Peter Lang gaster på TP52er i Sydney-Hobart
OL-bronzevinder Peter Lang er flyttet et halvt år til Sydney med kæresten Stine Quorning. Lang sejler med i den prestigefyldte kapsejlads Sydney-Hobart. Læs minbaad.dk interview.
Peter Lang er gast på en TP52er i Sydney.
Men det store slag ved kapsejladsen Sydney-Hobart 26. december kommer til at stå mellem de store 100 fods Ragamuffin, WildOats og den amerikanske båd Comanche.
- Sydney-Hobart er et af de mest ikoniske og prestigefyldte lang distance kapsejladser i verden, og i Australien bliver kapsejladsen fulgt tæt af alle, også folk som normalt ikke er sejlsportsinteresserede, forklarer Peter Lang til minbaad.dk i dag.
- Det giver virkelig giver anerkendelse rundt omkring i Sydney når jeg fortæller at jeg skal sejle denne kapsejlads. Så får man lige en ”thumbs up” eller et klap på skulderen med på vejen.
Derfor Sydney
Peter Lang fra Middelfart er sammen med sin kæreste Stine flyttet til Sydney i et halvt år.
- Formålet var at komme ud at opleve noget nyt og anderledes, og valget faldt på Sydney, da det er en by, der er kendt for at et pulserende sejlmiljø, og hvor der er mulighed for at komme ud at få en ny form for sejloplevelse og gøre sig nye sejladserfaringer. Det harmonerer med mine ønsker til sejlads og det at blive en dygtig sejler, siger Peter Lang.
Hans mantra er at komme ud at sejle en masse forskellige både, og en masse forskellige former for kapsejlads, hvad end det er intense 15 minutters race i den hurtige katamaran M32, eller et langdistance race som Sydney-Hobart, hvor de sejer 628 sømil på omkring tre dage.
- Det er disse erfaringer der giver en helstøbt sejler og det vil i sidste ende også vise sig på resultatlisten. I denne proces har Severin Kursuscenter været en afgørende støtte mod mit mål om at blive en af de bedste og mest alsidige sejlere i Danmark. Der er ingen tvivl om at deltagelse i Sydney-Hobart kapsejladsen kommer til at se godt ud på CVet og det er et vigtigt step i den retning, forklarer den tidligere 49er-sejler, der tog OL-bronze i 2012 med rorsmanden Allan.
Start
Sydney-Hobart kapsejladsen starter 2. Juledag kl. 13 (kl. 3 om morgenen dansk tid) hvor 109 både begiver sig ud på den 628 sømil lange tur mod Hobart, Tasmanien. Det er bred vifte af forskellige både, lige fra 100 fods professionelle sejlhold til amatørsejleren der sejler i sin X-båd eller Hanse. Der er tre X-både med i år.
Barsk vejrudsigt
Lige nu ser vejrudsigten barsk ud. Der kommer til at være læns hele vejen ud af Sydney Harbour og ned langs den australske kyst, men kl. 22 den første aften går vinden i syd og der venter sejlerne 25 m/s og 10 meter høje bølger på krydskurs.
De australske medier er begyndt at trække paralleller til Sydney-Hobart kapsejladsen fra 1998 hvor 6 omkom, 5 både sank og 55 blev reddet. Så der er ingen tvivl: det bliver en barsk omgang, men Peter glæder sig helt vildt og han er ikke bekymret for vejrudsigten.
- Vi har et godt forberedt hold. Det er nogle rigtig dygtige sejlere jeg skal sejle med, og der er ingen tvivl om at sikkerheden er i top. Vi skal sejle med livliner og vi har gennemgået rebning af sejl og mand overbord procedurer igen og igen, siger Peter Lang
15 sejlere om bord
Om bord på Ragamuffin 52 er sejlere fra Australien, Danmark, Holland, Sydafrika, Frankrig, New Zealand og Kina.
Der er i alt 15 sejlere og de fleste har sejlet Sydney-Hobart før og der er også tidligere Volvo Ocean Race sejlere med på båden – og så selvfølgelig en Olympisk bronzemedaljetager.
I kan følge Peter og Team Ragamuffin via live tracking på Sydney-Hobart hjemmesiden: www.rolexsydneyhobart.com/ eller via Team Ragamuffins Facebook side: www.facebook.com/RagamuffinYachting/?fref=ts