Malene på sommertogt: Er tre uger nok? (1)

Endelig bliver det fredag eftermiddag. Ferien, vi har længtes efter i mange måneder, står for døren. Endelig. Bilen bliver pakket med det mest nødvendige og lidt til. På magisk vis finder det hele plads i bådens stuverum. Proviantkammeret og køleskabet bliver proppet. Vi er klar. 

Fortøjningerne kastes, og vi stævner ud på årets sommertogt. Tre uger har vi. Det er ok, men i forhold til de fire uger vi havde sidst, og især til dengang vi var på langfart, er det lidt i underkanten. Men i år kunne det bare blive til tre uger på båden. Tiden er knap og konkurrencen er hård fra deadlines på jobbet, spejderlejre, legeaftaler og andre landlige gøremål. 

Børnene, som vi kaldte minimatroserne, da vi sejlede på langfart for nogle år siden, er blevet store. De vil gerne bruge ferien på mere end at sejle. Vi kan godt forstå dem og har vidst, at tidspunktet ville komme, hvor de hellere vil noget andet end at være sammen med ’de gamle’. Heldigvis vil de stadig gerne med på sejlerferie, og vi nyder den tid, vi har med dem. I skjul har vi lagt planer for, hvordan vi kan udskyde dagen, hvor de fortæller, at der desværre ikke bliver tid til at være sammen med os i ferien.

Jeg var noget betænkelig, inden vi stævnede ud. Tre uger er ikke lang tid, når man er forvendt med langturssejlerlivet. Ville vi kunne nå vores planlagte destination? Ville vi kunne nå at komme ned i det langsomme tempo, eller ville de få uger gøre os rastløse for at nå det hele? 

Selvom vi havde besluttet os for at sejle derhen, hvor vinden blæste os, havde vi jo lagt planer. Målet var en destination, vi måtte udskyde sidst, vi sejlede på sommerferie, fordi vi blæste inde. Vi ved godt, at det er fjollet at lægge ambitiøse planer, men vi kan ikke lade være. Vi håber, krydser fingre og sejler ud mod horisonten. Jeg håber virkelig, at vi når den destination, vi måtte skyde en hvid pil efter sidst. 

Men mere end at nå den ønskede destination håber jeg, at årets sommerferie vil give os den ro, som det kan være svært at finde tid til i hverdagen. Jeg håber på, at vi vil komme så tilpas langt ned i gear, at vi kan nå det punkt, hvor vi bare nyder at være sammen.

Heldigvis er mine bekymringer (igen) ubegrundede. Der går kun et par døgn, før de sorte rander under øjnene er forsvundet. Sandalmærkerne på fødderne skifter plads med den friske brune farve, der kommer, når man har været ude i vejret flere dage i træk. 

Besætningen smelter sammen og bliver én homogen masse, der dovent flyder af sted mod samme mål. Sammen og hver for sig får vi hverdagen ombord til at gå op i en højere enhed. Nogen sejler, andre splejser og på et tidspunkt går én i gang med at lave mad. Vi læser, griner og er hele tiden sammen.

På båden vågner vi langsomt. Når vi er ombord tager vi os tid til at blive klar til at indtage dagen. Nogle dage lykkes det mig at liste mig op på dækket med en kop kaffe, inden resten af besætningen vågner.

I den spæde morgensol kan jeg sidde og følge med i livet på havnen, mens solen og resten af besætningen står op. Der begynder at komme liv på de andre både. Nogle friskere end andre dukker hovederne op fra cockpitterne, og en blanding af dufte spreder sig igen over havnen. 

På én båd høres der radio, naboen spiser friskbagt brød fra købmanden, og fra en anden båd kan man høre en, der snorker. Et ældre ægtepar går med hinanden i hånden ud ad molen iført ens morgenkåber. Uden at det er alt for tydeligt, lægger jeg mærke til, at vi er flere, der følger med fra bådene i havnen. På en gang undrende og samtidig – måske - lidt misundelige. Tænk at starte dagen med en dukkert, det må være dejligt. Jeg synes det er for koldt. 

På båden har vi holdt øje med vandtemperaturen siden ferien startede. Den holder sig en 8-10 grader under perfekt, og det har den gjort, siden vi stævnede ud for nogle dage siden. Heldigvis har vi god tid endnu. Der er håb for, at det bliver bedre. Det er noget af det gode ved at være i starten af en ferie. 

Vi ved jo godt, at tidspunktet kommer, hvor vi stævner tilbage mod hverdagen igen, men det er først om mange dage. Indtil nu kan vi nyde at være af sted og bare sejle ud mod horisonten. 

De lette, hvide sommerskyer spejler sig i det blanke vand. Solen luner luften, men det er ikke blevet varmt endnu. Alt ånder fred på havnen. Jeg elsker den særlige stemning sådan en morgen, i timerne før luften fyldes af motorstøj og lyden af både, der lægger fra kaj. Når der tages afsked, og bådene sejler ud mod næste havn eller bugt. 

Her i havnen er der 4-5 nationaliteter. Det er hyggeligt at få en sludder med de andre, og høre om hvordan det er at sejle hos dem, og hvilke ting de lægger mærke til, når de sejler hos os. I de havne hvor flere nationaliteter er samlet, flyder en herlig blanding af forskellige sprog sammen med mågernes skrig. Erfaringer udveksles og alle hilser på hinanden. Også sommerhusgæsterne, der går tur langs kajen, og dem, der er cyklet ned for at få en is.

Lidt efter begynder besætningen at pusle under dækket. Før jeg får set mig om, breder der sig en dejlig duft af bacon og æg, friskristet morgenbrød, kaffe og andre lækkerier. Når vi sejler, går vi sjældent ned på proviant. Det lille køleskab er fyldt til randen og sørger for, at vi holder skørbugen fra båden med en god smag i munden. En stor del af vores rejser er at smage på de områder, vi besøger. De fleste steder er det ret lækkert.

Jeg smiler og er sikker på, at vi nok skal nå det hele - også selvom vi bare har tre uger at sejle i. Det vigtigste er allerede opnået. Roen i krop og sjæl, der kommer, når foden rammer dækket. Hvorvidt vi når destinationerne vil tiden vise. Hvis vi ikke gør, må vi jo bare prøve igen næste gang.

Sommerhilsen

Malene

På båden er der god tid. Eksempelvis til at lære at splejse. Her Marie og Lasse. Foto: Malene Wilken

Roen falder over besætningen, når der er himmel og hav så langt, øjet rækker. Foto: Malene Wilken