Gå til hoved-indhold
Sejlklubber
Der var vind i Skive sidste år. Foto: Søren Johnsen

Syv J/70ere til salg fra Dansk Sejlunion - se prisen

Sejlsportsligaen gør klar til at skifte de syv J/70’ere ud med syv helt nye. De brugte ligabåde kan købes af interesserede DS-klubber. Flere klubber er allerede i dialog om muligt køb.

 

Af Troels Lykke |

Sejlsportsligaens syv J/70’ere er til salg. Alle klubber i Dansk Sejlunion har mulighed for at byde ind på bådene, der sælges til en attraktiv pris. 

”Vi skal hele tiden udvikle Sejlsportsligaen, og det har fra begyndelsen været et centralt mål for ligaen at bidrage til at udbrede sportsbådssejlads i klubberne,” forklarer Peter Wolsing, projektleder for Sejlsportsligaen i en pressemeddelelse fra Dansk Sejlunion. 

”Nu er der opstået en mulighed, hvor vi køber syv nye både til den kommende sæson og samtidig sælger de eksisterende ligabåde. Økonomisk går ordningen i nul, men vi opnår en stor gevinst ved at få nogle fantastiske både ud i klubberne,” siger Peter Wolsing.

Attraktiv pris
De syv ligabåde sælges for en pris på lidt under 270.000 kr., inklusive klargøring. Desuden følger nogle få og forbigående forpligtelser med i handelen. En ny koster 400.000 kroner inklusiv en landesvejstrailer.

”Prisen er virkelig attraktiv. Som klub får man en velholdt båd af høj kvalitet, og samtidig kender vi de mange begejstrede tilkendegivelser, som ligasejlerne har givet J/70’erne med på vejen,” siger Peter Wolsing.   

Dialog med mulige købere
På nuværende tidspunkt er Dansk Sejlunion og Ligaforeningen i dialog med flere klubber, der over en periode har vist interesse for at købe én eller flere ligabåde.

”Nye klubber kan stadig nå at melde sig på banen. Det er ikke en udbudsrunde, hvor højest bydende vinder. Vi sælger bådene de steder, hvor vi kan se det største potentiale i forhold til at få sejlere på vandet – og ikke mindst skabe attraktive tilbud for unge sejlere,” forklarer Wolsing med henvisning til PULS & Vand i håret, hvor Sejlsportsligaen er forankret. 

J/70’erne kommer… 9 styk ude i klubberne
Senest har Silkeborg Sejlklub investeret i en ny J/70’er med hjælp fra lokale sponsorer.

I forvejen har Skolerne i Oure og Hellerup Sejlklub hver to J/70’ere, mens KAS, Thurø Sejlklub og Sejlklubben København hver har en enkelt. Derudeover har Brejning Sejlklub rådighed over en privatejet båd. Dermed er i alt ni J/70’ere – Dansk Sejlunions anbefalede klubbåd – nået ud i klubberne.

Et tal, der nu formentlig står foran en fordobling i løbet af kort tid.
Når ligaens nyindkøbte både lægges oveni, betyder det, at antallet af J/70’ere i Danmark kommer tæt på 25 i løbet af foråret 2016.

Hør nærmere
Klubber, der ønsker nærmere information om priser og betingelser for køb af de brugte ligabåde, kan kontakte Peter Wolsing, tlf. 21 16 74 00, peter@sejlsport.dk 

content-loader
content-loader
content-loader