Bøje: Stol ikke på dyre reparatører

Min Wallas diesel-bådvarmer er en model 30D – alt rigelig til at varme min LM 27 op. Jeg købte den brugt på det tyske Ebay for ca. 750 euro. Dertil skulle jeg så købe det rigtige udstødningsrør, varmeslanger m.fl. småting, måske i alt 300 euro. 

(Prisen for den nyere 30Dt-model er omkring 12.000 kr. plus de nævnte supplerende ting plus installation.)

Jeg installerede min Wallas selv over et par dage. Egentlig ikke svært. Fuel kommer fra grønne 10 liters diesel-dunke, købt på tankstationen. Varmeren fungerede fint i 1½ år. Lavt diesel- og elforbrug og meget lydløs.

Hvid røg ud af udstødningsrøret 

Men en dag i sensommeren 2016, mens jeg var i havn i Jylland, stoppede den uventet. Varmen var langsomt gået ned. Jeg prøvede at starte igen. Uden held.

Jeg skilte den delvist ad. Det er ikke så svært, når man finder ud af det. Der var masser af sod i brændkammeret og i øvrigt omkring den rustfri udstødning. Det havde der aldrig været før. 

Jeg rensede den. Den kunne nu starte igen, men hvid røg (= uforbrændt diesel) kom ud af udstødningsrøret. Derfor sodede den igen til og stoppede.

En sejler på havnen havde anbefalet en lokal reparationsmand (dog mht. en anden type reparation!). Ham kontaktede jeg. Flink mand. Han lavede med held andre ting på båden.

Han tog Wallas’en med hjem på sit værksted. Jeg spurgte ham, om han skulle have kontrolenheden med, så han kunne prøvekøre den. Nej, det var ikke nødvendigt, han kunne nok finde en på sit værksted. 

Det var jeg glad for, for det er lidt bøvlet at tage den og dens ledninger ud. Kontrolenheden er monteret i kahytten, og derfra styrer man som bruger temperatur og tænder og slukker. 

Han skilte varmeren ad og viste mig et par dage efter, at den var fuld af sod, hvad jeg forudså. Så bestilte han en bomuldsskive, som ligger i forbrændingskammeret og holder på den brændende diesel som en slags væge. Og rensede brændkammeret for sod. Det beskrevne skete over en uge til ti dage i tiden før efterårsferien. 

Nogle dage før efterårsferien meldte han den klar. Jeg hentede den og monterede den. Resultat: Så snart jeg startede den, kom den kendte hvide røg ud … ikke en tøddel forskelligt fra før. Han havde jo heller ikke testet den. 

Filmen knækkede 

Altså måtte ”reparatøren” tilkaldes igen. Han kom og talte om forskellige dieseltyper – og jeg skiftede rundt mellem mine forskellige ti liters tanke, omfattende både marine- og autodiesel, nyere og ældre. Den havde hidtil kørt perfekt med alle. Ingen forskel. Anden forklaring på den fortsatte tilsodningen havde han ikke.

Det var dagen før efterårsferien, en lørdag. Han og konen skulle afsted i sommerhus. Jeg spurgte, hvad han kunne foreslå mig at gøre. Og kunne han henvise til nogle f.eks. i storbyen Ålborg, der kunne tage sagen over? 

Nej. Han kendte heller ikke nogen, jeg kunne ringe til for at komme videre. Eller ville ikke give tippet. Om torsdagen havde jeg betalt min regning til ham. 5.188 kr. inkl. moms, der dog også dækkede andet arbejde for mig. Jeg tænker, at et par tusinde angik varmeren. 

Med hans bortrejse uden den mindste videre-vejledningshjælp knækkede filmen - eller om man vil diesel-ledningen - for mig. Så kunne jeg ligge der i den kolde efterårsferie, mens han gassede sig i sit sommerhus, sikkert forsynet med centralvarme og brændeovn. 

Da efterårsferien var forbi, kom han heller ikke i havnen eller kontaktede mig for at spørge, hvordan det gik. I havnen er der forbud mod at bruge el til bådopvarmning.

