Gå til hoved-indhold
Restaurant Sejlklubberne har i alt 5 ansatte. Foto:  Restaurant SejlklubberneSejlklubber
Restaurant Sejlklubberne har i alt 5 ansatte. Foto: Restaurant Sejlklubberne

Ny hovmester på Skovshoved Havn

Per Voss tiltræder 1. december som ny hovmester hos Restaurant Sejlklubberne. I KDY og Skovshoved Sejlklub finder man skiftet oplagt til nytænkning af alt fra medlemstilbud til menukort.

Af Sara Sulkjær |

Efter hele 19 sæsoner med Restaurant Sejlklubberne i Skovshoved har hovmester Thomas Gaarn Rasmussen nu valgt at fokusere sin indsats på et nyt hjertebarn.

Thomas og Juliette har nemlig købt en restaurant i hjertet af København, som overtages 1. november 2015. 

- Vi har haft 19 fantastiske sæsoner i Skovshoved. Det må der ikke herske tvivl om. Juliette og jeg ser frem til et nyt projekt i form af en frokostrestaurant med de forandringer i vores hverdag, som det vil medføre, forklarer den nu snart tidligere hovmester i en pressemeddelelse.

Erfaren afløser 

KDY og Skovshoved Sejlklub har i fællesskab med Thomas Gaarn Rasmussen gennem de seneste måneder arbejdet på at finde en værdig afløser. En afløser, der besidder den rette forståelse for det klubliv, man ønsker at fastholde og udbygge. 

Thomas Gaarn Rasmussen anbefalede tidligt i processen Per Voss, som i syv år har arbejdet for ham som køkkenchef i henholdsvis Tuborg Havn og i Skovshoved.

Per Voss har den seneste tid været køkkenchef på Hotel Marienlyst i Helsingør, hvor han har gennemført en større ny strukturering af hotellets kulinariske koncepter og tilbud. 

- Per er den oplagte kandidat til at føre Restaurant Sejlklubberne videre på den nye Skovshoved Havn og i den ånd, klubberne ønsker. Per kender alt personalet i Restaurant Sejlklubberne, har forhandlet med alle leverandører og er særdeles vellidt. Per kommer med de bedste anbefalinger, siger Mads Ehrhardt, direktør i KDY.

Blid overgang 

Skiftet af hovmester vil i begyndelsen være næsten umærkeligt for klubbernes medlemmer og gæster. Sådan har klubberne valgt at gribe opgaven an. Det fælles ambitionsniveau er dog større. 

- Klubberne har set skiftet af hovmester som en mulighed for at nytænke alt fra medlemstilbud over menukort til, hvordan specielt medlemsområdet anvendes i det daglige. Vi er bevidste om at forandringer skal være blide, men samtidig effektfulde, fortæller Jesper Meulengracht, formand for Skovshoved Sejlklub og fortsætter:

- Per har vist stort engagement i denne proces og har på overbevisende vis demonstreret sin forståelse for medlemmernes behov. 

Per Voss tiltræder efter planen 1. december 2015. Her vil Thomas og Juliette i den første tid bistå Per med alt praktisk for at sikre en god overgang.
content-loader
content-loader
content-loader