World Yacht Racing Forum til Aarhus i 2017
- At World Yacht Racing Forum kommer til Aarhus i 2017 understreger, at Danmark har fået en markant position i den internationale sejlsportsverden, siger Lars Lundov, direktør i Sport Event Denmark.
I december 2017 kommer beslutningstagerne bag nogle af verdens største sejlsportsbegivenheder til Aarhus, når byen er vært for Yacht Racing Forum, som er den førende, årlige konference for kommercielle sejlsportevents.
Værtsskabet skal Aarhus bruge til at bringe sig i spil til i fremtiden at kunne være værter for f.eks. Volvo Ocean Race.
Førende internationalt
- Det er en enestående mulighed for at vise Aarhus frem for arrangørerne. Aarhus er verdensberømt i sejlerkredse. Konferencen finder sted blot et halvt år, inden Aarhus er vært for 2018 ISAF VM, og derfor er målet helt klart at vise, hvad vi kan, og sikre os endnu flere store internationale sejlsportsbegivenheder i fremtiden, siger rådmand for Kultur og Borgerservice i Aarhus Kommune Rabih Azad-Ahmad.
Yacht Racing Forum er den førende årlige konference indenfor den internationale yacht racing industri. I løbet af to dage samler konferencen førende eksperter og arrangører fra hele verden.
- At World Yacht Racing Forum kommer til Aarhus i 2017 understreger, at Danmark har fået en markant position i den internationale sejlsportsverden. Vi ser frem til at byde hele sejlsportsbranchens og sportens interessenter velkommen i 2017 og forventer, at rigtig mange af dem vender tilbage, når vi er vært for det helt store ISAF VM 2018 for alle olympiske klasser, siger Lars Lundov, direktør i Sport Event Denmark.
Unikke faciliteter
Yacht Racing Forum ser frem til at besøge Aarhus og er glade for, at konferencen skal afvikles i en sejlsportsby.
- Vi er stolte af at kunne byde Aarhus velkommen som værtsby. Vi er glade for at samarbejde med Aarhus, der er en dynamisk by kendt for sine unikke sejlsportsfaciliteter og store erfaring i afvikling af sejlsportevents, siger Bernhard Schopfer, der er direktør i Yacht Racing Forum.
Også de lokale sejlsportsmiljøer er glade for placeringen af The Yacht Racing Forum i Aarhus.
- Aarhus skal være en af verdens førende sejlsportsbyer. Med VM I 2018, et nyt sejlsportscenter på vej og nu denne internationale sejlsportskonference har vist, at Aarhus er en sejlsportsby i verdenseliten, siger direktør for Sailing Aarhus, Thomas Capitani.
Kendte ansigter på talerstolen
Yacht Racing Forum har tidligere været afholdt i Monaco, Lissabon, Gøteborg og Barcelona. I Aarhus bliver det Hotel Radisson Blu, der kommer til at danne ramme om Yacht Racing Forum i december 2017.
Yacht Racing Forum er en 3-i-1 konference, da den kører i tre parallelle spor: “Business & Marketing”, Design & Technology” og “Risk Management & Safety”, og således henvender konferencen sig ikke kun til professionelle sejlere og event arrangører, værtsbyer og klubber, men også producenter og udviklingsfirmaer inden for eller med relation til sejlsportsbranchen samt sikkerhed, finans og risk-management virksomheder.
I 2015 afvikles Yacht Racing Forum i Geneve i Schweiz og på talerlisten er blandt andre prominente navne som Knut Frostad (direktør for Volvo Ocean Race), Rob Andrews (race director Americas Cup Worlds Series), Ian Walker (VOR 2015 vinder), Håkon Svensson (direktør i World Match Racing Tour) og mange flere.
Succesrig direktør
Direktøren og ejeren af Yacht Racing Tour, schweizeren Bernhard Schopfer er også et kendt ansigt inden for branchen, han var bla kommunikationschef for Team Alighi da de vandt deres første Americas Cup i New Zealand og herefter var han kommunikationschef for Ericsson Racing Team under 2005/2006 Volvo Ocean Race.
I 2006 stiftede han kommunikationsfirmaet Maxxcom der i 2014 købte den skrantende “World Yacht Racing Forum” som han nu med stor succes har relanceret som Yacht Racing Forum.
Du kan læse mere om Yacht Racing Forum her.
Kilde: Sailing Aarhus