Gå til hoved-indhold
Kort Nyt
Lady Marjan er 92 fod og er bygget i stål.

Danmarks største motorbåd sælges - se prisen

Lady Marjan fra Nykøbing Falster er 27,8 m lang, 5,90 m bred. Minmotorbaad.dk har talt med bådens ejer Jørgen Bojesen, der sælger båden for lige under fire mio. kroner

Af Troels Lykke |

Jørgen Bojesen har gennem 19 år haft den 92 fods danskbyggede båd, der har fungeret som “charterbåd” til såvel firmaer som private, der har ønsket en anderledes oplevelse i forbindelse med firmaudflugt, ledermøde, salgsmøde, bryllup, fødselsdage etc.

Nu vil 69-årige Jørgen Bojesen nyde sit otium og Lady Marjan er derfor udbudt til salg for knapt 4 mio. kroner.

Båden er – årgangen taget i betragtning – i super god stand og har netop gennemgået en total fornyelse af maling i bunden, hele fribordet samt overbygningen.

I forbindelse med denne overhaling blev der samtidig udarbejdet en survey-rapport hvor bådens gode stand blev fremhævet.

Lady Marjan er 27,8 m lang, 5,90 m bred og med en dybgang på kun 1,82 m. Hun er udstyret med 2 stk. Mercedes V12 (OM 424) på hver 420 HK, foruden 2 generatoranlæg samt alt nødvendigt navigations- og sikkerhedsudstyr.

- Hun er, så vidt vides, Danmarks største privatejede motoryacht, fortæller Jørgen Bojesen om båden, der kræver kystskippereksamen, hvis du vil bruge den til erhvervssejlads og til privat sejlads kræver den Yachtskipper af 3. grad.

- Båden, der i stål og vejer 86 ton, har gennem tiden også fungeret til at “wine og dine” vore kunder i JB Marine og dette med stor succes, det er jo alt andet lige altid en oplevelse at komme på vandet, fortæller ejeren, der i JB Marine leverer indretningsdetaljer som døre, dørkarme, skylightrammer m.v. til diverse kvalitetsværfter primært i Europa.

Måske som VIP-fartøj

Båden er hjemmehørende i Nykøbing F. og for en ny ejer kunne den måske være interessant at bruge som VIP fartøj og/eller flydende kontor, tegnestue el. lign., som ekstra plus med mulighed for overnatning, i forbindelse med anlæggelsen af både Fehmern forbindelsen samt den nye Storstrømsbro.

Da DONG Energy i sin tid etablerede vindmøllerparkerne ved Rødsand, sejlede Lady Marjan alle VIP ture med gæster fra ind- og udland samt TV2, DR m.fl.

- Lady Marjan er ligeledes velegnet til helårsbeboelse, da hun både er udstyret med oliefyr og termoruder. Det er i princippet kun fantasien der sætter grænsen for anvendelsen og hvor finder du ellers en 5 vær. lejlighed på 270 m2 med tagterrasse og 360 gr. havudsigt, som Jørgen Bojesen udtrykker det.

Topfart med 12 knob

Bådens maks fart, med 2 x V12 Mercedes motorer, er tolv knob, mens den med en marchfart på 9,5 knob bruger 70 liter diesel i timen – på begge motorer.

Lady Marjan kan opleves den kommende week-end i forbindelse med flydende bådudstilling i Ishøj, hvor den formentlig vil vække lidt opsigt.

Du kan desuden finde yderligere oplysninger samt flere fotos på facebook-siden www.facebook.com/myladymarjan

Motorbåden er opvarmet med oliefyr og har radiatorer.

content-loader
content-loader
content-loader