Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
Klik på billedet og se tallene tydeligere.

SUCCES: 80 OK-joller til DM i Lundeborg

Fredag starter DM med rekordfelt på 80 OK-joller. Stævnet markerer at det er 25. gang at Lundeborg Sejlklub holder OK-stævne. Dansk OK-producent har ordrebog fyldt et år frem.

Af Troels Lykke |

Udlandet har nu også fået øje med den danske OK-jolle succes, hvor flere og flere sejler i jollen, der kom frem i slutningen af 1950erne med træmast og bomulds-sejl.

80 håbefulde sejlere har pre-registreret sig på OK-klubbens hjemmeside www.okjolle.dk, for at kæmpe om dette års danske mesterskab.

Stævnet afvikles som et jubilæumsarrangement af Lundeborg sejlklub, der afholder OK-jollestævne - for 25 år i træk.

Generelt er det kendetegnende, når der afholdes stævner for OK-jollerne, at sejlerne glæder sig til intense dyster på vandet, men at de tillige glæder sig til rigtig gode oplevelser på land – på kryds og tværs af de forskellige sejlklubber.

I OK-Klassen kender mange af sejlerne hinanden, og tager ofte på besøg i de hinandens klubber, for at sejle med til træningsaftener.

Det styrker fællesskabet og sammenholdet i klassen, der blandt andet tæller VM-bronzevinderen fra i år, Bo Petersen og René Sarabia Johansen, der netop har vundet svensk mesterskab i klassen.

Rekordstor tilmelding
- Antallet af tilmeldte til DM er i sig selv en observation værdig. Det er ikke lykkedes os at lokalisere foregående danske mesterskaber for OK-joller, hvor der har været flere tilmeldte. Samtidig ser vi flere klubber, hvor antallet af joller stiger, fortæller breddesejler Thomas Kvist fra Herslev Strand Sejlklub, der alene stiller med 17 både til DM.

Hellerup Sejlklub (HS) og Herslev Strand Sejlklub (HSS) har i de seneste år været repræsenteret med mange joller ved nationale stævner, men andre klubber melder sig nu også ind i kampen, viser tilmeldingslisten.

Svendborg Sund Sejlklub (SSS) ”brager” frem, og har imponerende 9 OK-joller meldt til stævnet. Det er en klasse i vækst, og mange har fået øjnene op for det gode sammenhold og de fantastiske oplevelser der ligger ude på kapsejladsbanen, såvel som inde på land.

OK-producent klager ikke

Den danske OK-jolle bygger Jesper Strandberg fra Strandberg Marine, der ligger i Bukkerup ved Holbæk på en gård, der trænger til en kærlig hånd, kan også mærke fremgangen.

Ikke mindst efter at bådtypen slog igennem til VM i år, da en tysker Budzin vandt med Strandbergs SOTA-jolle også Bo Petersen sejler med SOTA-jollen og nummer fem ved VM, Stefan Myralf, gør det.

- Jeg kan bygge tolv OK-joller om året og jeg har ordrebogen fyldt ud et år frem, fortæller Jesper Strandberg til minbaad.dk om jollen, der sejlklar koster 100.000 kroner med kulfiber kiwimast.

DM – også med sejlere fra udlandet
Selvom OK-jollen er en dansk designet jolle (OK: Olesen, Knud) er OK-feltet meget internationalt. Sejlerne var sidste år i Melbourne (Australien) og har i år været i Puck (Polen) for at kæmpe om VM-titlen.

- Og, selvom udlændinge ikke kan blive kåret som dansk mester, hvis de stiller op for en anden nationalitet, så er der god tradition for at der er udlændinge alligevel sejler med i de danske OK-felter, forklarer Thomas Kvist.

I dette års tilmeldingsliste har vi spottet 10 joller fra Tyskland, Holland og Sverige sejler med i Lundeborg.

Sol, sommer og fantastisk forplejning
Om man har besøgt Lundeborg som OK-sejler eller som gæstesejler i en kølbåd på en sommertur, så er det kendetegnende, at man tager sjældent derfra uden også at have en rigtig god oplevelse med i baggagen.

- Man kan mærke en helt speciel stemning i havnen, der ”emmer” af positiv energi og en tydelig fornemmelse af, at man godt kan lide at have gæster. Den positive oplevelse gennemsyrer sejlerene, uanset om man har sejladstekniske færdigheder til at dyste om podiepladserne, eller om man måske er med til et stævne for første gang, fortæller Thomas Kvist.

Han mener at OK-klassen favner bredt, og den store tilvækst kan i meget høj grad tilskrives, at det er en klasse, hvor der er plads til bredde såvel som elite. Også derfor - er der ikke nogen tvivl om, at et DM i Lundeborg, det er noget som mange sejlere ikke vil gå glip af.

- Lige nu er der i hvert fald 80 sejlere, der ser frem mod en fantastisk weekend, det ser ud til at DM skal afvikles i sommerend sol og med vindstyrker på 4-7 m/s.
Der er ingen tvivl om, at der er lagt op til et brag af et jubilæumsstævne i Lundeborg i den kommende weekend, siger Kvist.

Sådan bygges den danske OK-jolle:

 

<iframe allowfullscreen frameborder="0" src="https://www.youtube.com/embed/qHnID6BY1bo" height="423" width="600"></iframe>
content-loader
content-loader
content-loader