Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
80 OK-joller var til DM. I Hellerup findes de bedste og i Herselv Strand er det største felt.

Prøv OK-jolle i Kaløvig, Herslev Strand og Svendborg

Dansk OK-jolleklub har nu lånejoller i tre danske havne, hvor der i forvejen er høj aktivitet i OK-feltet. Klassen havde i år 80 både til DM. Lån båd helt gratis.

Af Troels Lykke |

”En lånejolle, hvor man selv kan få lov at prøve, er den bedste måde at få budskabet ud til nye sejlere,” forklarer OK-jolleklubbens nyvalgte formand, Jesper Strandberg.

”OK-jollen er et dejligt budskab at formidle, da jollen i det store hele faktisk sælger sig selv. Har man en sejler ”gemt i maven”, så er de fleste overbeviste allerede efter første tur i en OK-jolle,” fortsætter Jesper Strandberg, der til dagligt bygger OK-joller.

OK-klassens Thomas Kvist fra Herslev Strand fortæller videre:

Og, at man har valgt at placere jollerne, hvor der i forvejen er stor aktivitet giver god mening. Det åbner for, at de eksisterende sejlere kan være mere opsøgende i forhold til at rekruttere nye sejlere, der så kan komme med på vandet - sammen med de mange øvrige sejlere.

OK-feltet kendetegner sig ved at have en meget talentfuld ”elite”, men samtidig også at have en stor social bredde, hvor øvede sejlere velvilligt uddeler tips og tricks til de nyeste i klassen.

Det betyder også, at man som ny sejler lynhurtigt føler sig som en integreret del af klassen, og de fleste får ofte hurtigt mod på at deltage i et eller flere af den mange velbesøgte årlige stævner i klassen.

Et glimrende eksempel herpå er det for nyligt afviklede Danske Mesterskab, der kunne ”mønstre” hele 80 tilmeldte joller i Lundeborg, hvor der var en skøn blanding af de meget rutinerede, samt sejlere der var med til stævne for allerførste gang.

Lånejoller ER en succes

At låne-joller virker, det ser man tydeligt, også uden at vi behøver at kigge langt tilbage i krystalkuglen. For fem år side var der eksempelvis ikke én eneste OK-jolle i Herslev Strand Sejlklub (Roskilde Fjord).

På det tidspunkt besluttede et par ihærdige sejlere, der hver især havde deres joller placeret i forskellige andre klubber, at de ville rykke deres OK-joller til Herslev.

Samtidig så Dansk OK-jolleklub et muligt vækstområde, og stillede dengang en lånejolle til rådighed. Og, det viste sig, at der var et kæmpe potentiale af sejlere, der egentlig gerne ville prøve at sejle, men som ikke selv havde en OK-jolle.

Junior-forældre, tidligere (og nuværende) kølbådssejlere der ønskede sig mere ”action” på vandet, og førstegangs-sejlere kunne nu alle prøve en OK-jolle. Rigtig mange fik smag for OK-jollen, og har efterfølgende valgt at købe egen jolle.

Og, lignende historier kan man finde i eksempelvis Vejle og Svendborg, hvor klubjollen efterfølgende blev rykket til.

Begge stederne er jolle-felterne vokset med eksplosiv hast inden for de seneste år! Ingen tvivl om, at det har en kæmpe effekt på vækst i kassen, at OK-jollerne står parat til ”nye kunder i butikken”.

En åben invitation

Så invitationen er hermed givet videre. Hvis du bor i Jylland, på Fyn eller Sjælland, og du kunne tænke dig at prøve en OK-jolle, så kontakt en af de tre ankermænd for OK-jolleklubbens lånejoller i en af de havne, hvor jollerne nu er placeret. Lige nu står de tre joller i hhv. Kaløvig (kontakt: Stig Frandsen), Svendborg (kontakt: Ask Askholm) eller Herslev (kontakt: Jesper Strandberg).

… men pas på! For du bliver givetvis grebet af stemningen!

content-loader
content-loader
content-loader