Kan Jesper Nielsen få medaljer ved VM i Contender?
Det store spørgsmål til VM er om Elvstrøm-sejlmager Jesper Nielsen fra Aabenraa, kan komme til tops, som han gjorde i Kielerugen, fortæller Contender-sejler Jon Møgelhøj.
Set med danske øjne er det jo et særdeles interessant verdensmesterskab i Holland. For nu har Søren Dulong Andreasen jo siddet hårdt på tronen i klassen i flere år med en VM-titel i 2013 og en EM-titel i 2014, fortæller Jon Møgelhøj fra Skovshoved Sejlklub.
Men nu ser det ud til at Jesper Nielsen, som til dagligt er sejlmager hos Elvstrøm, og dermed også har designet det sejl, mange af os sejler med, kan begynde at blande sig.
Han vandt Kieler Woche i juni måned, og må dermed også forvente at blande sig blandt VM-favoritterne.
Udover de to danskere må favoritterne være tyskeren Christoph Homeier, englænderen Simon Mussell og australieren Mark Bulka - de to sidste endte på podiet sammen med Søren ved VM på Comosøen i 2013.
Bliver det let vejr kan nogle af de mindre sejlere, som tyskeren Max Billerbeck, også blande sig, sådan som han gjorde til EM sidste år. Dog er langtidsvejrudsigten ikke i hans favør.
VM sejles fra 27.-31. juli - med måling i dagene op til. Op til VM sejles også det åbne hollandske mesterskab, hvor Jesper Nielsen og Frank Stigborg er de to eneste danske deltagere.
Ni danskere deltager ved VM, hvor 140 Contendere forventes til start:
DEN-1: Søren Dulong Andreasen, Hellerup
DEN-33: Thomas Hernø, Dragør
DEN-36: Frederikke Mikkelsen, Hellerup
DEN-55: Jon Møgelhøj, Skovshoved
DEN-2139: Frank Stigborg, Hellerup
DEN-2352: Jesper Nielsen, Aabenraa
DEN-2431: Jeppe Sørner, Rødvig-Stevns
DEN-2500: Henning Wermuth, Aarhus
DEN-2604: Solvej Trautner, Aarhus