Gå til hoved-indhold
Federico Michetti fra Melges Europa, tv. og sejlmager Morten Halkier fra Sails Support. PR-fotoKapsejlads
Federico Michetti fra Melges Europa, tv. og sejlmager Morten Halkier fra Sails Support. PR-foto

Sails Support med Halkier forhandler nu Melges

Melges Europe vælger Sails Support som forhandler af den populære amerikanske sportsbåd i Skandinavien. Morten Halkier fra Sails Support skal også stå for service til Melges 24-VM i Middelfart.

Af Troels Lykke |

Et anerkendende og stort klap på skuldrene. Det er, hvad det amerikanske værft Melges netop har givet danske Sails Support.

Virksomheden i Glostrup, Sails Support har slået sig op på rens af sejl og service af både og har nu skrevet under på en kontrakt som eneforhandler af den kendte og populære sportsbåd i Danmark.

Kontrakten gælder for Danmark i 2015 med udvidelse for hele i Skandinavien fra 2016. Derudover skal Sails Support stå for service og opbevaring i forbindelse med klassens stævner i Danmark.

Sails Support blev etableret i 2013 med det formål at tilbyde rens af sejl og kalecher gennem en ny, effektiv og miljøvenlig teknologi fra USA.

Virksomheden har den sejlmageruddannede, tidligere professionelle sejler og America’s Cup-deltager Morten Halkier som direktør. Han glæder sig over kontrakten med det amerikanske værft, som løfter Sails Support op i en ny liga.

”Vi er en lille og stadig nyetableret virksomhed, som først sådan rigtigt er ved at finde vores ben nu. Derfor er vi også både stolte og beærede over, at Melges har valgt os som forhandler på så stort et vækstmarked som Skandinavien,” siger Morten Halkier.

Ekspert fra Volvo Ocean Race ansat

I 2014 udvidede Sails Support forretningsområdet ved at ansætte af den erfarende bådebygger Jeremy Gale , som har stort ekspertise inden for vedligehold af både, fx fra Volvo Ocean Race, rigarbejde og reparation af mindre skader på sejlbåde.

Ifølge Morten Halkier bekræfter aftalen med Melges, at Sails Support valgte den rette strategi ved at udvide forretningen og tilbyde alle former for service til bådbranchen.

”Med Melges bliver vi forhandlere af et af verdens førende brands inden for kapsejlads- og sportsbåde. Klassen lokker nogle af verdens bedste sejlere til og frister med kapsejlads på topniveau, uanset om sejladserne foregår i USA, Middelhavet eller herhjemme. Globalt set er klassen en af de bedst organiserede, og den vokser markant i hele Skandinavien i disse år. Derfor går vi også til opgaven med både ydmyghed og begejstring,” siger Morten Halkier.

Melges startet i 1945

Melges blev etableret af Harry C. Melges i den amerikanske stat Wisconsin i 1945. Siden har værftet udviklet sig til et af USA’s førende og stod blandt andet bag designet af 12-meteren i det sidste succesfulde amerikanske forsvar af America’s Cup i 1992.

I år bliver VM for Melges 24 afviklet i Middelfart, hvor der forventes at deltage mere end 100 både fra hele verden.

 

<iframe allowfullscreen frameborder="0" src="https://www.youtube.com/embed/cvCMyTzpLBo" height="423" width="600"></iframe>
content-loader
content-loader
content-loader