Gå til hoved-indhold
Den optimale cruisingfart er 25 knob, hvor den 130 hk Yamaha-motor bruger  18 liter benzin i timen. Fotos: Troels LykkeTest
Test
Test
Test

Test: Tyvstart sæson med Yamarin 63 Hard Top

En kahyt giver mere sejltid i kolde Danmark på den børnevenlige Yamarin 63 HT. Læs om en hyggelig famliebåd, vi har testet i Sverige.

Af Troels Lykke |

Skroget på Yamarin 63 HT stejler lidt, da vi gasser helt op på den den finske båd, da vi tester ud for svenske Tanum Strand. Jeg bliver nødt til at vippe et lille sæde op på det lidt primitiv førersæde, der ikke kan beskyldes for at være ergonomisk, men dog velpolstret.

Først da jeg kommer tyve centimeter op i højden kan jeg se vandet. Men otte sekunder senere har stævnen lagt sig og vi planer  med den 950 kilo lette båd, der har en 174 kilo motor bagpå med 130 hk. En ny størrelse fra Yamaha, netop til både, der typisk vejer under et ton.

Godkendt skrog

Accelerationen er ikke det vildeste jeg har prøvet, men nu skal jeg tænke som en familiefar, og her virker det rigtigt. Børnene skal jo ikke kastes rundt i cockpittet, selvom det er temmelig dybt. Skroget er testet gennem flere år, da det også bruges i Yamarins modeller 63 BR og DC.

Skroget er kendt for at klare sig godt i bølger og med trimflaps er skroget let rette op, da sidevinden får båden til at krænge få grader. Hardtop-modellen er kun 50 kilo tungere end de to modeller og fart bliver der nok af, da vi når topfarten på 34,6 knob.

Men båden er mest behagelig at sejle, og larmer så man let kan tale, når den planer 25 knob med færre omdrejninger, og bruger 18 liter benzin i timen. Vandet skubbes fint ud til siden, da skroget er med en praktisk kant lige over vandoverfladen.

Førerplads

Rattet i læder er behageligt at holde i og selvom der kun er hydraulisk styring, uden elektrisk support, så går det fint. Man sidder fint ved førerpladsen, på et dybt sæde, men sædet er primitivt uden pasform i siderne, som man kender det fra de dyrere både og biler.

Man kan også vippe sædet op og stå op og styre, mens man har hovedet op over kahytten, så der er et helt frit udsyn.

Kopholdere er godt placeret og Raymarine-kortplotteren er praktisk placeret og der er plads op til 9-tommers plottere.

Lige under er knapperne til de to trimflaps. Ved siden af kortplotteren er Yamahas måling af benzin, omdrejninger og benzinforbrug, hvor især det sidste er vigtigt, hvis man ønsker at sejle økonomisk.

Familiens båd

En vindspoiler, der kan rykkes op, er placeret oppe for enden af ruftaget. Den sørger for at luften suser op, så luften ikke rammer gæster om bord, der sidder i det dybe cockpit i U-sofaen, hvor små børn har svært ved at falde ud.

I siderne, på kahytten, er ligeledes placeres en vindspoiler, der skubber vinden væk fra båden. Der virker effektivt kunne vi mærke med 25 knobs fart. Det dybe cockpit er praktisk, men det betyder også at bunden er sænket og derved er cockpittet ikke selvlænsende

U-sofaen er ikke speciel bred, men fire personer kan godt få plads til at sidde rundt om et cockpitbord, der kan sættes op.

Og fjerner man hynder ud i siderne, har man faktisk en køje mere, da vi målte længden til lige over to meter, på agterbænken, der dog kun er 0,55 meter bred. Agtersædet kan dog gøres bredere, da der kan placeres puder indimellem U-sofaen og derved skabes en solseng.

Bliver det koldt og regnfuldt, så kan en kaleche, der er placeret bag U-sofaen, trækkes hen til kahytten og vupti, nu kan man sejle i tørvejr og holde varmen og forlænge sin efterårssæson med to måneder.

Adgangen til de to, pænt dybe agterdæk, er ikke videre elegant, her skal man træde et voksent skridt ud, da der ikke er en låge, der kan åbnes agter til, men man får ikke det hele i en lille båd på 6,25 meter.

Praktisk kahyt

Fremme findes en slank forkøje på 1,20 meters bredde og to meters længde, hvor der fremme er smalt, men rigelig plads til benene. Under køjen er der et kæmpe opbevaringsrum, der kan låses af. Når man skal ned i opbevaringsrummet, kan lugen dertil sættes oprejst i styrbord side, mens man arbejder.

God detalje. Og det er det også i bagbord side, hvor der er to trin op til til frontvinduet, der kan åbnes, dermed skabes der rigelig adgang for en voksen person, der kan gå op på dækket, hvor man fremme finder en høj, åben prædikestol, der gør det let at træde om bord.

I bagbord side af kahytten, hvor vi målte ståhøjden til 1,65 meter, er der fremme en lille vask. Og bagved, er der under pantryets bord, en lille elektrisk varmeplade.

Måske ikke verdens smukkeste

Den høje kahyt gør, at der findes smukkere både end Yamarin 63 HT i samme størrelse, men få der er mere praktiske og kan skabe glæde for en familie.

- Bådtypen er  er den nye generation hos Yamarin, der supplerer Yamaran 59 HT, der alene i Danmark og i Grønland, er solgt flere end hundrede af, forklarer Preben Hansen, importør fra Yamaha Motor i Odense. Båden koster med en 130 hk Yamaha-motor 328.000 kr. Dertil skal lægges penge til ekstraudstyr som trimflaps, vindspoiler og kemisk toilet. Båden kan godt gå hen og sælge godt i Danmark, for den passer til vores klima.

Yamarin 63HT
Længde   6,25 m
Bredde    2,3 m
Vægt i tør tilstand 950 kg
Benzintank fast 107 liter
Ståhøjde kahyt 1,65 m
CE-godkendt     kategori C
Maks motorkraft   150 hk
Antal personer    6 stk.
Pris med 100 hk Yamaha   299.900 kr.
Pris med 130 hk Yamaha   328.000 kr.
Importør yamaha-motor.eu/dk – Odense
Værft  www.yamarin.com, Finland

PLUS
Praktisk overbygning
Gode sejlegenskaberne
Dybt cockpit

MINUS
Enkelt førersæde
Cockpit ikke selvlænsende
Ståhøjde i kahyt på 1,65 m

Ikke sporty, men heller ikke kedelig at sejle, men båden kan sagtens bruges til at stå på vandski efter. Båden er ikke oplagt til lystfiskeri.

Den optimale cruisingfart er 25 knob, hvor den 130 hk Yamaha-motor bruger  18 liter benzin i timen. Fotos: Troels Lykke

content-loader
content-loader
content-loader