Professionelle bruger ikke kontrolenheder 

Venlige jyder hjalp mig på vej med det, som ”reparatør” nr. 1 ikke kunne hjælpe med. Det førte til et tip om en mand i Ålborg, der skulle have erfaring med Wallas-varmere. Han var nu del-pensionær og del-arbejdende i et Ålborg-firma med bl.a. diesel motorer som speciale. Forespurgt om de kunne reparere en Wallas 30D, svarede de, at det havde de gjort før. Kom bare med den!

Så jeg afmonterede igen varmeren. Om de skulle bruge kontrolenheden? Nej nej, det var jo et professionelt værksted. De åbnede den og konstaterede, stur stur nummer, at den var fyldt med sod, og mente, at det måske var noget med blæseren. Der er to blæsere i denne og andre Wallas-varmere. 

Én blæser fører den varme luft rundt via slanger til kahyt og evt. cockpit. En anden – combustion blower, kalder Wallas den – giver mere eller mindre luft til forbrændingskammeret. Står den af, er der en dårlig ledningsforbindelse til den eller mindst sandsynligt, men også dyrest: Dårlig styring af den fra edb-delen, brænder dieselen ikke korrekt.

Hvad han gjorde ved den, ved jeg ikke. Måske, hvis denne blæser var problemet, kom den på bedre tanker via rystelserne ved afmontering mv. Også han bestilte en ny bomuldsskive, fordi den anden, næsten nye, så beskadiget ud. 

Nu manglede de at teste den. De havde også talt i varme vendinger om, at man skulle måle på udstødningen, om den var ren etc.. Luksus. Men de havde heller ingen kontrolenhed, så de kunne, som en begyndelse, ikke starte den, så jeg måtte afmontere min og tage en frisk tur til Aalborg og tilbage. Det var efterhånden ikke svært at finde dem i byen.

De fik den og efter en uge (den deltidspensionerede medarbejder arbejdede ikke hver dag) kunne de køre varmeren på værkstedsbordet. Og den kørte pænt uden hvid røg og sort sod. Jeg var lykkelig. Så lykkelig, at jeg ikke holdt dem op på deres løfte om at måle på udstødningen.

Regningen lød på 1.819, 13 kr. inkl. moms. Den ville de gerne have betalt, inden jeg drog af med varmeren. Det skete. Jeg hjem og montere igen. Jeg lod den køre i et halvt døgns tid. Ingen hvid røg, ingen sod om udstødningshullet, fin varme. Verden var igen i lave. 

Nu manglede kun vejrhullet til at komme østpå. Det kom mandag morgen 31.10. Jeg gjorde båden sejlklar, startede navigationen og varmen etc. En flot hvid røg stod ud. Det vil sige, at den igen ville sode til. Mod djævlen kæmper man forgæves. Det var her, at mit specialværktøj – tilsyneladende en hammer - kom ind, som jeg har beskrevet i en tidligere blog, se i højre spalte. Nogle kraftige slag på varmeren… Og hejsa, røgen forsvandt med ét = blæseren, der, hvis den var djævlen, var stoppet, kørte nu igen. 

Desværre holdt min hammer-”reparation” kun ca. 1½ dag. Midt i Kattegat-natten satte den ud.

Ankommet til Hundige Havn begyndte min søgning efter en 3. reparatør. Her førte rådgivningen til, at jeg henvendte mig til Lynettens Bådservice, hvor Leif er varme- mm. specialisten. Jeg nævner deres navne, for de er heltene her.

Leif er en helt 

Han kunne selvfølgelig konstatere, at brændkammeret igen var fyldt med sod. Det rensede han så. Men han stoppede ikke her. Bomuldsskiven blev igen udskiftet, men han spottede også, at fueltilførselsledningen (se billederne nedenfor) var blevet stukket for langt ind i forbrændingskammeret, fordi det positionsstop, der er på den, var blevet ”kørt over”, eller skal vi sige slidt af. 

