Min vejrudsigts-app, PredictWind, forudsagde godt vejr for de 5-6 dage, en tur til Skotland ville tage. Medfølgende vind eller halvvind i mildere udgaver. Kun mod slutningen af perioden friskere vind og mere imod. Så det gjaldt om at komme afsted med det samme.
Ud af Gjøl Havn kl. 9.00 26. maj 2016. Første etape ad Limfjorden til Thyborøn. En fredelig tur. Østlig vind og moderat strøm. Det lykkedes mig at komme igennem Aggersundbroen, som sidste år ikke kunne lukke op.
Sallingsundbroen med sine 26 meters gennemsejlingshøjde var ikke noget problem, selvom den er styg i stærk modstrøm, som jeg senere skulle erfare. Endelig Oddesundbroen – den sidste af de i alt fem broer over Limfjorden. Straks efter Oddesundbroen fandt jeg en ankerplads på nordsiden.
Øllen væltede
27. maj kom jeg efter en fire timers sejlads til Thyborøn. I modsætning til mange andre smukke og puttede småbyer i de danske fjorde er Thyborøn grim set fra søsiden. Den ser ud af penge og økonomisk aktivitet. Skorstene, erhvervsfartøjer. Ikke idyl. Godt for dem, der lever af det.
Jeg var i syv sind, om jeg skulle sejle ind og fylde mere diesel på. Min måler viste, at jeg havde måske 50-60 liter (af de 121 mulige) tilbage. Der kan vel være langt til Skotland, hvis det bliver helt vindstille eller meget imod.
Men i respekt for vejrudsigten (slemt vejr til sidst), fortsatte jeg med det samme. Vinden var nu fra nord 4 m/s. På turen fra Gjøl og hertil havde jeg brugt motoren en del – pga. af svag vind eller ingen vind. Det viste sig senere, at jeg havde masser af diesel til turen.
Kl. 12.45 var jeg ude af Thyborøn-indsejlingen. For fulde sejl, kurs 279, 5 knob. Rolig sø. Sandbund. Ikke et skib i sigte. Jeg fejrede den gode begyndelse med en øl, der væltede. Min Raymarine Autopilot ST2000+, nyindkøbt med fjernbetjening, klarede styrearbejdet perfekt.
Når jeg koblede den til min gamle Philips GPS, styrede den en absolut ret linje. Vinden var så stabil, at jeg næsten ikke havde behov for at justere på sejlene i timevis. Der var som sagt heller ikke noget trafik at tage hensyn til eller noget lavt vand.
Thyborøn fra søsiden. Ikke noget nuttet her. Foto: Bøje Larsen
Klog nok til at undgå Limfjorden
Jeg læste for nogen tid siden en miniartikel i det tyske sejlblad
Yacht online (se linkene til andre landes sejlblade forneden i minbaadk.dk) om den kendte tyske sejler, Wilfried Erdmann, der bl.a. har sejlet jorden rundt flere gange. Den var dateret 23. maj. Han ville også til Skotland, så jeg kunne vel møde ham, men gjorde det ikke.
Erdmann havde nu endelig nået Skagen efter 260 sømils sejlads. Manden er vel klog nok til at undgå Limfjorden, der er et evigt zig-zaggen mellem grunde og sædvanligvis i modvind, men han klagede alligevel over turen.
Han og konen var godt forslåede. Det var koldt, vinden imod, en vanvittig rullen i de små, krappe bølger, for ikke at nævne grunde og render, bundgarnspæle, fiskeopdræt og fulgebeskyttelsesområder.
Efter nogle hviledage håbede de nu på en fredelig tur i Nordsøen. Uden forstyrrelser. Nu er han selvfølgelig en skrøbelig mand på 75 og ifølge billedet lidt hjulbenet, jeg er jo en ung mand på 73.
Men jeg forstår ham trods denne store forskel godt. Man kan ikke blunde, slet ikke sove i de indre danske farvande. Undgå dem.
Og jeg havde faktisk nogle fredelige dage på den snorlige kurs i Nordsøen. Selvfølgelig så jeg skibe på både irl og ais, men langt væk. Jeg så ingen sejlbåde. Vejret holdt sig som beskrevet de første par dage.
Banker flygter til søs
Mange banker er blevet trætte af at have kunder rendende. Det koster tid. Kunderne skal opdrages til selvbetjening via internettet, og fysiske filialer skal nedlægges.
Hvor bliver bankerne så af? Det kan jeg fortælle. Herude i det fri har vi nemlig Vestbanken, Midtbanken, Koralbanken – indsætter man sine koraller her? Herude kommer nok ikke så mange kunder rendende.
Efter et døgns sejlads var jeg 98 sømil fra Thyborøn, helt overvejende for sejl. Jeg havde kørt motoren måske et par timers tid for opladning, eller fordi der ingen vind var, men gammel sø. Der var til tider også brug for at skære op for at få fart, vinden var nemlig til tider temmelig meget agterind.
Forsøger interview med spækhuggere
Søndag morgen 29. maj, da jeg stod op tidligt op, mødte mig et smukt syn: 5-7-8 spækhuggere tæt omkring båden. Jeg tror, at jeg højst har set sådanne én gang før i min sejlkarriere. Egentlig ved jeg ikke, om det var ”spækhuggere”. Er de ikke blot en delfin-race? Men smukke.
Mere end en meter lange. Flot hajfinne foroven, hvide på bugen. Og de springer ud af vandet 2-3 stykker i fuld koordination. Meget flot. Hvordan mon de koordinerer det?
