Quantcast
Gå til hoved-indhold
Signe Storr ombord på den Faurby 363, hun fik stillet til rådighed til Silverrudder Challenge 2015. Foto: PrivatfotoTur
Signe Storr ombord på den Faurby 363, hun fik stillet til rådighed til Silverrudder Challenge 2015. Foto: Privatfoto

Signe: Farvel til det kolde nord!

Inden vi forlod Florida, satte vi affugtere op og lagde giftfælder overalt, men hvis vi finder en kakerlak – død eller levende - så må vi altså have fat i "the bug-buster", skriver Signe inden afrejsen.

Af Signe Storr |

Så er vi ved at være klar til at komme på langtur igen! I denne uge forlader vi det kolde og mørke nord for at vende tilbage til vores båd, som forhåbentlig fortsat står trygt og godt på land i Florida, hvor vi efterlod den i maj. 

Florida er ikke uden for orkanbæltet, så vi har et par gange bekymret fulgt orkaners vej fra Atlanterhavet. Heldigvis er Florida dog blevet forskånet ind til videre.

Derfor er vi alligevel spændte på at se, hvordan Capibara har håndteret at ligge seks måneder i et højfugtigt område midt i sumpen, og ikke mindst om vi har fået husdyr! Inden vi forlod Florida, satte vi affugtere op og lagde giftfælder overalt, men hvis vi finder en kakerlak – død eller levende - så må vi altså have fat i "the bug-buster"! 

Silverrudder-omvendelse?

Ud over Capibaras overlevelse i Florida, er vi også spændte på, om min nylige Silverrudder-deltagelse vil ændre på arbejdsfordelingen om bord. Da jeg var kommet i land i Svendborg, var der flere der spurgte mig, om jeg nu trak i skipper-trøjen. 

Henrik ville også gerne vide, om han fremover kunne forvente lidt mere aktiv deltagelse fra min side? Det skyndte jeg mig at afvise. Hvorfor skulle jeg gå på dæk i regnvejr, hvis jeg i stedet kan ligge i kahytten og læse dameblade? 

Men når det er sagt, så er jeg da spændt på, om det bliver lidt sjovere for mig at sejle med, når jeg nu har lært lidt mere. I første omgang glæder jeg mig bare til at ligge i cockpittet med en god bog. Titlen som Silverrudder Finisher har ikke gjort mig bidt af en gal sejler – i hvert fald ikke endnu!

Og planen er…

Henrik og jeg skifter sejlplaner så ofte, at vi sjældent fortæller den samme plan til mere end et hold venner, med mindre de er til stede under samme fremlægning. 

Men vores foreløbige plan, som vi ikke regner med at afvige væsentligt fra, er, at vi de næste seks måneder vil sejle til de destinationer, vi ikke nåede sidste år: Den sydlige del af Bahamas, Turks & Caicos, Cuba og Florida Keys. Det betyder ingen lange stræk, en masse badestrande og en masse mojitos - det kan ikke gå helt galt!

 

Capibara som den så så ud, da vi forlod den i slutningen af foråret. Nu bliver det spændende at se, hvad seks måneder i sumpen kan gøre ved en båd. Foto: Signe Storr 

content-loader
content-loader
content-loader