Det var sikkert et resultat af de mange ”reparationer”. Han forholdt sig også til combustion bloweren, men fastholder, at den kan køre i et meget, meget stort antal timer. Men han kontrollerede el-stikkene til den.

Leif havde ikke alene en kontrolenhed, men også en original sådan med digitalt display, der muliggør, at man kan programmere varmeren på forskellige parametre mht. forbrændingsprocessen. 

Han kan også betjene det samt har det 3-4 siders datablad fra Wallas, der beskriver de korrekte indstillinger. Milevidt over hvad ”reparatør” 1 (sodrensning, ny bomuldsskive) og ”reparatør” 2 (sodrensning, ny bomuldsskive, testkørsel med held) kunne klare.  

På nuværende tidspunkt har varmeren kørt i båden i døgndrift i et par uger uden andre stop end for at skifte diesel-dunk eller for at teste, at den har det godt. Det har den.

Regningen fra Lynettens Bådservice lød på 2.411,58 kr. inkl. moms. Bomuldsskiven tager de 94,40 kr. for, uden moms (”reparatør” 1: ca. 130,00 kr.) (”reparatør” 2: 250,00 kr.). Timepris, uden moms 395,00 kr. (”reparatør” 1: 525,00 kr.) (”reparatør” 2: 558,00 kr.). 

Jeg har for nogle uger siden henvendt mig til ”reparatør" 1 og ”reparatør" 2 med breve efter model af, hvad man kan modtage fra en incasso-advokat, der kræver tilbagebetaling af det, jeg har betalt, fordi det ikke virkede. 

”Reparatør” 1 gik efter udskydelser ind på en aftale, hvor jeg får nogle reservedele i erstatning. ”Reparatør" 2 indvilligede, men med en sur mine, i at refundere det betalte.

Det sorte marked skal organiseres  

Forbrugeren må passe på. Der er elendige reparatører derude. Det er for omfattende her at diskutere årsagerne hertil, og jeg kender dem ikke alle. Men jeg tænker, at der bl.a. kan være tale om en gammeldags, næsten landbrugsmæssig håndværkskultur, hvor man reparerer efter det, man har lært i praksis og set – og ikke siden har studeret noget.

Efteruddannelse kan være et fremmedord. Man læser ikke manualer, søger ikke på nettet, kan næppe læse og skrive dansk (jeg har fået mails fra disse ”reparatører”!) for ikke at sige andre sprog. Det ville have været angstfremkaldende, tror jeg, hvis en af de søde fyre, jeg taler om, skulle have ringet til Finland (hvor Wallas produceres) og spørge om noget.

Det duer ikke altid længere. Lystbåde såvel som landbrugsredskaber er blevet højteknologiske. De kan ikke altid repareres af enhver landsbysmed.

Jeg ser i mit case også forklaringer på, hvorfor mindre værfter og reparatører trænges ud af markedet. De er for dyre og for dårlige. Derved går arbejdet over til det sorte marked og/eller nabohjælp. Jo mere dette organiseres, jo bedre (apps, facebook, klubber). Her er en stor opgave for os alle. Nogle vil kunne blive meget rige på at lave de rigtige apps. 

Wallas i Finland med alle manualer for dieselvarmere. På engelsk, tysk og svensk.

Den danske Wallas-importør.

Lynettens Bådservice og deres Wallas-sider.

Man kan finde videos om Wallas reparationer på YouTube. Ikke altid dybsindige, men en god begyndelse.

Facebook-gruppen "Bådrenovering" kan også være en hjælp - om dette og andre emner.

