena og Katja har intensiveret træningen i vinter og den træning resulterer nu i at de får bonus i stævnerne. Ikke alle de gode 49erFX hold var med i de Nordamerikanske mesterskaber, men det var stadig et hårdt felt, siger Peter Hansen.
Så det kan blive en hård OL-udtagelse i 49erFX?
- Ja, alle tre hold (Baad, Thusgaard samt Hansen, Salskov og Schütt-søstrene, red.) kan tage OL-billetten, det bliver en rigtig hård udtagelse. Søstrene Schütt havde også et godt stævne i de Nordamerikanske mesterskaber, siger Peter Hansen.
OL-sejlerne begynder så småt at rykke træningen til Mallorca. Laser Radial-sejlerne er allerede på vej derned.
ISAFs verdensrangliste, februar 2015
49er Men
1. Jonas Warrer / Peter Lang / Anders Thomsen, DEN
2. John Pink / Stuart Bithell, GBR
3. Nico Delle-Karth / Nikolaus Resch, AUT
49er FX Women
1. Martine Soffiatti Grael / Kahena Kunze, BRA
2. Ida Marine Baad Nielsen / Marie Thusgaard Olsen, DEN
3. Alexandra Maloney / Molly Meech, NZL
Laser Radial Women
1. Marit Bouwmeester, NED
2. Evi Van Acker, BEL
3. Anne-Marine Rindom, DEN