Gå til hoved-indhold
Tur
Heldigvis er alle dyr ikke farlige! Her svømmer en tilgroet skildpadder rundt om båden. Vi anbefalede den en gang Copper Coat. Foto: Signe Storr

Signe møder farlige dyr og farligt vejr i Florida

I Florida er det ens betydende med alligatorer, og sådan nogle har vi set svømme på tværs af kanalen og rundt om båden i marianen.

Af Signe Storr, Florida |

Så har vi nået vores endestation for sommeren. Midt i Florida i nærheden af Lake Okeechobee, ligger en marina, der hævder at være et ”hurricane hole”. Der er vist lidt debat om, hvorvidt det overhovedet findes, men ikke desto mindre er vi ved at gøre båden klar til at blive efterladt her.

Marinaen ligger langs Okeechobee Waterway, og det meste af turen fra Atlanterhavssiden er gennem en kanal i et sumpområde. I Florida er det ens betydende med alligatorer, og sådan nogle har vi set svømme på tværs af kanalen og rundt om båden i marianen.

Man kan dog kun se lidt af deres hoveder, hvilket selvfølgelig ikke er det store sus, men tanken om, at de har for vane at spise hunde og små børn, der kommer for tæt på, gør i hvert fald, at vi ikke sidder og dingler med benene ud over siden!

En af de politibetjente, der tog rapport, da vi kom i land efter sammenstødet med motorbåden i december, fortalte, at han ugen forinden havde været ude for at skulle åbne munden på en alligator, så en kvinde kunne få sin arm tilbage. Vi holder lemmerne indenfor!

I Danmark er vi slet ikke vant til de farlige dyr og vejrfænomener, som der er i udlandet. Jeg plejer at sige, når vi taler med folk om det, at det værste, der kan ske i Danmark, er, at det blæser så meget, at man får en tagsten i hovedet.

Det er selvfølgelig ikke helt rigtig, men det er svært at tale i timevis om de mange hjemlige farer, når folk får revet deres huse op af jorden, eller mister legemsdele til en alligator.

Men selvom jeg sætter pris på, at farlige dyr ikke har været en del af min opvækst, så har det selvfølgelig ikke hærdet mig til at møde dem i udlandet.

I North Carolina droppede Henrik og jeg at gå en tur i en park, da der ved indgangen til skoven var et skilt, der forklarede, hvad man skulle gøre, hvis man mødte en bjørn, og i Bahamas har vi kigget efter hajfinner, hver gang vi har sprunget i vandet.

Mennesker er dog generelt et for stort et bytte for en haj, og på Bahamas er de desuden ganske velfodret, men ligefrem at hoppe ned til dem er en anden sag.

En aften, da jeg sad i bagenden af båden og gjorde mig klar til at springe i vandet og vaske min hårshampoo ud, svømmede pludselig en 1,5 – 2 m haj forbi kun en meter fra mig! Jeg må indrømme, at jeg undlod at springe i vandet derefter og i stedet tillod mig selv at bruge ekstra vand fra tanken!

Jeg talte for nylig med en canadisk sejler om netop dette. Han endte dog med at sige, at det næppe var farlige dyr, der ville slå mig ihjel, men at jeg i stedet burde bekymre mig om de våben, amerikanerne går rundt med.

Ind til videre har vi dog overlevet både de farlige dyr og amerikanernes skydevåben, men derfor skal det alligevel blive godt at komme hjem til Århus!

Signe

Det er ikke til at se det, hvis man ikke lige ved det! En alligator svømmer på tværs af kanalen.

Selvom Henrik er godt træt af kanalsejlads, så er der nu meget pænt i St. Lucie River.

St. Lucie Lock på vej ind i kanalen. Vi kom 15 minutter efter de havde lukket, så vi bandt os fast for natten og kom igennem næste morgen.

content-loader
content-loader
content-loader