Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
En god fysisk form er vejen til færre skader og bedre præstationer. Foto: Christian Rindom

Rindoms fem tips til fysisk træning

Som kapsejler er du udsat for store belastninger. Christian Rindom kommer her med tips til den fysiske træning, som mindsker skader og forbedrer din præstation.

Af Christian Rindom |

Sejlsport er en fysisk krævende sportsgren, hvor det ofte er små ting, der afgør, om man vinder eller ej. Det er derfor vigtigt at være i god form for at vinde. 

Under sejladsen er vi udsat for store belastninger. Om det er tunge sejl, der bliver skiftet, spileren, der bliver hevet op, eller sejlene, der bliver trimmet, så er kroppen belastet. 

Den rette fysiske træning kan være med til at mindske skader og forbedre din præstation. 

Træn effektivt
Effektiv træning sikrer de bedste resultater. Få hjælp til at planlægge din træning fra en kvalificeret træner. Det sikrer en god balance af cardio, styrke og koordinations træning. 

Det er en god ide at medbringe videooptagelser af de bevægelser, du laver i båden, da de fleste fitnesstrænere ikke er bekendte med bevægelserne, vi laver, når vi sejler. Evaluer løbende din træning, så du sikrer dig et optimalt træningsprogram. 

Træning af coremuskulaturen forebygger skader
Coremuskulaturen består af de dybe muskler, der er med til at støtte rygsøjlen og bækkenet og er fundamental for næsten alle bevægelser, vi foretager os. 

Træning af din core er derfor vigtig og bør være en naturlig del af et træningsprogram for at forbygge skader. Med en stærkere core kan du øge vægten, når du træner og nedsætte risikoen for skader. 

Stræk ud før og efter træningen

Der er delte meninger om, hvorvidt udstrækning forebygger skader. Det kan dog i alle tilfælde hjælpe med at mindske muskelømhed og øge stræk-tolerancen. 

Når du øger stræk-tolerancen, opnår du en større smidighed i båden. Det er derfor en god ide at strække ud før og efter træningen. 

Undgå overtræning
Når du træner - om det er konditions- eller styrketræning - har din krop brug for tid til at komme sig. Har du ikke givet din krop tid til at restituere inden din næste træning, kan du ikke præstere optimalt. 

Kører du på med træningen uden at være restitueret, vil du være ekstra træt, få et dårligt træningsudbytte og forøge din restitutionstid yderligere. Sørg derfor for at lægge hviledage ind i dit træningsprogram og husk at lytte til din krop.

Tilpas din træning 
Tænk over, hvad du laver i båden. Hvis sejladserne er kortvarige og med høj intensitet, er intervaltræning bedre.

Hvis sejladserne er lange, skal hovedparten af din træning være udholdenhed. Brug tid på at analysere de bevægelser du laver i båden og tilpas øvelser derefter. 

En god fysisk form kan have afgørende betydning på kapsejladsbanen

content-loader
content-loader
content-loader