Billeder og tekniske forklaringer:

Her er Wallas'en monteret i mit ”klædeskab mm.” i styrbord side i min LM 27. Det blanke, lodrette rør foroven er et kombineret udstødningsrør og indsugning af frisk luft til forbrændingen – det ene inde i det andet. Det har jeg i øvrigt ledt forbi et par huller i toppen af ”skabet”, hvilket giver god defrost-virkning på vindspejlet, der ligger ovenfor ”skabet”

Det er således ikke den varme udstødningsluft direkte fra forbrændingen, man får ind i kahytten. Der er en varmeveksler imellem. Slangerne med den således opvarmede, friske luft (2 stk.) fra varmeren går ud fra venstre side af varmeren, som det anes på billedet. De er omgivet af isolering, ellers tabes for meget varme ved større slangelængder, og selv da bør større længder undgås. På nyere modeller er der på højre side plads til at forbinde slanger for friskluft-indtag, hvis varmeren f.eks. er monteret i et motorrum, hvis luft man ikke gerne vil have ind i kahytten. 

Her har jeg taget bunden af varmeren. Det gøres let og uden værktøj. På nettet læser jeg om brugere, der i deres kvide har skruet endestykkerne af, og det meste er faldet fra hinanden for dem. Men man stikker et par fingre ind gennem hullerne i bund- og sidepladen og trækker et stykke fjederstål til side og kan uden videre trække bund- og sidepladen ned. Fjederstålet tager fat i en lille bolt, der også ses på billedet her (selvlåsende, hedder den vist), ca. under og lidt th for den store messingmøtrik midt i billedet.

Jeg tror, at hverken ”reparatør” 1 eller ”reparatør” 2 vidste dette. Nr. 2, som jeg så sætte bund- og sidepladen på, tog i hvert fald en topnøgle frem og spændte møtrikken fast – hvad den ikke skal – og dermed forhindrede, at efterfølgeren kan åbne den med hånden. Nr. 1 afleverede varmeren uden denne møtrik, så han har sikkert tænkt, at hvad fanden for en idiot har ladet denne ekstra møtrik sidde dér? Denne detalje burde have advaret mig mod dem begge. Det er som at aflevere en bil til et værksted for at få automatgearet repareret, men mekanikeren ved ikke, hvordan man åbner motorhjelmen. 

I øvrigt er brændkammeret tv – i den firkantede kasse inden i hvilken er det egentlige, runde brændkammer. Den store messingmøtrik holder glødehovedet, som tændes automatisk lidt inde i opstartsfasen. Her trækkes 10-15 amp, så man kan let se på sit amperemeter, om det virker. Og når nogle har problemer med at starte Wallas-varmeren, kan det være, fordi batteriet ikke kan klare dette. Når først varmeren kører, slår glødehovedet fra, og amp-forbruget falder drastisk. Glødehovedet er let at tage ud (den lille stjerneskrue, som ses på vinkelholderen tv). Man kan endda holde det i hånden, men pas på varmen, og man kan se, om det gløder, når det skal. Over denne er temperaturføleren.

De tynde snoede kobberrør bagved leder fuel ind i brændkammeret. Røret går gennem et andet rør, der går skråt ned i brændkammeret; lidt svært at finde. Og det er også her, at ”nogen” har stukket det for langt ind. Som man kan se på næste billede, udskiftede Lynettens Bådservice dette rør, så det nu er i smukke cirkler, og det stop, der forhindrer, at det sættes for langt ind, stadig holder. Under de snoede kobberrør er fuelpumpen (der hvor der sidder en plastic el-muffe udenpå). Det er let at checke, om den virker. Hold om den med to fingre. Og man kan mærke og høre pumpeklikkene som på en gammel Morris Minor. Der er ingen højspænding i hele foretagenet, så man kan kun brænde fingrene (dog ikke på pumpen).

Her ses min varmer under test hos Lynettens Bådservice. Man kan se, at han har udskiftet kobber-fuel-ledningen – de fine cirkler. Han har sat voltmeteret til at måle spændingen på glødehovedet, tænker jeg. Th ses varmluftblæseren til den friske og varme luft. Den combustion blower, som jeg har omtalt i teksten, sidder på den anden side af varmeren og er ikke så let at komme til. Her må man sandsynligvis skrue skruerne på enderne af kassen af (th og tv på billedet). Ledningerne til den er sandsynligvis i det første grønne stik th efter forbindelsen til glødehovedet, hvor Leif har anbragt den sorte føler fra voltmeteret.

Bøje Larsen.