Jena og Katja går efter OL-guld i 49erFX
Mød de to Hellerup-sejlere, EM-sølvvinderne Jena Mai Hansen og Katja Salskov-Iversen, der tog 4. plads til VM, efter Baad og Thusgaard. OL-udtagelsen er ikke for børn.
Der mangler to stævner før OL-udtagelsen er afgjort. Første stik tog Ida Marie Baad og Marie Thusgaard fra Aarhus med VM-bronze i Argentina, lige efter fulgte Jena Mai Hansen og Katja Salskov-Iversen, mens søstrene Schütt også var i top 10.
Alt er derfor pivåbent om hvem der skal sejle for Danmark til august i Rio. Stemningen er god, lyder det fra holdene, men før det sidste udtagelsesstævne, ville det ikke undre nogen, hvis smilene bliver meget anstrengte mellem de tre verdensklasse-hold.
Her på minbaad.dk tør vi ikke udråbe nogen favoritter, for et år siden var vi sikre på at Baad og Thusgaard ville vinde OL-billetten, men sådan er det ikke længere.
Senest har Hansen og Salskov-Iversen nemlig været bedste danske hold i et stævne i Rio, hvor de tog 3. plads, efter de vandt medal race. Dertil kom deres EM-sølv i år.
Skader kan også få en stor betydning, både Ida Marie Baad og Jena Mai Hansen har kæmpet med skader i flere omgange.
Rorsmand Jena Mai Hansen er oprindeligt uddannet folkeskolelærer. Nu er hun prof-sejler.