Gå til hoved-indhold
Robbe & Berking-værftets nye museum fremviser også Niels lensbaron Iuel-Brockdorffs tidligere lystyachtKort Nyt
Robbe & Berking-værftets nye museum fremviser også Niels lensbaron Iuel-Brockdorffs tidligere lystyacht. Foto: Søren Stidholt Nielsen, Søsiden, Fyns Amts Avis

Se lystyachter på nyt yachtsportsmuseum i Flensborg

I de næste fire måneder kan kongekrone og andre effekter fra Dannebrog skues tæt på i Flensborgs nye yachtsportsmuseum. Se også Niels lensbaron Iuel-Brockdorffs tidligere lystyacht.

 

 

 

Af Søren Stidsholt-Nielsen, Fyens.dk |

Indtil foråret ligger kongeskibet Dannebrog i vinterhi i Frederikshavn. Men i stævnen lige under bovsprydet mangler der noget markant. Galionens kongekrone. Det fornemme billedskærerarbejde er afmonteret.

I de næste fire måneder kan kongekrone og andre effekter fra Dannebrog skues tæt på i Flensborgs nye yachtsportsmuseum.

Museet åbnede i lørdags med en temaudstilling om yachtsport i de europæiske kongehuse.

- Jeg har haft en meget fin kontakt til det danske kongehus, fortalte museets leder, Eva Nielsen, da hun viste Fyens.dk rundt.

- Prins Henriks sekretær formidlede, at jeg kunne komme om bord på Dannebrog og sammen med jagtkaptajnen finde genstande til udstillingen, siger Eva Nielsen, doktor og kulturhistoriker.

Se galleri på fyens.dk fra udstillingen

De øvrige effekter fra det danske kongeskib og de kongeliges sejlsports-interesse er bl. a. Dannebrogs rigsvåben-flag, billeder af Prins Henrik og Kronprins Frederik, en Drage-model og pokaler.

I en glasmontre kan ses en bordopdækning fra Dannebrog inklusiv menukort fra sæsonafskedsmiddagen om bord den 14. september - få dage efter kongeskibets besøg i Rudkøbing.

Lensbaronens yacht

I centrum for temaudstillingen i den nye 800 kvadratmeter store hal troner en kongeblå 6 Meter R-båd med tætte bånd til det sydfynske. Yachten blev i 1938 bygget i Norge som Norna VI til Norges Prins Olav.

I 1999 blev yachten erhvervet af Niels lensbaron Iuel-Brockdorff fra Valdemars Slot. Yachten fik en omfattende renovering af folk fra Walsteds Baadeværft på Thurø og skiftede navn til Lady Day. I bådmedier blev den omtalt som den mest perfekt restaurerede 6 Meter R-båd nogensinde.

Lensbaronen solgte yachten for nogle år siden, og nu kan den ses med norsk flag på hækken og Kongelig Dansk Yachtclubs logo på agterspejlet. Ved receptionen i lørdags fik Fyens.dk udskænket champagne fra cockpittet, og teakdækket fungerede som bardisk.

Yachtmodel af sølv

Også det britiske kongehus har stillet sejlsports-effekter til rådighed. Blandt de mere iøjneskinnende genstande er en helmodel af en lystyacht. Den slags er normalt udført af træ. Denne - direkte leveret fra samlingerne på Buckingham Palace - er kunstfærdig udført i sølv.

Det nye museums idemand, værfts- og sølvsmedje-direktør Oliver Berking siger, at det er planen at skifte tema-udstillingen tre-fire gange årligt:

- Men den kongelige udstilling er indtil videre det mest spektakulære, vi har at byde på, fastslår Oliver Berking.

Blandt det øvrige attraktioner i det nye, erklærede centrum for europæisk yachtsport er også verdens største historiske yacht-bibliotek. På førstesalens rundgang fylder de 8500 bind bag glaslågerne omkring en kvart kilometer hylder.

Kilde: Fyens.dk

content-loader
content-loader
content-loader