Hellerups Lier holder føringen til VM for Yngling
Hellerup-besætningen Lucas Lier, Konrad Floryan og Frederik Berg ligger solidt i toppen af Ynglingefeltet, til VM i Norge.
I dag torsdag er hviledag til VM for Yngling, der sejles i Norge. Sejladserne fortsætter i morgen fredag, som er stævnets sidste dag. Der er nu sejlet otte ud af planlagte 10 sejladser, så selv om vejret skulle drille er VM’et i hus.
Der er blevet sejlet i alt fra fire m/sek til 10 m/sek. så besætningerne er blevet prøvet i alt slags vejr. I Bergen, hvor det regner 285 dage om året, er de 35 deltagende besætninger dog blevet skånet for de værste skyller, da der kun har været korte byger.
Svært at lægge en bane
Der bliver sejlet mellem store norske fjelde, hvor mærkebådene skal gøre sig umage for at lægge en præcis bane på vanddybder ned til 200 meter.
– Det er vanvittig imponerende, at det overhovedet kan lade sig gøre, at lægge en gate der er tilnærmelsesvis lige, med de her dybder. Angiveligt har de 300 meter line ude, og 40 kilos betonklodser i bunden. Det på trods, har der været lige split på bundmærkerne i næsten alle sejladser, siger Konrad Floryan
Dommerbåden er derfor også let i starten, og baneleder, danske Troels Wester-Fischer, brokker sig da også lidt over, at man skal fare frem og tilbage på dommerbåden for at være der, hvor man bedst kan se linjen.
Danmark med i toppen
Rent resultatmæssigt er danskerne rigtig godt med i toppen. Hellerup-holdet bestående af Lucas Lier, Konrad Floryan og Frederik Berg fører igen VM efter tre dages sejlads.
– Efter førstedagen førte vi med to point ned til andenpladsen, og var dermed Daily Best. Det samme var vi på andendagen, men da en hollænder havde en 9'er som fratrækker og vores fratrækker var en 3'er, blev vi forvist til andenpladsen. I går på tredjedagen vidste vi, at hollænderen ikke havde råd til flere dårlige sejladser. Det lykkedes at pakke ham fuldstændig væk, så han først gik i mål som 12'er, mens vi selv fik en andenplads, fortæller Frederik Berg.
Hellerup fører dermed med 15 point, andenpladsen har 22 point, og tredjepladsen har 25 point.
– Vi har dog stadig plads til både en DSQ eller en dårlig placering, da vi ikke har "brugt" vores fratrækker, siger skipper Lucas Lier.
– Nu skal man selvfølgelig passe på, hvad man siger. Men VM-guldet er meget tæt på at være hjemme, så vi håber og tror vi kan holde placeringen, slutter Frederik Berg fra Norge.
U23 føring også til Danmark
Anders Nørrelykke, Nicolai Wiese og Niels Ipsen, også en Hellerup-besætning, fører U23EM, som er en del af stævnet.
– Vi havde håbet på et samlet set bedre resultat. Men i kampen om U23EM er vi meget tilfredse med, at vi har formået at holde de andre U23 besætninger bag os, siger Niels Ipsen.
De danske bådes placering til VM
1 DEN-195 THOR
Lucas Lier (Hellerup Sejlklub
Frederik Højgaard Berg (Hellerup Sejlklub)
Konrad Floryan (Hellerup Sejlklub)
7 DEN-111 YETI
Jørgen Ring (Taarbæk Sejlklub)
Emil Emborg (Taarbæk Sejlklub)
Jens Zacho (Taarbæk Sejlklub)
15 DEN-215
Jørgen Krogh (Yachtklubben Furesøen)
Frederik Løppenthin (Taarbæk Sejlklub)
Christian Faber (Hellerup Sejlklub)
23 DEN-155 COCKTAIL
Anders Nørrelykke (Hellerup Sejlklub)
Niels Ipsen (Hellerup Sejlklub)
Nicolai Wiese (Hellerup Sejlklub)
33 DEN-145 YUPPIE
Fabian Thune (Taarbæk Sejlklub)
Mads Wivel (Taarbæk Sejlklub)
Jonas Gram (Taarbæk Sejlklub)