Og fart kan de skyde. Jeg sejlede vel mine fire knob for sejl. De havde ikke svært ved at overhale mig med den dobbelte fart. Så man ned på dem under vandet, kunne jeg se, at de sommetider havde deres lyse side opad, når de overhalede båden. Hvorfor mon?
Jeg forsøgte at interviewe dem til bladet her bl.a. om Brexit, som jeg senere på læsernes vegne har talt med nogle skotter om, men de svarede mig ikke på et sprog, jeg forstod. Efter måske en halv time var de væk. Måske skræmte jeg dem bort med mine spørgsmål.
Mågerne har styrker på Nordsøen
Andre interessante dyr var mågerne. Normalt anser man – i hvert fald jeg – dem som en pestilens, der skider på bådene i havn. Særligt var de aktive i den sportsgren på
Mathis Værft.
Her, i Nordsøen, så jeg deres styrker. Den ”model”, der var flest af, var en almindelig hvid-grålig måge (ikke hættemåge). På undersiden af vingerne er de lyst brune eller grå med en form for mærke, hvormed man med lidt held kan kende den enkelte måge. Jeg må dog henstille til Mågeforeningen at gøre mærkerne klarere.
Deres flyvning var fantastisk. Helt ned ved vandoverfladen i den såkaldte ”ground effect”, hvor luften bærer bedre. Og også ned i bølgedale. De drejer med vingespidsen få centimeter fra havoverfladen. På et fly havde det været dødsensfarligt.
Berør vingen vandet, brækker vingen af, og flyet og piloten er fordømt. Jeg så ikke det ske for mågerne, og det ville med deres mindre vægt og dermed inerti nok heller ikke være så farligt.
Det var også en fornøjelse at se dem lande. De drejer vingerne mod vinden, så der ikke mere er laminært flow over dem, de staller.
For at sikre, at kraften går af, ryster de vingerne, ligesom en båd i svag vind og gammel sø får slået fremdriften ud af sejlene. Derfor er det jo også et råd, at man i meget let vind går meget forsigtigt i båden for ikke at forstyrre flowet over sejlene.
Mågerne sætter også fødderne ud, opspilede til at bremse i vandet. Hvordan mon de har lært alt det? Der var også ganske få af en anden, lidt større mågemodel, med sorte vingetipper.
De fløj alene, hvor de førstnævnte var i grupper. En enkelt gang så det lignede en konference i Mågeforeningen á la på Nyborg Strand, hvor de aftaler, hvem de skal skide på i den kommende sæson.
Han flygter i dybden efter at være blevet spurgt om Brexit. Se flere fotos af spækhuggerne nederst i bloggen. Foto: Bøje Larsen
På dæk med det ene ben
Mandag 30. maj blev jeg nødt til at rebe. Der kan på min LM27 kun tages ét reb i storsejlet, ret langt oppe. Og genuaen kan naturligvis rulles mere eller mindre ind. Der er to mærker på den, vi kan sige svarende til reb 1 og reb 2 (mest rebet). Jeg valgte den sidstnævnte. Den står udmærket også i den situation.
Ved rebningen opdagede jeg, at et af rebetovene var løbet ud af blokken på bomnokken. Fra den luge, der er på ”tagoverdækningen”, kan jeg betjene fald, kickingstrap og altså rebe, men her måtte jeg ud og trække rebet igennem igen. Det var den eneste gang på turen, at jeg var på dæk – og det endda kun med det ene ben.
Det var blæst op, måske 10-12 m/s og mere imod i forhold til retningen til
Fair Isle, den ensomme ø mellem
Orkney- og
Shetlandsøerne, som jeg sigtede mod.
Jeg blev mere og mere pas på det. Indsejlingen til ”havnen” – blot en naturhavn med en, ifølge Reeds Almanac, kedelig cementmole – vendte lige mod dér, hvor vinden nu kom fra, omkring NØ. Jeg besluttede mig at undgå den, dreje lidt sydpå og søge i læ af Stronsay Island en af de nordligere øer i Orkneyøerne.
Bange fantasier
I løbet af natten til tirsdag blæste det mere op. Tidlig morgen var rædselsfuld: Diset, regn og vinden hård foran for tværs. Fuld fart på vej til nogle klippeøer, som jeg ikke kendte, i et farvand, jeg ikke kendte. Andre skibe var også taget hjem ifølge ais. Selvom det er psykologi, for jeg kunne lige så godt have sejlet på Furesøen.
Jeg kunne ikke se noget. Jeg var bange. Bange for at noget skulle brække og knække. Hvor længe kan et gammelt storsejl holde? Kan læ vanter stå og slaske i fire dage og ikke lave ulykker? Og så videre. Alt sammen fantasi – og en grim én af slagsen. Jeg spurgte også mig selv; hvad fanden skal jeg her?
Nå, som læsere véd, der har fulgt med i mine tidligere blogs, kom jeg i den tidlige morgenstund 31. maj til en naturhavn på sydsiden af Stronsay og var glad for det. Godt i læ. Sov godt.
I alt regner jeg med, at der er 385 sømil fra Thyborøn til Stronsay.
Fortsættelse følger om turen fra Skotland og hjem samt om de tekniske problemer, nedbrud o. lign., Bøje oplevede på denne tur…
Spækhuggere møder Bøje i den tidlige morgenstund og demonstrerer spring i takt. Foto: Bøje Larsen
Enkeltspring. Foto: Bøje Larsen
Bøje Larsen har nu base i Gjøl i Limfjorden. Foto: Troels Lykke
Tur
